Når jeg siger JEG mener jeg faktisk VI.

Vi herhjemme er gået igang med et lille eksperiment.

Det har aldrig været nogen hemmelighed at min tankegang om bæredygtighed, økologi og dyrevelfærd kommer hjemme fra mine forældre af. De har ikke haft mange munde at mætte, ud over dem selv og mig, og derfor har der altid været penge nok, til at købe kvalitet og gå direkte efter de økologisk og bioorganiske produkter.

Selvfølgelig er jeg ikke opvokset udelukkende på økologi og jeg erindrer ikke økologi som værende et ord, der blev brugt i min tidlige barndom.

Men mine forældre er altid gået op i kvalitet i forbindelse med mad og de har altid lavet mad fra bunden. Desuden har madspild og at spare på ressourcerne altid været et “topemne” derhjemme – også inden det blev moderne.

Min mor var én af de der irriterende mødre, der ikke bare kunne bage boller eller almindelig drømmekage når man skulle have noget med til klassens time. Hun bagte altid klidboller med massere af kerner og squashkage.

Idag er jeg jo lidt lige sådan – (æblet falder sjældent langt fra stammen – høhø) – men dengang, var det altså ikke det smartest at troppe op til klassens time, med gulerodskager (ikke den lidt lækrere variant med frosting) og squashkage med kanel.

Jeg kunne som nok den eneste i min omgangskreds allerede partere en hel kylling korrekt som 15 årig og vi har altid spist næsten alt på dyret (dog ikke gumpen på kyllingen).

Men kråse, hjerte, lever, hals .. You name it .. det er altid blevet serveret og spist glædeligt.

Det var heller ikke det smarteste at “fyre af” overfor vennerne – at jeg elskede indmad og de alternative udskæringer.

Jeg synes idag at det er brandærgerligt at nogle folk går glip af så meget mere smag i den mad de spiser, ved altid at købe det færdigparterede kød og ikke se, og bruge hele dyret.

Er selvfølgelig godt klar over, at det er svært at købe og opbevare en hel kalv – but I hope you get the point.

😉

Havde en sjov, men også lidt skræmmende episode som 18 årig, hvor jeg havde en veninde på besøg til aftensmad i min dengang nye (og første) et-værelses lejlighed. Hun kom ind, netop som jeg gik igang med at partere en kylling (apropos) – da hun pludselig udbryder: “hvad er det?!”

Jeg tror først at hun laver sjov med mig. For hvem i alverden kan ikke genkende en hel kylling. Alle har vel fået lørdagskylling på stativ, som børn (eller det troede jeg i hvert fald naivt på dengang).

Men hun anede ærligtalt ikke, hvad det var for et dyr jeg stod med. Hun kunne ikke genkende det.

Da jeg sagde at det var en kylling- så grinte hun ad mig og sagde: “nej da – de er jo ‘sådan’-formede”… Hvortil hun med fingeren lavede et omrids af en kyllingebryst-filet.

… Men for at gøre en lang historie lidt kortere – så har det altså altid været en stor del af mit liv. At lave mad og kende kvalitet fra kvantitet.

Han kommer fra en familien med lidt flere munde at mætte og som sagt gør det, at man nogle gange bliver nødt til at være fornuftig og handle lidt mere “rationelt ind”.

Der er jo intet rationelt i, at mine forældre har et madbudget idag der kunne brødføde en hel u-lands landsby, selvom der ikke er nogen hjemmeboende børn tilbage derhjemme.

Men de har råd til det – derfor gør de det idag og derfor gjorde de det også dengang hvor jeg boede hjemme.

Sådan var der ikke på samme måde penge hos min kærestes forældre med tre hjemmeboende børn og et fjerde, på deltid. Hvilket jeg kun respekterer.

Men når det er sagt, så har mit lille idealisthjerte rigtig svært ved at rumme, når mit køleskab indeholder burær, 3 stjernet salami og petit danone yoghurt :-/  .. (Ohh jo det sker når man bor sammen med én der tænker anderledes end én selv, når han handler ind alene, og man har nogle søde bedsteforældre der konstant køber salami og yoghurt til vores børn – selvom vi ikke beder om det!)

Forstå mig ret.

Jeg har ikke noget imod at andre spiser sådan – men jeg føler slet ikke at jeg er tro overfor mig selv og mine personlige værdier/holdninger når jeg tager mig selv i (fordi jeg også er imod madspild) at spise mig igennem de 10 buræg som jeg HADER men ikke nænner at smide ud!

Med tanke på alt det ekstra vi herhjemme i vores husholdning har det med at købe ind, ud over det der står på indkøbslisten. Og med tanke på al den ekstra mad vi spiser, fordi at vi har det hjemme, men ikke nødvendigvis fordi vi er ekstra sultne. Det pissede mig af. Fordi SÅ har vi altså også råd til at købe økologisk! Det er et klart prioriteringsspørgsmål!

Det snakkede vi om herhjemme og min kæreste ville godt gå med til et forsøg, hvor vi i nogle måneder udelukkende køber økologisk.

Nu bliver det så spændende om vores stramme budget kan holde til det.

Jeg vil fra tid til anden komme med opdateringer – vores madplaner og evaluering af forløbet.

Mon vi overlever julen og mon børnene overhovedet får julegaver i år, på bekostning af dyre råvare.

JEG tror ikke at det bliver noget problem – min kæreste er mere skeptisk, men ser frem til at se forsøget an.

Går det godt – så vil der i fremtiden ikke længere være kamp om hvem der først får smidt sin vare i kurven ved indkøb .. Så vil vi nemlig ikke kun forsøge at leve mere eller mindre 100% økologisk. Så vil vi rent faktisk gøre det.

Jeg glæder mig.

Vi blogges :*

Miss Mihura – aka Overskudsmama

Igår var min kæreste og jeg på vej op til bussen, da vi mødte en ældre mand der stod ved siden af en eldrevet kørestol. Det lignede at han ventede på nogen og som vi altid plejer at gøre til folk vi møder på vores vej, hilste vi pænt på manden mens gik videre.
Jeg bemærkede dog, at der var noget underligt ved ham.
Jeg kunne ikke placere det og i virkeligheden var de fleste nok gået forbi ham. Men da vi var kommet 15 meter væk, nævner jeg alligevel min uro overfor min kæreste.

“Gad vidst om han har brug for hjælp”?!

Min kæreste stopper op og synes også at vi lige bør tjekke en ekstra gang, så vi går tilbage og spørger ham om han har brug for hjælp eller om der er noget vi kan hjælpe ham med.

Og ganske rigtigt.
Hans eldrevne køretøj var løbet tør for strøm og han var selv MEGET dårligt gående.
Hvor det godt kunne have set ud som om, at han stod og ventede på nogen, var han i virkeligheden i færd med at få bukseret sit køretøj frem og op over nogle brosten, som han havde meget problemer med i hans tilstand.
Han stod nu overfor en tur hjem igen, ikke mere end måske 1 km væk fra hvor han stod – men som min kæreste og jeg blev enige om senere på aftenen, ville dette mindst have taget ham nogle timer, i hans fysiske tilstand og med det besvær det er, at skubbe noget der er tungt foran sig.

Hans generation, (han var vel omkring de 60-70 år), i modsætning til vores, vil helst ikke gør et alt for stort væsen af sig selv. Og de vil helst heller ikke være til besvær (endnu en ekstra god grund til at hjælpe dem).

Vi hjalp selvfølgelig manden hjem. Han var sød og meget taknemmelig.
Vi nåede stadig vores bus og havde vi ikke nået den, gik der sgu nok en anden.
For os var det langt vigtigere, at hjælpe ham og generelt hjælpe dér hvor man kan – og gøre sig umage med at være én man kan se i øjnene.

Man skal huske at stoppe op og se sig for, hilse på fremmede mennesker og holde øje med hinanden på en god måde. I stedet ser jeg desværre kun al for ofte, at folk har så travlt med dem selv, at de skynder sig frem, glemmer at stoppe op og nogle gange endda racer forbi folk i nød eller kører nogen over i deres fart.

Vi er så heldige at bo i et land hvor vi har overskud – og giver man bare lidt ud af sit overskud; i et smil, en hjælpende hånd en næstekærlig gestus – så vil vi få det tusindefolds igen, i det lange løb.

Så kunne det også mindske den ærgerlige tendens der er kommet, hvor folk er blevet så forfærdelig kyniske, mistroiske og negative overfor fremmede.

Eksempeltvis:

Min kæreste er en, desværre snart, uddød race. En gentlemanstype om man vil det. Der helt uden anden motivation end sin opdragelse og godhjertede person, spørger den gamle dame i Irma, om ikke han skal hjælpe hende ud til bilen med hendes varer.

Det i sig selv, er ikke noget man ser så ofte idag (og noget jeg selv lige skulle vende mig til, dengang vi mødte hinanden). Men hvad der er endnu mere ærgerligt, er den måde rigtig mange ældre mennesker idag takler sådan en hjælp på.

I stedet for at tage imod den velmenende hjælp, så tænker de straks det værste. At han er ude på at berøve dem eller har andre bagtanker med den tilbydende hjælp.

De tør simpelthen ikke sige ja.

…. Og det resulterer så, desværre næsten hver gang, i et lidt tragikomisk scenarie, hvor vi kan gå mere eller mindre parallelt ud af Irma med den før omtalte dame, og se hende slæbe sig selv skæv i hoften ud til hendes bil med sine varer, i stedet for bare at takke ja til hjælpen.

Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår hende. Selvfølgelig vil man også langt hen ad vejen sørge for sig selv (måske endda i endnu større grad i takt med at man bliver ældre). Men faktum er, at jeg desværre også ofte selv har taget mig i, at være mistroisk overfor fremmede mennesker og måske ikke altid haft ja-hatten på og været optimisten.

… der inderst inde tror på, og har brug for de samme ting som os selv.

Kærlighed, tryghed, tillid og næstekærlighed.

Bare et lille personligt opråb.

Vi blogges :*

Miss Mihura – aka Overskudsmama

Der findes forskellige børn, og derfor er mine erfaringer jo ikke ensbetydende med, at historierne passer på andres børn eller at folk kan bruge det til noget. Men derfor vil jeg alligevel gerne dele lidt ud af den erfaring som jeg trods alt har.

Jeg fik min 2. “Største gave i mit liv” i april i år. Endnu en lille pige, og denne gang var jeg klar.
Jeg havde jo prøvet det før med den store.
Selvfølgelig er børn forskellige – det ved alle da – men når man har prøvet det før, så føler man sig alligevel rimelig sikker! …. Eller gør man?!

Pludselig var der ikke usikerhed på alle de “før, så usikre punkter”. Nu var det nogle helt nye punkter jeg følte mig usikker på. Punkter som jeg aldrig havde skænket en tanke ved første barn.
Pludselig var frygten for fødslen ikke lige så manifisterende som før. Men under fødslen var jeg pludselig mere opmærksom på blødninger og andet “gejl”, som jeg ikke havde skænket en eneste tanke ved sidste fødsel
.. Måske er det fordi jeg allerede vidste hvor stor gaven var efter en fødsel. Og derfor var jeg pludselig blevet mere bange for ikke at kunne være en del af det (hvis jeg gik hen og døede). Og frygten for at min ældste datter skulle miste mig, og ikke ville have mig i sit liv resten af livet var måske en endnu større faktor. Hvordan skulle jeg dog klare det, uden hende – nå ja, så ville jeg jo være død, men hvor blev jeg dog bange og ked af det, ved tanken. Hvordan kunne jeg dog byde hende sådan at forsvinde, hvis jeg gik hen og døde?! Pludselig fyldte denne frygt lige så meget, som frygten for smerterne havde fyldt under den første graviditet.
Det er noget underligt noget.
Især fordi man jo netop har prøvet alle de “ulidelige smerter” – og alligevel skænkede jeg ikke dem en eneste tanke igen!?

På nogle helt andre punkter får man mere selvtillid og selvværd og man tør pludselig godt (mere eller mindre direkte) bede “kloge” folk holde deres mund, både før og efter den lille er kommet til verdenen (med nr. 2 altså).

Man tør stå ved sine valg.
Det er en gave – at man føler at man har fundet sin egen sti ift. det at være forældre.

Et dilemma jeg tror at mange førstegangsforældre (måske desværre også mange flergangs forældre) ofte har stået overfor. Hvor de ubevidst mister selvværd omkring dem selv og den måde de er mødre på, fordi man som førstegangs mor i al sin trods overfor hvad andre siger, alligevel ikke kan lade være med at lytte til alle dommedagsprofetierne og de nok så velmenende vise ord, som intet andet formår, end at skabe uro, frygt og usikkerhed for den nye mor. Især fordi de kun al for ofte, kommer fra folk i vores omgangskreds og nærmiljø.
Folk som vi stoler på.

Men nu her 2. gang for mig, der er det nu dejligt befriende, at have accepteret, at man alligevel ikke kan leve op til alles forventninger (og heller ikke ens egne). Fordi man jo har fundet ud af, at der er 1000 opskrifter på dét at få børn og hvis man skulle kunne gøre alt det som de kloge siger, så ville man bryde sammen og alligevel ikke få udført sin pligt ordenligt. Der er altså ikke én løsning på rebussen!

…

Jeg oplevede også en endnu mere skelsættende ting fra første barn til mit andet:
At min lille ny, absolut ikke var lige som den store (hvad havde jeg også forvendtet)??!!

Jeg havde pludselig fået en vædder (og nu er det ikke fordi, at der skal gå horoskop i den), men det er bare en meget god sammenligning. FORDI JEG HAR PLUDSELIG FÅET to MEGET forskellige børn, med to vidt forskellige temperamenter, “meninger”, humør og vaner. DET ER JO HELT VILDT!
Som man pludselig stod der og følte sig sikker; — er man som ved et trylleslag igen på glatbane!
Selvfølgelig har man dét mere erfaring i posen (som før beskrevet), så man tør stå ved sine valg og selvtilliden er heldigvis i relativ topform (det meste af tiden) .. Men i de perioder hvor barnet ikke reagerer som den første, der er man  sat fuldstændig på halen og førstegangsforælder igen!

Jeg fik mig et ammebarn .. Et dejligt lille væsen der var så forfærdelig dygtig til det hele.
Motorisk og på alle andre punkter, var hun langt foran. Og vores amning gik suverænt!

Når man ammer er man PÅ, som i PÅ!! Og ingen andre duer. Det er hårdt.

Min første, var også ammebarn men gad ikke rigtigt efter 4. måned. Hun var mere end tilfreds da vi af samme grund, gik over til flaske, grød og almindelig mad.

Min lille nye elsker mine bryster. Ja det lyder måske lidt gross – men det er faktum! – HUN ELSKER DEM! Og hun elsker sin mor!

.. Selvfølgelig elsker hun også far. Men far blev først rigtig accepteret, da han blev sjov og kunne kilde hende til hun i kramper lå og grinede på gulvet. Far var først god nok, da hun syntes at far var god nok (4 måneder) PUNKTUM.

Og selv nu, som 7 mdr gammel … når mor går forbi, mens far holder hende – SÅ BLIVER DAMEN SVÆRT UTILFREDS med situationen.
Det er lidt tragikomisk og egentlig ret synd for far og heldigvis har hans ego ikke lidt nogen større skade endnu.

Men det er godt nok hårdt sådan at være på – mht. mad og til, på alle andre tidspunkter.

Leg. Sove. Vågne. Puha … Og alt derimellem.

Det er selvfølgelig dejligt og jeg nyder det så meget jeg kan. Men hvor ville det også være dejligt ikke at komme hjem fra svømning med den store, uden at blive faret over ende, af far der nærmest kaster den lille over i min favn – FOR NU VIL LILLESØSTER HAVE SIN MOR OG BESTEMT IKKE SIN FAR MERE. Ikke noget med lige at kunne sætte sig lidt ned og tage en slurk kaffe først.

Men hvad gør man så – når mor kun er god nok? .. Ja hvad gør man?

Vi er heldigvis to i mødregruppen som har lidt samme dilemma. Så jeg er ikke alene.
En ting som jeg specielt er varm fortaler for er, at man skal være ærlig omkring de følelser, tanker og frustrationer man engang imellem har og dele dem med nogen. Fordi, der er vitterligt ikke altid noget man kan gøre ved det. Nogle gange må man bare accepterer at; mor KUN er god nok – og derfor er det vigtigt at få snakket om det med nogen, så man ikke føler at man er tosset i sit hovede!
Tænker man lidt over det – er det jo i virkeligheden en stor gave at få, at ens barn KUN vil én! Det er bare ikke altid de varme følelser der strømmer igennem én, når man for 3. gang samme nat er oppe og putte sin baby, fordi det KUN er mor, der kan – TRO MIG, det ved jeg!

Jeg synes også lidt, at der er kommet et tabu omkring det at have børn ift. overskud og hvor “picture perfekt” det hele skal se ud. Det er dog som regel ikke fra før omtalte “kloge folk”-generationen (bedsteforældre og oldeforældre), fordi, de ved godt hvor hårdt det er. Dengang var det nemlig okay at det var hårdt. Det vidste alle. Derfor er det også tit dem der er rigtig gode til at hjælpe de rigtige steder, så som; kommer over med en færdiglavet ret aftensmad mens babyen er spæd eller en indkøbspose med lidt hygge.
DET ER DE GODE TIL – og TUSINDE TAK FOR DET.

Vores egen generation af unge mennesker derimod, har et helt misforstået billede af det, at være småbørnsforældre idag. Og samtidig også nogle helt vilde forventninger til det!!

Det er som om, at man bliver en bestemt niche, når man får børn idag – hvor før i tiden, var det helt almenindeligt at man på et tidspunkt fik børn (og alle ligesom var en del af den niche, når de fik fast partner).
Nu er det kun ok, når nogen i omgangskredsen ligesom har banet vejen for det og været de første, til at bevæge sig ind på det nye territorium. Og her er der ofte folk der melder helt fra alligevel…Hvad blev der om den gamle talemåde: “Der skal en hel landsby til at opfostre et barn”.

?
.. Eller flyttede man også bare fra sin landsby, hvis man ikke selv lige var kommet til det punkt i sit liv.
.. Og hvorfor er det egentlig så svært for mange folk idag, at rumme noget som rent videnskabeligt er meningen med livet – prokreation?
Måske har jer der læser dette, en helt anden opfattelse end jeg.
Og måske har jeg også lidt med vilje sat det hele lidt på spidsen.
Men jeg har i hvert fald selv haft erfaringer af den art omkring det at blive mor og hørt det fra rigtig mange andre.

Når folk kigger på min blog, min instagramprofil eller sågar min private facebookside – så ser de oftest en mor i overskud, som kan det hele. Det kan vi også – altså os mødre. Derfor synes jeg også at det er okay, at være ærlige når det ikke altid går så godt – ligesom man var det før i tiden.. Og ikke altid undskylde for, at der er problemer og hårde tider, eller tie omkring dem. Dem der siger at det hele er nemt, når man er småbørnsforældre, enten lyver, eller er ikke den slags mødre som jeg mener gør det rigtige.

 

Hvis du ikke kan rumme mere: Giv slip på barnet, (overlever det hellere til farmand, selvom baby ikke vil), inden du selv mister fatningen. Det er okay at sige: NU KAN JEG ALTSÅ IKKE MERE. Det er der ingen skam i og det er bedre at kunne sige STOP, i stedet for måske, at blive ukonstruktiv.

Det er okay, at din lille guldklump vil have sin mor: Den tryghed der er mellem mor og barn er væsentlig for dit barns senere udvikling. Kærlighed fra sin mor, kan et barn ikke få nok af. Så hvis nogle af de kloge hoveder hentyder til, at du skal overgive dit barn til dem eller andre, og du ikke selv har lyst – SÅ LAD VÆRE! Du er mor og du ved hvad der er bedst for dit barn – lad ikke andre hyle dig ud af den!

De gammeldame/mands-historier; der desværre alt for ofte bliver fortalt under familiemiddagen omkring, hvordan man ikke skal overforkæle sine spædbørn og at de har godt af at græde og sagtens kan græde sig i søvn – ER OLDHISTORIER fra en tid, hvor man ikke vidste halvt så meget om børns tidlige sociale og tryghedsbehov, som man gør det idag. Der er ikke ét nutidigt tidsskrift omkring dette emne, der antyder andet end, at det er indirekte vold for et spædbarn, at blive efterladt grædende i sin vugge. Lad være at lytte til dem som mener at dette er hysteri – med mindre at du selv går ind for sådan noget.
(Jeg kan dog ikke selv stå inde for psykisk (grænsen til fysisk) vold mod spædbørn – sorry!)

Ellers er der nok ikke så meget mere at skrive om, andet end:
I får nok nogle flere klagesange fra mig på bloggen hen ad vejen. Det er også hårdt og ærligt at være en overskudsmama. Og lige pt. har jeg en lille sylfide, der er meget morsyg, meget verbal og enormt krævende. Men GUD hvor jeg elsker hende!

:* Vi blogges

Miss Mihura – aka Overskudsmama

Jeg vil skippe let og elegant over, det evige travle liv i dette indlæg, men selve barnedåben og forberedelserne dertil, vil jeg godt komme lidt nærmere ind på.

Dåben var smuk, festen var skøn og vores lille dydsmønster opførte sig eksemplarisk både før, under og efter.

Til trods for en lidt stresset optakt, med knoklerier til langt ud på natten for at få “My’s Candybar” op at stå, og en “kriseopvågning”  hvor vi kom op 2 timer for sent og måtte gallopere igennem de ellers så nøje planlagte morgenforberedelser inden kirken. Så endte det alligevel super godt det hele.

Efter min kærestes – og min familie blev forenet, er familiefesterne for mit vedkommende blevet betydentligt større.
Når vi alle var der (i min familie) til fødselsdage var vi omkring 15.
Min kærestes nærmeste familie er på omkring 40 personer. Så det kan være meget svært at gøre noget billigt og der følger også en del logistiske problematikker med, som jeg aldrig har haft skænket en tanke før nu, hvor begge familier skal samles og vi bliver mellem 45-60 mennesker til en almindelig fødselsdag (60, hvis alle dukker op).

Vi havde derfor lagt penge til side så vi kunne få mad udefra, fra en fantastisk cater – der ofte bliver brugt i familien og vi havde lejet et lokale, så alle mennesker kunne sidde ned og føle sig godt tilpas. Men når man flytter fra et sted til et andet (som vi gjorde i april i år), kommer det ofte med en masse uforudsete udgifter.

… Den ekstra opsparing forsvandt derfor som dug for solen og planerne om en fin barnedåb uden al for megen knokleri, forsvandt.

Nu ligger det heldigvis til min kæreste og jeg, at “producere selv” og allerede i sommers var vi gode til at få lavet hyldeblomstchampagne (tør og sød) og hyldeblomstsaft – så vi evt. kunne bruge noget af dette til en forestående barnedåb.

Da bladene var på deres grønneste, fik vi også groft beskåret vores krydseurtebuske til hjemmelavet te, og ideerne om en “hjemmelavet” barnedåb begyndte så småt at boble op til overfladen.

Vi vidste bare ikke helt hvorhen vi ville med det – før jeg til en “dameaften”, med mine tre nære veninder sad og snakkede om mit dilemma med ideer til barnedåben.

Den kreative kom med ideen om et kagebord i stedet for mad .. Den aktive, begyndte at indlægge aftaler i min kalender, hvor de alle kunne være med til at hjælpe, og den tredje var igennem hele forløbet i telefonisk kontakt med mig med nogle dages mellemrum, og støttede min vision og gav mig selvværd nok til at tro på det.

… Det blev til et kagebord – et OVERDÅDIGT kagebord med 6 kager (3 slags) og en masse farverigt slik, marengskys i 4 farver og smage og popkorn.

Godteposer til at fylde i, så børnene selv kunne ‘pick’n chose’ og 2 slags limonader på hjemmelavet citronsirup.
En almindelig og en pink lemonade med tranebær. Te og champagnen blev også serveret. Champagnen med hyldeblomstsaft som tilbehør (som en slags velkomstdrik) og de fire forskellige te varianter (pebermynte/vanilje, marrokansk mynte/lime, grapemynte/citron og citronverbena/citron), med kogende vand fra vores ‘Samovar’ som er gået i arv fra familien.

Vi serverede også kaffe og øl men IKKE SODAVAND! (Der var rigeligt med sukker i alt det andet).
Som pynt havde vi fundet papsugerør der matchede slikposerne. Og der var hængt bonderoser i loftet ned over de forskellige øer af borde. Over baren havde vi hængt troldehassel op (fra svigermor – og fars have), med mine hjemmefoldede origamiduer. Der var blevet hængt en rebsnor op med træklemmer til div. lykønskningskort, så de også blev en del af udsmykningen. Og generelt var en del af temaet nok; rustikt og hyggeligt rod.
… Porcelænet stod lidt rodet/uordenligt og var forskelligt, og bordbynten som bestod af en masse forskellige syltetøjsglas var fyldt med sand til at holde lysene på plads, forskellige lys i douche lillae nuancer og afklip fra vores egen sankthansurt og min onkel og tantes “snebærbusk”.
Dugene var råhvide og egentlig bare bommuldsstof, købt på metermål og på kagebordet havde vi også lagt en gammel blondedug fra min farmor, som prikken over i’et.

I indbydelsen havde vi lagt op til, at denne fest skulle symbolisere lidt af det vi også står for herhjemme. Hjemmelavede ting og sådan lidt – leven i hyggeligt rustikt rod. Derfor var indbydelsen lavet som en masse syltetøjsglas i flere farver og størrelser med forskellige skrifttyper. Med en indbydelse og ønskeliste. De var sat sammen med rebsnor og der var i indbydelsen lagt et lille ekstra kort med et moustache (overskæg) på, hvorpå vi påmindede folk om: “pssst, det er også min fars fødselsdag denne dag”, som et lille fingerpraj fra vores datter om, at man godt måtte huske at denne dag også var hendes fars fødselsdag. Endvidere havde jeg selv foldet små papirsposer (af brunt slagterpapir) hvori jeg havde kommet lidt “forglemmigej”-blomsterfrø og prydet forsiden med et klistermærker med et billede af vores datter med ordene: …..

Konvolutten havde jeg forseglet med et monogram i voks, med en prinsessekrone på.
Og så havde jeg lavet en lille gæstebog som folk kunne skrive hilsner i, til vores lille pige, til når hun bliver ældre.

Puuuuhaaaa…. Lød det som meget. Det var det også! Men hold nu op, hvor var det bare det hele værd. Dagen blev vellykket og ud over alt det der havde med festen at gøre, var min lille pige iklædt det skønneste sæt med en hjemmehæklet kjole med åben ryg og små træknapper og en underkjole som engang havde være min svigermors, og hendes mors før det. Denne riede jeg dato og navn i, for alle dem der havde haft den på før og nu også
My Mihura-Knudsen 16.11.2014.

Hvis nogle skulle være interesserede i hæklede og strikkede ting og opskrifter, så kan jeg varmt anbefale jer at kontakte Christina Freiberg Nielsen, som hæklede denne smukke kjole for mig.

Hendes hjemmeside hedder: http://www.uldogillustration.dk
Man kan også følge hende på Instagram under navnet: ULD_OG_ILLUSTRATION

 Se flere billeder og inspiration på min Instagramprofil – blandt andet pynt af forskellig slags, som blev benyttet/lavet.

Se også min opskrift på hjemmelavet lemonade og mine “kys”, nedenfor.Spørg endelig, hvis der er interesse for at se flere af mine opskrifter.

Vi blogges :*
Miss Mihura aka Overskudsmama

Lemonade:

For at kunne lave en god lemonade, handler det for det første om gode råvarer. Økologiske citroner er et must i denne opskrift, da der både indgår citronsaft og citronskæl. Så hvis man vil have en velsmagende og pesticidefri, forfriskende drik for både voksne og børn, vil jeg anbefale, at man benytter økologiske råvarer til sin lemonade.

Man starter med at lave en citronsirup – denne gør det nemmere at få sukkeret opløst, når man står og får lyst til et glas lemonade. Jeg bruger siruppen herhjemme, som en slags saftevand, hvor jeg tilsætter citronsaft og vand som det passer.

Herefter kommer blandingsforholdene lidt an på, om man er til en syrlig, sød, stærk eller mild drik. Jeg skriver det jeg gjorde med min, men det er en god ide, at smage på sin egen lemonade og prøve sig frem – da der kan være meget forskel på sirup (derved blandingsforholdet) og personlig smag.

Citronsirup:
Skal fra 1 citron
1 dl. sukker
1 dl. citronsaft.

Dette var den oprindelige opskrift på siruppen. Den sirup der kom ud af det, var meget tyktflydende og yderst “usamarbejdsvillig”, når man skulle til at blande sin lemonade – derfor fortyndede jeg min sirup med mellem 1 – 1 1/2 dl. vand. På denne måde blev den lidt tyndere og lettere at dossere.

Fremgangsmåde:
Man tager sin citron og river al skallen af (minus det hvide). Så tager man sin citronsaft og sukkeret og kommer det op i en gryde sammen og lader sukkeret smelte ved middel varme (vi er ikke interesseret i at lave brændt karamel 😉 ) så vær tålmodig. smid citronskallen med i blandingen og lad det stå og svale og man kan evt. komme det ekstra vand i, som man føler der er behov for. Inden den er helt færdig, er det en god idé at si citronskallen fra. Hvis man har kommet citronskallen i, i lidt større stykker – kan de være lettere at fiske op og man behøver ikke at have fat i en si og stå og si den klistrede masse fra et sted til et andet (det lærer man på den hårde måde).
Den færdige “konsistens” kan først ses, når blandingen er helt kold. Skulle man først finde ud af “for sent” (altså når siruppen er blevet kold), at siruppen er blevet for tyk, så kan dette sagtens ordnes, ved at opvarme siruppen igen og blande vandet i efterføgende.
Lemonade ca. 10 dl.:
1 dl. hjemmelavet citronsirup (se opskrift ovenfor)
1 dl. frisk citronsaft
7 dl. vand
Isterninger
Citron i skiver.

Fremgangsmåde:
Bland citronsirup, citronsaft og vand, smag til og server med isterninger og evt. lidt skiveskårede citroner.

Pink lemonade ca. 10 dl.:
1/2 dl. hjemmelavet citronsirup (se opskrift ovenfor)
1/2 dl. økologisk tranebærsaft.
1 dl. frisk citronsaft
7 dl. vand
Isterninger
Citron i skiver.

Fremgangsmåde:
Bland citronsirup, tranebærsaft, citronsaft og vand, smag til og server med isterninger og evt. lidt skiveskårede citroner.

Nemt og bekvemt, når der kommer mange gæster og man evt. vil spare lidt på sodavanen.

Kys på forskellig vis:

 

Grundopskrift:
1 dl. æggehvider
150 g. sukker
Lidt hvidvinseddike

Fremgangsmåde:
Pisk æggehvider stive med sukkeret (tilsæt lidt ad gangen, så det altsammen bliver opløst).  Man kan ved at tage lidt af blandingen mellem tommel – og pegefinger mærke om der er flere sukkerkrystaller tilbage. Der sker intet ved, at der er lidt tilbage, men resultatet bliver klart bedst, hvis man tålmodigt lader al eller det meste af sukkeret opløse.
Der tilsættes sideløbende lidt hvidvinseddike. Dette er med til at stabilisere massen og gøre den endnu sejere. Man skal blive ved med at piske (eller lade maskinen gøre det for én), til man kan sætte seje toppe i blandingen og disse IKKE falder sammen.

 

Hindbærkys :*
1 tsk. Hindbærekstrakt
Lidt frysetørret hindbær

Fremgangsmåde:
Tilsæt hindbærekstrakt til 1 portion af grundopskriften på marengskys. Find en passende tyl og sprøjt massen ud i små fine toppe. Drys med frysetørret hindbær.
Jeg valgte at knuse det frysetørret hindbær, da jeg ved foregående gange har brugt dem “hele” og fundet dem for store på det færdige resultet – men dette er selvfølgelig en smagssag.

 

Citronkys :*
1 tsk. Citronekstrakt
Evt. lidt gul frugtfarve

Fremgangsmåde:
Tilsæt citronekstrakt og evt. frugtfarve til 1 portion af grundopskriften på marengskys. Find en passende tyl og sprøjt massen ud i små fine toppe.

Karamelkys :*
1 tsk. Karamelekstrakt
Evt. lidt orange (gul+rød) frugtfarve

Fremgangsmåde:
Tilsæt karamelekstrakt og evt. frugtfarve til 1 portion af grundopskriften på marengskys. Find en passende tyl og sprøjt massen ud i små fine toppe.

Lakridskys :*
1 tsk. Rå lakridspulver
Lidt ekstra rå lakridspulver

Fremgangsmåde:
Tilsæt rå lakridspulveret til 1 portion af grundopskriften på marengskys. Find en passende tyl og sprøjt massen ud i små fine toppe. Drys med et fint lag rå lakridspulver (evt. med en lille sigte ).
Når de små toppe skal bages:
Bages i ovnen 1-2 timer, ved 110 grader. Grunden til at tiden er så “vag”, er fordi der i alle de opskrifter jeg før har fulgt, altid har stået 1 time – men jeg har fundet, at de aldrig har været helt færdige på 1 time.
Derfor;
Hold øje med dine kys og når de selv slipper papiret og er hårde udenpå, så er de færdige. Lad dem køle af og server. Jeg gemmer mine i store tætsluttende syltetøjsglas. De ser fabelagtige ud i køkkenet og så har man altid lidt “snold” liggende til uventede gæster.