Når jeg får besøg af børn herhjemme (legeaftaler mv.) og jeg ikke har haft mulighed for at forberede mig på noget voldsomt spændende – så er pandekager, altid et godt udgangspunkt.
😀
#snyder mig til et #flygtigt #øjeblik med min #bog, mens jeg alligevel #venterpapandekagerne ☺ #Overskudsmama #øko #økologi #økologisk #pandekager
Jeg har næsten altid ingredienserne til en pandekagedej hjemme og som oftest så har vi også forskelligt hjemmelavet syltetøj og vaniljesukker på lager.
Når nu jeg skriver “sandheden om pandekager” – så er det fordi at jeg har en idé om, at alle andre end mig, kan finde ud af at lave pandekager efter en opskrift. HVAD GØR I?! Fordi min dej ændrer sig ofte fra gang til gang – også selvom at jeg benytter den samme opskrift – og jeg må derfor altid mærke efter og improvisere. 🙂
Derfor er jeg næsten helt stoppet med at bruge opskrift og i stedet laver jeg pandekager på slump (ligesom i så mange andre opskrifter, i mit liv) .. Dette gør det meget nemt, men også ret besværligt for mig at dele den, når det så lykkes super godt.
🙈 Hvad der sker .. Når man forsøger at #multitalske 😂 .. #stoppermedatlæseogfacebookenu og #fokusererKUNpåpandekagerne 😳🎉
Jeg går med en spirrende drøm om at udgive en lille håndbog om nem madlavning – med lette opskrifter til hverdagens travle dage. Opskrifter som børn kan lide og kan være med til at lave – og som bygger på grundprincipperne: få indgredienser, som man i forvejen har derhjemme, med inspiration fra det ungarske køkken, og i portionsstørrelser, så der er nok til dagen efter eller til at fryse ned.
Jeg kan næsten ikke selv påtage mig kreditten for den oprindelige idé – det er min fantastiske vendinde Gry, der har gået og punket mig for det igennem det sidste lange stykke tid – imens hun roser mine opskrifter (som jeg i al hast sms’er hende fra tid til anden), til jeg bliver helt flov og rosenrød i hovedet.
Det var faktisk også hende som i tidernes morgen støttede blog-idéen.. hmm… (bare lige en flygtig tanke) <3
Hun er sgu noget af det dejligeste menneske, veninde og en person der betyder uendeligt meget for mit liv. Tak for det søde Grylle :*
Nå, men tilbage til pandekagerne.
Fordi NU kommer hele dilemmaet med min såkaldte drøm.
HVORDAN skriver man opskrifter ned, som man laver forskellige fra gang til gang? 😀 .. Det må være det helt store spørgsmål der skal løses, førend at jeg overhovedet kan gå i gang med noget som helst. Men indtil da, får I lige min mors opskrift på pandekager; som altid danner “udgangspunkt” for mine utallige variationer:
Ps: varm kakao – og popkorn (selvfølgelig poppet i gryde med olie), er også nogle af favoritterne herhjemme, til når der er legeaftaler i farvandet og mor her, ikke har fået handlet vildt ind 🙂
Urtekrams popkorn benytter vi os meget af herhjemme. Og er en ting vi altid har “på lager”.
Pandekager:
200 g hvedemel
1 tsk. sukker
1/4 tsk. salt
1/2 tsk. revet citronskal (kan undlades)
3 æg
ca. 4 dl. mælk
3 spsk. øl, vand eller danskvand
Smør eller olie til stegning.
Hæld først væske, derefter de øvrige ingredienser i. Rør/pisk 1-2 min. til det ikke klumper mere. Lad dejen hvile i 30 min.
Hæld lidt fedtstof i en flad pande og varm den til den ryger let. Hæld lidt dej på panden og drej panden rundt for at fordele dejen jævnt. Bag pandekagerne ved jævn varme til den er lysebrun. Vend den (evt. pral lidt og kast med den – ungerne vil elske dig for det 😉 ..), og bag den færdig.
At bære savn og sorg med sig igennem hverdagen kan være en kamp for alle – det har hjulpet mig at kunne snakke med mine nærmeste om mine følelser – så en opfordring fra mig igen er; vær åben og ærlig <3
Hej Blog.
Dette er nok mit, indtil videre, mest intime og personlige blogindlæg, jeg til dato har formuleret! Det har taget mig noget tid at tage mig sammen og turde lægge det ud offentligt, da det er meget privat – og det er derfor heller ikke “et nyt indlæg”, men derimod et indlæg fra i sommers (2015), hvor Melina (min ældste pige) skulle på ferie for første gang 2 uger samlet hos sin biologiske far – og mine tanker herom. Det har taget mig lang tid at komme dertil, hvor jeg ikke længere vil lukke denne store del af min verden ude fra “det offentlige” og min blog. Men jeg er kommet frem til, at det måske vil kunne give mig et frirum til at puste ud og få nedfældet nogle af de tanker som gør allermest ond i hverdagen og måske også berører nogle mennesker derude, der også sidder med nogle af de samme følelser.
Dette skal jo som sagt være en blog som kan rumme alt – også de hårde og følsomme ting. Jeg har forsøgt at holde det hele i en god tone, da jeg ikke ønsker at udstille nogen offentligt, men mere ønsker at dele mine følelser om et følsomt emne. Det skal siges, at efter ferien, var min datter helt ved siden af sig selv og gik fra; i princippet at være skoleklar og turde kaste sig ud i badebassin og prøve vandrutchebaner, til pludselig ikke at kunne fungere optimalt socialt i skolen de første par måneder og turde pludselig heller ikke at svømme og hoppe i vand (eller prøve vandrutchebaner).. Så alle disse tanker og bekymringer jeg gjorde mig dengang, og skrev ned, var desværre, bestemt heller ikke uden grund.
Håber at I vil tage godt imod dette indlæg <3
Hej Blog.
14/7-2015:
Som sagt er jeg mor til 2 piger.
Min ældste – Melina er fra et forlist forhold, et forhold, som var usundt at være i for både hende og for mig.
Hendes far og jeg var sammen fra jeg var 16-22 år. Melina var dårligt fyldt 1 år, før end at jeg måtte væk. Hun var omkring 1-1 1/2 år, da jeg tog skridtet og flyttede ud, og tog hende med mig.
Han var 18 år dengang vi mødtes – og vores historie var for rigtig mange i vores omgangskreds absolut ikke den samme, som den historie der foregik bag lukkede døre. Derfor var det også svært for mig, når folk efter vores “seperation” tog hans parti og følte med ham – gjorde ham til offeret.
– For den sande historie var jo en helt anden!
Behovet for at nedgøre og få ham til at fremstå som han virkelig var inderst inde, bag ved smilet og alt det overfladiske – som han var formidabel til at benytte sig af – har aldrig rigtig været der for mig. Jeg har altid kun ville så langt væk fra ham som muligt også når det gælder om at snakke om ham. Han gør mig utilpas stadig den dag idag og kan få mig til at blive helt angst og magtesløs, især når han folder sig ud.
Samtidig gjorde hans irrelevans for mit videre liv (efter ham) også, at jeg ikke gad at kæmpe for, at folk “i byen” skulle høre den sande historie – omend det ramte mig hver eneste gang, jeg overhørte folk der tog hans parti og altid tilføjede; “jamen se det lige fra hans synspunkt”, til enhver samtale, hvor jeg tillod mig at nævne emnet.
Han er desværre (for min datter), ikke en særlig god far. Han elsker hende, bevares, men jeg tror ærligtalt ikke at han hjemmefra har lært og har haft rammerne for, at kunne udvikle den slags empati og ansvar, som det også kræves for at være en rummelig, omsorgsfuld og nærværende forælder. Jeg har ikke i sinde at udstille ham med dette blogindlæg – men jeg har især i den seneste tid følt, at det var vigtigt for mig – også at komme med min/vores historie, da det dagligt er noget jeg har siddende i mig, og som fylder rigtig meget i vores liv herhjemme.
Derfor ville jeg godt være åben og ærlig omkring det.
Jeg ved godt, at rigtig mange mødre er irriterede over at faderen til deres børn “ikke gør det godt nok”, når de er på weekend hos ham. Men hvis det så bare var det.
Men decideret at frygte for ens barn udvikling, følelser, selvværd og sind – såvel som sikkerhed, er blandt nogle af de mest skræmmende følelser at have. Og samtidig, så har jeg intet valg. Intet valg for at skåne min datter disse påvirkninger. Intet valg for samarbejde, da dette er en umulighed – derfor hører jeg heller intet fra hende eller noget, i f.eks. en ferie som denne (når hun er derovre).. Intet er trygt for mig .. intet er roligt i min sjæl. Det fylder rigtig rigtig meget.
Ikke at kunne skrive eller ringe og sige: “Hey, kan jeg lige snakke med Melina?”.. – Af frygt for, hvilket rasseriudbrud og undskyldning af, at jeg nu underkender ham som forælder, der vil følge i kølvandet på et sådan opkald eller sms (sikkert med min datters tilstedeværelse på den anden linie), gør at jeg gang på gang, vælger at sluge kamelen og græde ned i min pude, i stedet for at konfrontere. Dette for min datters skyld og for “det i forvejen u-eksisterende samarbejde” kan fortsætte uden mere drama.
Det er hårdt. Det er ubeskriveligt hårdt! Og jeg vil ikke ønske dette for min værste fjende – ikke engang for ham selv…
…
Jeg går ofte rundt i hverdagen med en følelse af, at have fejlet som mor – som Melinas beskytter. Især når jeg så kigger på hendes lillesøster My, som jeg har sammen med min nuværende kæreste. Det er svært ikke at se tydeligt – at My aldrig nogensinde vil vokse op i et hjem med så store konflikter eller drama mellem parterne.
Selv hvis Søren og jeg gik fra hinanden, ville denne type problemer aldrig være et issue for os. Og jeg ville ALDRIG frygte for My’s ve og vel når hun var hos ham.
Jeg ved godt at ethvert forlist forhold har drama og konflikter. Det er ikke denne form for konflikter og drama jeg snakker om. Jeg snakker om drama mod og foran barnet – hvad barnet oplever – af hændelser hvor konflikter optrappes og eskalerer mellem ham og hans nuværende partner, foran barnet, når det er hos sin far. Eller at der aldrig bliver taget højde for barnets følelser og ønsker.
… Jeg kunne selvfølgelig blive ved ift. udvikling, ingen hensynstagen til hendes sociale liv og fritidsaktivitet der bliver underkendt, samt ingen opdragelse overhovedet og en masse skæld ud. Men dette er for vores tilfælde ønsketænkning. Hvis det dog “blot” var sådan drama og konflikter vi skulle tage stilling til, ville jeg slet ikke have så ondt i hjertet og frygte, på denne måde.
Hvis det dog blot var ham og mig, drama og konflikterne omhandlede – så havde det været til at bære – så kunne jeg i det mindste selv styre det – lige som jeg gjorde, dengang jeg gik fra ham. Men når det er episoder der decideret berører og ødelægger ens allerkæreste – og man så samtidig intet kan stille op, da det foregår i hans hjem og pga div. offentlige instansers regler – så er det ubærligt for sjælen.
For så at gøre historien endnu mere følsom – så kan jeg slet ikke begribe hvilken indvirkning dette har på Søren. En mand, som Melina har adopteret som sin Far, da hun ikke mener at hendes biologiske far på samme måde, giver hende det som han gør. Nærvær, anerkendelse og uspoleret ren kærlighed (som man har til sine børn). En mand som har taget hende til sig, med hele sit hjerte og føler sig som hendes Far, i ordets sande betydning. En der er der og som passer på hende – og har gjort det siden hun var 2 (hun er 6 1/2 idag). En mand, der samtidig konstant bliver henstillet, til ikke at kunne beskytte sin pige mod hendes biologiske fars opførsel og påvirkning. En mand der groft sagt ingen ret har til hans lille pige i sidste ende. En mand der juridisk set aldrig vil kunne gøre andet, end at stå ved min side og håbe på det bedste og samtidig finde sig i, at én mand der ødelægger hans “piger”, er en blivende del af hans liv. Jeg kan ikke andet end at være ovenud taknemmelig og prise mig lykkelig for, at jeg har sådan en stærk, rummelig og kærlighedsfyldt mand. Og jeg tror ikke engang at han selv ved hvor vigtig han er og hvor meget han betyder for mig – for Melina – for os alle sammen herhjemme.
…
Nu er det ferie – og det er første gang at Melina er 2 uger samlet afsted hos sin biologiske far. Jeg ved at hun ikke ville derover, sådan rigtigt — jeg ved også at hun samtidig glædede sig til div. oplevelser de skulle se. Det er svært for hende at rumme så mange modsatrettede følelser for ham. Hun blev rigtig nervøs, da det pludselig ikke var ham der hentede hende, men hans bror. Og hun ville ikke sige farvel til os. Alligevel må jeg være i overskud og smile – fortælle hende; “Neeeej se, det er jo onkel der kommer for at hente dig – hvor sjovt”.. og “Hvor må du altså have en dejlig ferie hos far”…
FAR …
Hver gang jeg siger dette højt overfor hendes biologiske far og andre i hans del af vennekredsen/familien, løber det mig koldt ned ad ryggen — Selv Melina skal tænke sig om, før hun siger Far, til sin far. Fordi, det har han BEDT OM… Melina kalder ham for hans navn i hverdagen eller for “navn-far”. Hun kalder ham for navnet, fordi hun nok ikke føler at han har været en “rigtig” far overfor hende i al den tid og fordi at hun selv har valgt det. Det gjorde hun da hun var omring 3-4 år. Men der bliver insisteret hårdt på det modsatte hjemme hos ham, og derfor skal Melina altid lige få ansigtet i de rette folder og huske de rigtige fraser, når hun skal derhjem..
… dejlig ferie hos far”… Hun kigger tilbage på mig – smiler og siger så højt hun kan (så alle kan høre det og lægger tryk på ordet “Søren”): “Farvel mor og SØREN” .. mens hun blinker til os.
Vi ved jo godt at hun ville sige far til Søren, men hun tør ikke når nu onkel står der .. Hun er sgu så klog min lille pige. Og hun ved jo godt, at Søren er fuldstændig ligeglad med hvad hun kalder ham. Hans følelser vil altid forblive de samme og ordet Far overfor hendes biologiske far, vil altid forblive lige så hule, som hans indsigt i hans datters sind. Dette skaber bare mindst drama for hende – derfor er hun klog. <3
Det er underligt at tænke på, hvor lidt hendes far i virkeligheden kender hende. Han tror inderligt på, at han er en god far, at han gør alt rigtigt og at alle vores snakke, KUN er til, for at genere ham. Han tror at han kender hende og hendes behov .. Men han kender hende ikke – han aner ikke hvem hun er i hendes hverdag og hvor stor og dygtig et menneske hun er blevet. Og hvorfor/hvordan hun er blevet sådan. – Eller hvad og hvem der har formet hende…
En fortjeneste som jeg til trods for min melankoli, kan være meget stolt af! Ja det er så Sørens og min skyld at hun er den skønne pige som hun er! De to mennesker som hver eneste dag sætter hende og hendes søster før alt andet i verden og som bader dem i uendeligt meget kærlighed. De mennesker, der samler hende op, efter hver 2. weekend, når hun kommer hjem hul og skæv i selvet, fra hendes biologiske far. Og endnu engang gør det efter ferier, hvor “skaderne” ofte stikker langt dybere, end fra deres weekendsamvær. De to mennesker, der selvom dette gør umenneskeligt ondt på dem, glædeligt gør det gang på gang på gang på…. FORDI, at de vil gøre alt for hende. De to mennesker der hver eneste gang hun ikke er hjemme har et tomrum, intet andet kan udfylde og som savner hende forfærdelig højt.
Ville dette være anderledes, hvis vi vidste at hun havde det godt, trygt og sikkert?
Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det ville!
Kære Melina. Din mor savner dig forfærdelig højt lige nu. Du ved at du altid er hos os, selv når du ikke er det og at vi tænker på dig og savner dig hvert minut. Vi håber inderligt at du har en dejlig ferie og at det er sindsygt sjovt og hyggeligt hos din far. Vi glæder os så meget til at du kommer hjem til os igen på lørdag, hvor jeg allerførst bare vil knuse dig flad som en pandekage og kysse dig hudløs på dine kinder. Den eneste trøst jeg har, er at du er sådan en varm, dejlig og klog pige – der er dygtig til at passe på sig selv. Det giver mig en lille trøst midt i min nervøsitet. Elsker dig min skat — min skumfidus- mit livs lys. <3 Kys fra mor
