HVAD FANDEN SKER DER?!

… Som sagt er jeg hverken kræsen eller bange for at spise ting, der ikke nødvendigvis rimer på “umidelbart lækker” (…det er sgu i virkeligheden nok ret svært at finde noget der rimer på det – pyt!)

.. Men Chiagrød  (ja det er dét indlægget i virkeligheden handler om 😉 .. ) …

… Hvem helvedet er det, der uden pis kan sige, at det er lækkert?

.. Chiafrø – namme namme .. Chiafrø der har stået med nogle af mit køleskabs lækreste ingredienser .. Mandelmælk, hasselnøddemælk, kokosflager, blåbær og lidt ribs (for syrligheden – I ved) … og så de berømt og omtalte (fordi DET er de) chiafrø.

Det lyder alt sammen næsten for godt til at være sandt. (Psssst det er det også!)

 

Opskrift: Lav det dagen før – bare hæld det hele sammen. Over night … BUM; næste morgen = lækker næringsrig morgenmad ad libitum!

MEN HVAD HELVEDET SKER DER!?

Umidelbart (jeg bruger åbenbart det ord, mange gange i dette indlæg) – ser det virkelig lækkert ud og det dufter dejligt. Faktisk, da jeg i ren spænding i går aftes ikke kan dy mig fra liiiige at stikke en finger ned i substansen for at smage på den; smager den også virkelig dejligt.

Næste morgen:
Der serveres … Min mellemste pige er hurtigt ude af starthullerne og siger; “uhmmm!”
… Fedt! Så tør jeg også at hælde op til mig selv.

Min store pige kommer ned, sætter sig – hende skænker jeg også en smule (dog ikke så meget, da hun er lidt mere lunefuld mht. hvad hun bare pøser ned i svælget, uden lige at skulle have analyseret det først) .. Inden hun når at tage den første skefuld lægger jeg mærke til:

At vi alle sidder som en stor lykkelig familie ved morgenbordet – vi smiler, småsludrer, solen skinner og det her er bare så nemt og dejligt – uhmm – nem morgen uden stress pga. havregrød der brænder på og skærer i munden med sine skarpe kanter (læs. Plasterpigen af Annette Bjørg Koeller).. Jeg behøvede jo nærmest ikke engang at lave morgenmad – den kom jo ligesom bare flyvende ud af køleskabet – i en lækker lyselillafarve med små bitte røde ribsebær i – der under normale omstændigheder henleder tanken på sommer, sol og bare fødder i den lune muldjord i buskadset.

… MEN SÅ .. med ét er dette billede brudt. Idyllen er væk – Jeg tager min første skefuld, fuld af forhåbninger om, at det her billeder bliver ALLE fremtidige morgener i vores lille husstand. Med morgenlys og lue.

HJERNEMASSE! Og det eneste jeg herefter kan tænke på er; hvordan jeg IKKE SKAL REAGERER så min ældste pige ikke også vil vælge at skubbe sin skål fra sig med et: “AD mor” – og en rullen med øjenene som kun en 7-årig’s øjenfysik kan magte det.

Jeg forsøger at flygte – mod køleskabet… Hvorfor ved jeg virkelig ikke – det sidste der jo kom derinde fra, er jo netop roden til alt ondt denne morgen.

Jeg river den græske yohurt ud – forsøger at kompenserer.

“Ej kunne den ikke bare smager VILDT GODT med lidt yoghurt ovenpå??!” Hører jeg mig selv famle i blinde.
Min ældste, (og egentlig utrolig velopdragne datter ) – skynder sig at stemme i – Hun synes bestemt heller ikke at det smager godt – men virker umidelbart paralyseret af chok over konsistensen, så hun siger intet grimt om maden.

Det skaber bare en endnu mere underlig og trykket stemning.

Den mellemste, hvis sanseapparat åbenbart endnu ikke må være udviklet nok – antager jeg – skovler stadigvæk grøden i sig.

 

Yoghurt hjælper ikke!

Det bliver knækbrød i stedet. Men vi alle er lettede. Undtagen far — der som den sidste forsøgskanin sætter sig ved bordet.

Åh hvor han udskyder det – den første skefuld. Kaffen er næsten drukket – sporten er forlængst opdateret via mobilen – der er ingen vej udenom.

“Det er som at spise haletusser” … men smagen er nu meget god. Udbryder han i et morgengrynt der på en vis er forsøgt at siges mildt, for at skåne mine følelser og samtidig ikke skjuler den gru han føler ved at spise den gungrende substans i skålen.

Jeg tror faktisk at han ender med at være den der spiser mest <3 han er nu god af sig, den mand!

 

😀

 

Kan jeg få lidt hjælp her!? Jeg har været vandt til de mest tossede skøre naturlige sundheds-ting hele mit liv — Jeg er blevet opflasket med dem hjemmefra af min mor. Men når chiafrø får væske – dér starter bare en kædereaktion, som jeg slet slet ikke er hip nok til – eller har fundet fidusen til. Er der nogen der kan hjælpe, med gode opskrifter og råd. Det virker jo umidelbart mega smart med det der “kolde grød” direkte fra køleskabet – men det er jo som hjernemasse og små haletusser i konsistensen. Spiser I andre virkelig det – eller har jeg misforstået noget?

Chiafrøene bliver indtil hjælpen er kommet mig til undsætning – gemt væk i div. bagværk – hvor de smager helt vidunderligt! <3 Tror at jeg vil forsøge at hælde “haletusserne” i et af mine “på slump”-bagværk og se om ikke jeg kan få noget fornuftigt ud af dem – bryder mig ikke om at hælde dem i toilettet (det ville jo være dyreplageri). Projektet forsøges opdateret her også.

 

Stort kram, fra en nu ret sulten Miss Mihura – aka Overskudsmama :*

Skulle du ud fra min formidable anmeldelse af denne yderst delikate ret, have behov for selv at prøve kræfter med den, kommer her opskriften – Bon appetit!:

2-3 spiseskefulde chiafrø
2 dl mandel eller hasselnøddemælk
1 spiseskefuld ribs
1 spiseskefuld kokosflager
2 spiseskefulde frosne blåbær

Bland det sammen – smid det på køl min. 4 timer – rør gerne i det.

BUM! :*