… Nå, hvad læser du så til?!

Når jeg svarer på det spørgsmål, så hører jeg oftest 2 modsvar.

1) Hold da op – det ville jeg aldrig kunne!
2) ORV! Det ville jeg også vildt gerne!
…

.. og så bliver det som regel fulgt op med et: “Så må du da være en rigtig 12-tals pige!” .. eller et: “Er det ikke VILDT svært at komme ind på den uddannelse?!”

😀 Nå folk siger det med 12-tals pige, så tager jeg det som en kæmpe kompliment .. Egentlig ikke ift. den mening de hentyder til, med deres sætning – men mere det faktum, at de tror at jeg er så ung. Fordi mine eksamensbeviser, går alle ud fra 13-skalaen 😀

Hvis ikke at I har gættet hvad jeg studerer til allerede eller har læst det før på min blog – så er svaret: Jordemoder.

Mit lille jordemoderhjørne <3

At læse til jordemoder har på rigtig mange punkter været en drøm der gik i opfyldelse. Det har altid været noget jeg har fantaseret om – og i takt med alderen og de børn jeg har fået, blev denne drøm kun mere og mere tydelig for mig.

Jeg brænder efter, at arbejde med omsorgsarbejde og med mennesker, specielt kvinder. Jeg brænder efter at rådgive og vejlede. Jeg brænder efter at være pisse sej til et fag! Jeg er i mit hjerte helt sikker på, at jeg bliver en awesome jordemoder… en dag ..

.. Men lige nu – er jeg studerende og godt i gang med at tillære mig al den viden og erfaring, der skal til, før end at jeg kan kalde mig “Jordemoder” og være pisse sej til det.

Der er flere ting, ved det at studere som er hårdt. Disse ting er ikke kommet bag på mig – men det gør ikke tingene mindre hårde af den grund .. Dog er det muligt, at arbejde sig igennem de hårde perioder, hvis man blot er realistisk omkring ens situation. Vi er f.eks. ludfattige 😀 … Jeg ved selvfølgelig godt, at regeringen siger at ingen er rigtig fattig i Danmark. Men hvis man kunne definere en materialistisk fattig familie – så er det vores og det har jeg fundet, næsten 100%, fred med.
Mere eller mindre alt i vores hjem er enten brugt, gratis eller gammelt og det sidste tøjkøb til mig selv (og første selv-indkøbte tøj i 3-4 år) blev købt for 1 uge siden, for indsamlede H&M gavekort, fra min 31 års fødselsdag (et hjerteligt tak <3 .. ). MEN WHAT! Har du ikke købt tøj til dig selv så længe! Nej – det har jeg faktisk ikke. Måske nogle trusser, sokker eller en enkelt trøje eller 2 – alt sammen meget praktiske køb.. Og ikke meget mere end det. Jeg har levet af mine veninders almisser eller familiens gavmildhed <3 .. En stille tak for det også – skal der lige lyde <3

Men det gør ikke noget <3 .. det er faktisk helt fint. Det er selvfølgelig hårdt, ikke at have meget på bundlinjen, hvis der kommer uforudsete udgifter eller hvis børnene pludselig skal noget, eller have noget med, der koster mere end forventet. Det kan jeg til gengæld ikke lide. Jeg kan ikke lide, når jeg føler at det går ud over børnene. Derfor, ender det som oftest (altid) med, at jeg finder en løsning på problemet og så knokler vi videre.

Jeg er faktisk meget stolt af min familie og mig selv. Jeg synes sgu at vi er virkelig gode til at nøjes og kun bruge det nødvendige. Til gengæld går vi næsten aldrig på kompromis med kvalitet (indenfor budget) .. dette mest ift. mad osv. Vi går ALDRIG på kompromis, med kærligheden! Jeg er mega stolt af mig selv over at jeg tør følge min drøm fra et udgangspunkt, som ikke ret mange andre ville turde eller kunne. Jeg håber at mit knokleri vil inspirere mine børn til at forfølge de ting, som de ønsker allermest i deres liv og huske på, hvad der er vigtigt at være rig på imens. Den drøm er størst af dem alle – højt over jordemoderdrømmen!

Mine drømme er dog mange flere, end blot det, at være jordemoder og som nævnt en inspiration for mine 3 piger. En af mine drømme er langt mere materialistisk. Det at få vores eget hus en dag – den drøm glæder jeg mig virkelig til at opnå. Jeg er et hus-barn. Jeg er opvokset i hus og har altid forbundet familielivet med hus og have. Heldigvis er vi privilegerede nok, til at bo til leje i et rækkehus .. så for en stund er vi dækket ind. Men drømmen er nu et lille hus – med plads til familien og alle vores dyr (og nogle nye) som vi selv ejer.. Jeg elsker dyr – og min første rigtige drøm var egentlig, at blive dyrelæge. Måske jeg uddanner mig til det, når jeg engang har fået min lille bondegård og alle børnene er flyttet hjemmefra. Jeg ved i hvert fald fra tæt erfaring, at drømme jo faktisk går i opfyldelse, hvis blot man tør kæmpe for dem <3

Så kæmp for jeres drømme <3 alt er muligt!

:*
Miss Mihura – aka Overskudsmama

Pia Søltoft om angst iflg. Søren Kierkegaard: Angsten er et grundvilkår, en eksistentiel sitren, der gør os i stand
til at se muligheder − den frihed, som i den moderne vestlige verden i
sig selv kan virke angstprovokerende.

Der er et før-mig og et efter-mig, efter angst kom væltende ind i mit liv!

Det er svært at definere angst ud fra andet end symptomer .. men det som i virkeligheden er det som fylder, er ikke nødvendigvis selve angsten. Det som jeg fandt invaliderende var al den tid hvor jeg ikke havde angst – men var dødsens angst, for at få angst. Når man har prøvet panikanfald hvor man er sikker på at man skal dø, så er det svært ikke at bære den følelse af frygt for at få det sådan igen med sig, i alt hvad man foretager sig. Jeg oplevede at jeg forsøgte at planlægge mig ud af ting, som så gjorde, at jeg holdte mig fra at stå i situationer hvor jeg måske kunne tænke at der kunne blive en sammenhæng med et angstanfald. Muligvis.. Ja muligvis .. fordi man ved det ikke. Så man helgarderer sig.. Det føles lidt som at gå i en lille lokal skov, hvor intet er farligt, man kender alle stisystemerne – men man bærer alligevel en kæmpemæssig rygsæk med sig derud – med stort telt, mad til 14 dage og med både sommer og vintertøj. En kæmpe byrde – en kæmpe belastning.. og alle ens tanker er rettet mod dem kæmpe byrde og den irrationelle frygt for, at man skal forsvinde eller man skal komme ud for en situation hvor man vil føle at man skal have brug for alt indholdet i den rygsæk. Man analyserer hele tiden sig selv, men er pludselig for meget i sig selv… Pludselig, så bliver man bange – man oplever ikke længere fuglefløjtene og den brusende brise igennem skovtoppen – i stedet mærker man sveden på overlæben, den trætte krop og det dunkende hjerte. Man analyserer igen… Min krop reagerer jo .. Der må være farer på færde .. Og hvis ikke at man allerede her, kan snappe ud af sine tankers vold – så tager Amygdala over – og flugt og kamp følelserne tager over. Et Angst anfald kan være på vej!

Det er ikke altid at angsten føles sådan hos mig.. men i grove træk er det sådan det udspiller sig. Nogle gange får jeg stoppet det allerede, inden jeg mærker rygsækken tynge på min ryg – andre gange opdager jeg det først, lige inden Amygdala tager over .. og så en gang imellem, når jeg ikke at stoppe hende Amygdala – og mine instinkter tager over.. Jeg er i angstens vold!

Lige nu tør jeg at ånde lettet op.. Jeg er på den anden side af angsten – jeg har virkelig lært at kontrollerer den .. vist Amygdala, at det er mig som bestemmer. Men det sker stadigvæk fra tid til anden,at jeg kommer til at give tankerne for meget plads – og så mærker jeg rygsækken igen som tynger. Heldigvis har jeg ikke mærket angsten mere end det – den sidste måned. Men jeg knokler også virkelig benhårdt, for at komme det til livs.

Det som jeg synes var mest skræmmende, da jeg fik angst var at gå fra at have følelsen af, altid at have været stærk og at have styr på tingene til pludselig at være sårbar som en lille nøgen fugleunge. Jeg kunne intet stille op imod de følelser der ud af det blå kom rullende, ind over mig. Jeg kunne intet se – eller aflæse inden følelserne kom.  Jeg kan huske at jeg snakkede med min psykolog om, at jeg var så frustreret og ked af, at føle mig ovenpå “og som mig selv” det ene minut for så, at få revet benene væk under mig i et panikanfald – og bagefter kravle sølle og forhutlet rundt, på alle fire i flere dage efter – hvor jeg gik og fik angst for angst. Det blev en del af mig. Så i en lang periode var jeg slet ikke “mig selv”, følte jeg. Hvis ikke at jeg havde angst, fulgte angsten mig som en tæt kompagnon i alt hvad jeg foretog mig, fordi jeg var angst for at få angst.

Der var et jeg, før angsten. En kvinde der altid kunne mere og som altid stræbede efter mere… Hvem er jeg så nu – hvem er denne Edith som pludselig med ét er blevet til en anden?

Det kunne let have blevet en identitetskrise – men heldigvis er jeg ret åben og omstillingsparat som person – så derfor forsøgte jeg at bevæge mig ad nye stier, når jeg følte at der var et holdt .. Ikke som en anden Edith – men som en Edith, der havde fået nye erfaringer, som hun nu levede med i sin bevidsthed og ikke forsøgte at løbe fra eller som fik hende til at blive stående og hjælpeløs.

Nye energier er blevet udforsket og nye rutiner og ritualer er blevet vigtige elementer for netop min healing. Men det er langt fra slut – det ved jeg – det er en proces og en løbende udvikling. “Angsten er et grundvilkår for alle mennesker og glæden og sorgen er dens tro følgesvende”; beskrev Søren Kierkegåård.
Jeg er kommet frem til, at vi I angsten kan finde rigtig mange vigtige muligheder og udviklingspotentialer. Jeg lyttede til en podcast om angst med læge, hjerneforsker, forfatter og entateiner Peter Lund Madsen, som snakkede med Pia Søltoft, som er sognepræst i Christians – og Marmorkirken og forfatter til bogen: Kierkegaards kabinet. En nutidig introduktion. Og hold nu op, hvor var det spændende og vigtig viden for sådan én som mig. Jeg vil ikke gå dybere ind i hvad hun skriver om Kierkegaards filosofier – men det gav virkelig mig noget rigtig godt, til min egen angst-værktøjskasse. Og jeg tænker virkelig også, at det at have fået angst udløst af stress, har lært mig en meget vigtig lektie om mit sind og min krop. Jeg er begyndt at respektere den meget mere og værdsætter livet, når glæden er der. Det er den energi der driver mig og det er den energi jeg jagter.. og i takt med min jagt på den energi – så er angsten som et kortvarrigt bekendtskab, blevet skubbet mere i baggrunden af livet .. Jeg ved den står der derude i periferien et sted – og nogle gange hilser den også på. Men jeg lader ikke angsten komme for tæt på og lader den definere mig – Fordi ligesom at alle bekendtskaber ikke bør bliver ens nærmeste venner – så bliver angsten aldrig min ven, som skal have lov til at komme tæt på mig eller min familie. Men en bekendt, langt ude i periferien, der må den gerne være. Den har sin plads og det er helt ok – fordi jeg lærer af den når den opsøger mig – og i al erfaring finder jeg styrke og mere klarsyn, til at se mig selv mere tydeligt. Og når jeg kan se den dér langt væk – så ved jeg også, at den er der .. så den kan ikke komme væltende som første gang og slå mig helt omkuld – intet bagholdangreb kan komme buldrende og jeg har nu mulighed for at forsvare mig, hvis den kommer for tæt på.

Det her tror jeg må være den mest rammende beskrivelse af angsten i mig liv. Skulle jeg komme i tanke om andet – så tænker jeg at skrive et indlæg mere. Håber at I kunne bruge lidt af mit allerinderste. Det er lidt sårbart – men det føles nu godt, at åbne op for den del af mig. Den er dæleme vigtig!

:*
Miss Mihura – aka Overskudsmama

Røgelsespinde og røgelse, giver mig energi og ro i de momenter jeg tager for mig selv <3

Jeg har som sagt et rimelig hektisk liv – og mit livssyn gør sjældent tingene lettere i hverdagen. Stofbleer og økologisk/bæredygtig livsstil mv. er med til at alt hvad jeg gør herhjemme og i hverdagen, er velovervejet – og dette øger blot til alt det andet travlhed, som jeg har. Børn, studier og fritid fylder for os alle. Studie kan man selv skrifte ud med; karriere eller job. Men hvad gør man så, hvis man ikke ønsker at “skære ned på” den travlhed, som man har valgt til i livet, og som gør en lykkelig – men som man samtidig bliver belastet af? Jeg benytter mig af ritualer og momenter. Ritualer kan være mange ting. For mig, handler det meget om, hvordan jeg skaber god energi for mig selv (og for resten af familien). Helt tilbage til da jeg var barn, brugte jeg meget musik, sang og dans til at bruge energi og få energi, på. Det var ikke usædvanligt, at mine forældre kom hjem og overraskede mig i stuen, hvor jeg var i fuld gang med dagens sang-og-dans-aton. Det gik i al sin enkelthed ud på, at jeg satte højt musik på og levede mig ind i det. Sang, dansede og lavede teater mens at jeg betragtede mig selv i det spejlbillede der var i vores terrassedør. Som ung voksen ville jeg aldrig have indrømmet, at jeg havde stået der som barn (og stadig står der) – fordi jeg kunne være bange for om folk måske ville synes, at jeg var selvoptaget. Det var/er jeg måske også på sin vis – men det var alt sammen i selvværdet at jeg voksede – og ikke i mit ego. Det var mit selvværd jeg styrkede. <3
Jeg tror at det var med til at danne grobund for mange af de positive tanker jeg altid har haft om mig selv, og som heldigvis stadig råber højt inde fra reptilhjernen, selv når jeg ikke lige er så glad for de ting jeg præsterer eller føler, at jeg er eller kan leve op til.

For ikke at skride for meget ud af et sidespor, så må jeg lige komme tilbage til ordet “ritual”. Som sagt benytter jeg mig meget af musik og musisk udfoldelse. Dette mest for mig selv eller inden for familiens rammer. Jeg elsker at skrue højt op for musikken og så bare føle den og skråle med til den. Og mens jeg gør det – føler jeg, altid at jeg er en virkelig skøn version af mig selv. Det giver mig vildt god positiv energi.. Så i musik, finder jeg mange af mine momenter og ritualer. Nogle specielle sange, gør noget helt specielt – og det jagter jeg, når jeg leger DJ i min stuen.

Men man kan jo ikke gå rundt og danse og skråle op i vildens sky dagen lang, eller når man lige har brug for et break. Derfor benytter jeg mig meget af tomme huller. Tomme huller eller momenter definerer jeg som værende tidspunkter, som jeg enten tager for mig selv (gør plads til), eller finder for mig selv (og udnytter i nuet).

Tager for mig selv:
– Når jeg løber mig en tur, laver yoga eller strikker.
– Når jeg sætter et specielt nr. på der har en betydning. Dette værende, meditation, musik, hypnose eller en podcast.
– Når jeg tænder røgelse og renser luften og sindet.
– Når jeg laver matcha te eller andre mad/drikkevarer som jeg føler at jeg får det godt af, og nyder det mens jeg tænker over hvor rene de minutter er.
– Når jeg tager mine vitaminer og kosttilskud eller gør andet godt for mig selv eller min krop.

Finder for mig selv:
– Når jeg oplever noget, der føles rart – så bliver jeg i det.

.. Det at turde blive i et moment og ikke bare løbe videre, fordi at man har travlt og fordi at man er bange for at gå glip af noget af alt det andet eller ikke at nå det planlagte. Det sker ofte for mig under mit te ritual. Jeg tror at det sker fordi, at jeg bliver så fokuseret på ritualet (den ene ting) at der er plads i mit sind til at tage andre ting ind. Eksempelvis fuglefløjt, total morgenro eller frisk kølig luft fra vindueskammen. Når jeg oplever dette, så lader jeg mig selv blive i den følelse og trækker så meget glæde og ro ud af det – som jeg overhovedet kan. Sætter pris på det – og sætter momentet fri igen og finder tilbage til det som jeg havde gang i oprindeligt. Men det kan også komme pludseligt. I toget på vej til København, når jeg oplever mennesker og det giver mig en god eller positiv følelse, så bliver jeg i det og glædes over det – og lader momenter få lov til at fylde i mig med alle de positive følelser jeg får ind. Det gør, noget godt og mindfull’t for mig. Men det kan også ske, når jeg pludselig midt i hverdagstravlheden bliver grebet af en samtale eller i en oplevelse, som giver mig glæde. Så glædes jeg ved det og lader det fylde (glæden). Det behøver ikke nødvendigvis at være melodramatisk eller med store armbevægelser. Det kan vare 5 sekunder eller 5 miutter – alt har sin tid og sin plads.

Jeg er kommet frem til at jeg er en tænkende og reflekterende person. Det er skønt.. men for megen analyse og tankestrøm, er det som dræner min energi, når den går fra proaktiv til stressfyldt. Derfor, er det i travle perioder ekstra vigtigt for mig, at holde balancen.

Jeg har altid fået min energi i højenergiske ting og sportsgrene — endorfiner i forbindelse med adrenalin – har altid været mit “drug” .. Men som mor til 3 og med alt det der ellers hører til i livet, der er jeg et sted i mit liv, hvor fokus på de lavenergiske ting, giver mig en positiv energi, der er langt bedre for mig lige nu. Ikke dermed sagt, at jeg ikke kunne finde på at ændre kurs igen .. Men energier ER skiftende – og derfor er det vigtigt at mærke efter inde i sig selv og udforske de energier der yder mest positivt feedback til dér hvor man er med sig selv.

Jeg håber at dette måske kan give inspiration til at tænke over jeres ritualer og de muligheder der også er. Jeg håber at I mærker efter I jer selv og udforsker jeres eget ståsted og de energier I får mest ud af og at I så tør jagte disse – også selvom de måske ikke lige falder jer naturligt lige med det samme.

:*

Det er mega hårdt at være mor til 3, have en aktiv fritid og samtidig studere et fag der kræver SÅ meget psykisk og fysisk engagement. Jeg vil gerne skrive lidt her, omkring det at være startet på en uddannelse – økonomisk fattig og samtidig rig på mit liv, mine børn og det fag som jeg elsker ufatteligt højt. Men uden uanede fysiske og psykiske ressourcer (det er der ingen der har)! At læse til jordemoder inkl. 3 børn og med et liv ved siden af, er hårdt, og det tør jeg godt at stå ved. Skuespil er ikke vejen frem for mig! <3

Som mor er jeg på i al den tid, jeg er sammen med mine børn – det synes jeg faktisk også gør sig gældende i mit liv som studerende. Man er PÅ! Og når ikke at faget fylder pga. selve studiet, så fylder alle ens reflektioner omkring det, SINDSYGT meget!

Der er ikke et øjebliks fred og når man så ganger det op med skæve vagter og næsten ingen søvn i perioder, pga små børn, en stadigvæk ammende baby, og div. afleveringer/eksaminer og så det der famøse travle liv jeg snakkede om – så er det altså hårdt!

Man behøver dog ikke hverken at studere til jordemoder eller studere til noget som helst overhovedet – men ting i ens liv kan fra tid til anden være rigtigt rigigt hårdt – og det er som om, at ingen helt udadtil vil kendes ved denne følelse. Det er på en eller anden måde ikke acceptabelt at hænge med mulen, have rod i hverdagen og have uvasket undertøj liggende på gulvet — selvom alle har det! Det er lidt som om at folk føler at de vil blive set ilde på, til trods for, at vi i virkeligheden alle, inderst inde, ånder lettede op, fordi vi kan relatere. Men det er ikke det billede vi lader andre se. Tværtimod!
Jeg har selv følt denne følelse fra tid til anden – og hvor var det rart, at da jeg i vinters var helt nede og ramme den kolde jord – i et mindre stress/angst anfald, at jeg fandt ud af, hvilken lindrende virkning det at være åben og fortælle ærligt, at noget var hårdt, kunne have. Og det har jeg virkelig taget til mig, efterfølgende! Med ærlighed kommer vi nu længst (var der engang én der sagde). Og hvor havde denne, ret! Det kræver mod – men det var klart en primær faktor til, at jeg ikke blev liggende nede, og det var med til at få mig skrabet hurtigt op igen!

At være ærlig, åben og sårbar var UDEN TVIVL med til at få mig hurtigere videre –  så at det kun var for en kortvarrig periode, at jeg lå helt vandret og uden betydelige efterdønninger.

Jeg synes stadigvæk, at livet kan være hårdt – specielt når vi vælger at indrette det “omvendt” eller hvis vi vil det hele på én gang. Det er der intet galt i – guderne ved, at jeg er i begge kategorier. Det at erkende at noget faktisk er pisse hårdt og sårbart. Det virker!

Det jeg egentlig bare vil skrive her er – stå ved hvem du er – dine følelser.. også dem som du tror ingen andre har! DET HAR DE!

Alle dem som jeg har åbnet mig for omkring min følelse af stress/angst har pudsigt nok selv en personlig historie om angst eller stress. Mennesker som jeg har kendt et helt liv uden at vide at de havde været ramt af sådanne hårde perioder i deres liv. Kollegaer som jeg ingen kendskab havde til deres liv før – åbnede sig pludselig også op med personlige historier. Det gik op for mig – at det virkelig er helt almindelige følelser og perioder i vores voksne ansvarsfulde liv. Det gav mig en ro og en forløsning i forhold til at kunne reflektere og bearbejde egne følelser igennem det nye faktum, at jeg ikke var hverken mærkelig, svag eller ikke var tough nok. Så derfor! Knokl’ på, kæmp for alle de ting som I finder værdi i – også de ting som gør livet hårdt — og hvis tingene ramler i perioder – så trøst jer selv med, at sådan har alle det og blot fordi folk ikke snakker om det – betyder det ikke, at de ikke har følt sig hæmmede i deres liv, på et eller andet tidspunkt. Og så for guds skyld – snak højt om det! <3

.. Og så lad lige det forpulede vasketøj ligge og flyde i stedet for at kaste rundt med det i stressfulde minutter, inden I får besøg af en ven <3 I know – I been there! Det giver ikke noget på bundlinien . . . det dræner energi – og energi er vigtigt! Sæt hellere højt musik på og dans tøjet i skabene en sen aften, i stedet for at sidde og stene tv – DET GIVER i hvert fald mig noget. Så gør jer selv frie af skyld og dårlige visioner om jer selv (og det rigtige) – I skylder kun jer selv noget, ingen andre — og det rigtige for jer, er det som giver jer energi og glæde <3

:*
Miss Mihura – aka Overskudsmama