Der er et før-mig og et efter-mig, efter angst kom væltende ind i mit liv!

Der er et før-mig og et efter-mig, efter angst kom væltende ind i mit liv!

Det er svært at definere angst ud fra andet end symptomer .. men det som i virkeligheden er det som fylder, er ikke nødvendigvis selve angsten. Det som jeg fandt invaliderende var al den tid hvor jeg ikke havde angst – men var dødsens angst, for at få angst. Når man har prøvet panikanfald hvor man er sikker på at man skal dø, så er det svært ikke at bære den følelse af frygt for at få det sådan igen med sig, i alt hvad man foretager sig. Jeg oplevede at jeg forsøgte at planlægge mig ud af ting, som så gjorde, at jeg holdte mig fra at stå i situationer hvor jeg måske kunne tænke at der kunne blive en sammenhæng med et angstanfald. Muligvis.. Ja muligvis .. fordi man ved det ikke. Så man helgarderer sig.. Det føles lidt som at gå i en lille lokal skov, hvor intet er farligt, man kender alle stisystemerne – men man bærer alligevel en kæmpemæssig rygsæk med sig derud – med stort telt, mad til 14 dage og med både sommer og vintertøj. En kæmpe byrde – en kæmpe belastning.. og alle ens tanker er rettet mod dem kæmpe byrde og den irrationelle frygt for, at man skal forsvinde eller man skal komme ud for en situation hvor man vil føle at man skal have brug for alt indholdet i den rygsæk. Man analyserer hele tiden sig selv, men er pludselig for meget i sig selv… Pludselig, så bliver man bange – man oplever ikke længere fuglefløjtene og den brusende brise igennem skovtoppen – i stedet mærker man sveden på overlæben, den trætte krop og det dunkende hjerte. Man analyserer igen… Min krop reagerer jo .. Der må være farer på færde .. Og hvis ikke at man allerede her, kan snappe ud af sine tankers vold – så tager Amygdala over – og flugt og kamp følelserne tager over. Et Angst anfald kan være på vej!

Det er ikke altid at angsten føles sådan hos mig.. men i grove træk er det sådan det udspiller sig. Nogle gange får jeg stoppet det allerede, inden jeg mærker rygsækken tynge på min ryg – andre gange opdager jeg det først, lige inden Amygdala tager over .. og så en gang imellem, når jeg ikke at stoppe hende Amygdala – og mine instinkter tager over.. Jeg er i angstens vold!

Lige nu tør jeg at ånde lettet op.. Jeg er på den anden side af angsten – jeg har virkelig lært at kontrollerer den .. vist Amygdala, at det er mig som bestemmer. Men det sker stadigvæk fra tid til anden,at jeg kommer til at give tankerne for meget plads – og så mærker jeg rygsækken igen som tynger. Heldigvis har jeg ikke mærket angsten mere end det – den sidste måned. Men jeg knokler også virkelig benhårdt, for at komme det til livs.

Det som jeg synes var mest skræmmende, da jeg fik angst var at gå fra at have følelsen af, altid at have været stærk og at have styr på tingene til pludselig at være sårbar som en lille nøgen fugleunge. Jeg kunne intet stille op imod de følelser der ud af det blå kom rullende, ind over mig. Jeg kunne intet se – eller aflæse inden følelserne kom.  Jeg kan huske at jeg snakkede med min psykolog om, at jeg var så frustreret og ked af, at føle mig ovenpå “og som mig selv” det ene minut for så, at få revet benene væk under mig i et panikanfald – og bagefter kravle sølle og forhutlet rundt, på alle fire i flere dage efter – hvor jeg gik og fik angst for angst. Det blev en del af mig. Så i en lang periode var jeg slet ikke “mig selv”, følte jeg. Hvis ikke at jeg havde angst, fulgte angsten mig som en tæt kompagnon i alt hvad jeg foretog mig, fordi jeg var angst for at få angst.

Der var et jeg, før angsten. En kvinde der altid kunne mere og som altid stræbede efter mere… Hvem er jeg så nu – hvem er denne Edith som pludselig med ét er blevet til en anden?

Det kunne let have blevet en identitetskrise – men heldigvis er jeg ret åben og omstillingsparat som person – så derfor forsøgte jeg at bevæge mig ad nye stier, når jeg følte at der var et holdt .. Ikke som en anden Edith – men som en Edith, der havde fået nye erfaringer, som hun nu levede med i sin bevidsthed og ikke forsøgte at løbe fra eller som fik hende til at blive stående og hjælpeløs.

Nye energier er blevet udforsket og nye rutiner og ritualer er blevet vigtige elementer for netop min healing. Men det er langt fra slut – det ved jeg – det er en proces og en løbende udvikling. “Angsten er et grundvilkår for alle mennesker og glæden og sorgen er dens tro følgesvende”; beskrev Søren Kierkegåård.
Jeg er kommet frem til, at vi I angsten kan finde rigtig mange vigtige muligheder og udviklingspotentialer. Jeg lyttede til en podcast om angst med læge, hjerneforsker, forfatter og entateiner Peter Lund Madsen, som snakkede med Pia Søltoft, som er sognepræst i Christians – og Marmorkirken og forfatter til bogen: Kierkegaards kabinet. En nutidig introduktion. Og hold nu op, hvor var det spændende og vigtig viden for sådan én som mig. Jeg vil ikke gå dybere ind i hvad hun skriver om Kierkegaards filosofier – men det gav virkelig mig noget rigtig godt, til min egen angst-værktøjskasse. Og jeg tænker virkelig også, at det at have fået angst udløst af stress, har lært mig en meget vigtig lektie om mit sind og min krop. Jeg er begyndt at respektere den meget mere og værdsætter livet, når glæden er der. Det er den energi der driver mig og det er den energi jeg jagter.. og i takt med min jagt på den energi – så er angsten som et kortvarrigt bekendtskab, blevet skubbet mere i baggrunden af livet .. Jeg ved den står der derude i periferien et sted – og nogle gange hilser den også på. Men jeg lader ikke angsten komme for tæt på og lader den definere mig – Fordi ligesom at alle bekendtskaber ikke bør bliver ens nærmeste venner – så bliver angsten aldrig min ven, som skal have lov til at komme tæt på mig eller min familie. Men en bekendt, langt ude i periferien, der må den gerne være. Den har sin plads og det er helt ok – fordi jeg lærer af den når den opsøger mig – og i al erfaring finder jeg styrke og mere klarsyn, til at se mig selv mere tydeligt. Og når jeg kan se den dér langt væk – så ved jeg også, at den er der .. så den kan ikke komme væltende som første gang og slå mig helt omkuld – intet bagholdangreb kan komme buldrende og jeg har nu mulighed for at forsvare mig, hvis den kommer for tæt på.

Det her tror jeg må være den mest rammende beskrivelse af angsten i mig liv. Skulle jeg komme i tanke om andet – så tænker jeg at skrive et indlæg mere. Håber at I kunne bruge lidt af mit allerinderste. Det er lidt sårbart – men det føles nu godt, at åbne op for den del af mig. Den er dæleme vigtig!

:*
Miss Mihura – aka Overskudsmama