Body positive = empowerment!

Hej jeg hedder Edith og jeg lever med angsten som min følgesvend

 

D. 15. august 2018:

Jeg sidder i toget på vej til bogreception og får for første gang en inderlig følelse af, at angsten har sluppet sit kontrollerende tag i mig. Jeg ved dog at angsten er en følgesvend og derfor vil jeg ikke fornægte det faktum, at jeg helt sikkert vil mærke trykket i brystkassen, mit sinds svimlen og hjertets galopperen igen – Men lige dér i toget sidder jeg og føler mig fri .. fri fra angstens greb om min tilstedeværelse – om mit liv. Jeg føler mig som Edith igen. Den gamle mig .. dog med mindre modifikationer i form af en personlig udvikling. Det er SÅ befriende .. og turen hvordan jeg kom hertil har været indædt hård og lang for mig. Jeg får gåsehud og  lader stolt en tåre trille fra mine øjne, mens jeg smiler for mig selv – lige dér midt i toget, foran alle pendlerpassagerne.

 

Som førnævnt, fik jeg for ca 9 mdr. siden konstateret stress af min læge, med en henvisning til psykolog – der så kunne fortælle mig, at jeg ikke blot havde fået stress – men at stressen havde skubbet til noget angst, der endte ud i panikangstanfald, hvor jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Lige siden den diagnose, har jeg forsøgt at forhutle mig frem til en løsning der fungerer for mig, for min angst og for stressen. Jeg er nu kommet frem til, at jeg bl.a. ved hjælp af øget fokus på egenomsorg og sjælelig velvære, er bevæget mig i en retning med min sygdom/sygdomme, så jeg næsten føler mig som mig selv, inden angsten.

Læs mit sidste blogindlæg om emnet her

 

Hvordan det startede:

Da jeg blev skidt de første par gange, anede jeg vitterligt ikke, hvad det var som havde ramt mig. Jeg følte det som et godstog med 200km/t og jeg kunne ikke stoppe det, ikke kæmpe imod det – jeg var låst og rædselsslagen. Min hjerne forsøgte at forklare dette rationelt med, at det måtte være fysisk og jeg var ved at blive alvorligt syg eller dø. Den følelse glemmer jeg aldrig. At føle at man er sikker på at dø og at man er så bange, at man ikke engang kan få det sagt over sine læber. “Jeg er ved at dø!” .. “Jeg er bange!”

 

Efter enhver storm, kommer der ro på vandene.

Men disse vande var ikke blot rolige, de var tykke som mudder og holdt mig fanget dybt i dynget. Efter et anfald blev jeg træt.. Jeg blev så træt som jeg aldrig har oplevet før – hverken førstetrimesters-træthed eller sene 12-timers vagter vil kunne bære styrken af den fuldkommen overrumplende udmattelse jeg følte hver dag. I kølvandet på denne udmattelse kom frygten og den konstante og altopslugende følese af, at; “der er noget galt med mig”. Jeg følte samtidig også en vis higen efter at løse gåden og samtidig en frygt for hvad dette mysterie kunne lukke op til. Intet andet kunne jeg fortage mig. Hvis ikke jeg var angst for angsten, havde et panikanfald eller sov, så forhutlede jeg mig, i min desperation frem til mulige årsager som kunne være grunden til min angst og til mulige løsninger der kunne dække som et plaster på såret. Tankemylder og en overstresset skræmt hjerne, det var mit liv. Jeg var inde i mit hovede SÅ meget. At føle livet ægte – det kunne jeg ikke i denne periode – jeg gik i en osteklokke – og det er mig et under, at jeg klarede min praktik med et 12 tal og stadig levede ved siden af som et nogenlunde (udadtil) helt menneske, i hvert fald når mine børn var til stede. Men lige så snart de ikke var der – eller i de fleste andre sammenhænge, var angsten og frustrationerne over den, min tætteste kompagnon. Jeg husker tydeligt en fødselsdag, hvor jeg måtte gemme mig i fødselarens soveværelse. I slukket lys liggende på en køling seng, græd jeg mig til en form for ro, midt i et begyndende panikanfald. Ingen vidste noget. Kun Søren. Søren var en skat. Søren har altid været guld værd. Han har virkelig været min bundsolide støtte hele vejen igennem, når jeg følte at kontrollen ellers var revet fra mig. Kontrollen over mig selv – mine tanker, følelser – min krop, min hjerne. Angst er altomfattende!

 

Reaktionerne:

Min angst har mest af alt været tilknyttet mit åndedrag, træthed og varme. Bliver der varmt, bliver jeg hurtigt meget bevidst om det og føler jeg mig pludselig meget træt, trickes min angst også.

>> Har jeg nu drukket nok – hvad med salt/sukker .. jeg drikker lige lidt vand og spiser det her æble. Er her ikke lige lovligt varmt her?! Puha – nu trækker jeg også vejret dårligt. Træk nu vejret Edith. Jeg kan ikke trække vejret .. Jeg er svimmel .. Mon jeg besvimer? Jeg besvimer .. Jeg må væk! Jeg er bange. Hvad nu hvis jeg dør. Skal jeg ringe til nogen? .. Ej det er fjollet – der er jo ikke noget galt – se du står jo op, og du har farve i kinderne. Nu tager du hjemad og så sover du fra det – så bliver det godt igen. Ja du tager en beslutning nu Edith! Jamen det gik lige så godt det hele. Jeg har ikke haft det sådan her i 5 dage. Hvad nu?! Hvad er der galt med mig?! Puha – ej jeg har det altså virkelig dårligt lige nu.. Jeg kan ikke vente på bussen til toget .. jeg går. Så holder jeg mig igang. Skriver lige til Søren, hvor jeg er. Hvis nu jeg falder om og dør, lige her. “Haraldsgade”.. ÅRH hvilket nr.? PIS! træk nu vejret Edith – det er bare et angstanfald – du kan godt det her. Kig efter en firkant – følg den med øjene og træk vejret 4-4-4-4 … Se det virker.. Toget. Nu er der ikke langt igen. Snart hjemme. Hvorfor er her så varmt!? Træk nu vejret Edith. Nu kan jeg jo ikke stå af mellem Hellerup og Kokkedal! Men hvad nu hvis jeg får det rigtig skidt eller besvimer? 4-4-4-4 .. firkanter! Det virker ikke..
En SMS: “Hej Søren, sidder i toget – bare så du lige ved det 🙁 elsker dig og pigerne overalt i verden!”.

Jeg når ikke at læse svaret – lukker i stedet øjnene og sætter min hypnose på med dyb afslapning…. “Kokkedal station” .. Angsten letter – jeg hører ikke toget køre videre, jeg sover – jeg er helt væk – bombet til atomer .. Der er intet tilbage af mig – kun en skal. “Snekkersten station” .. Jeg vågner, slæber mig ud til cyklen. Bliver i min døsighed med vilje, for hurtigt at kunne falde i søvn derhjemme igen. Vil flygte væk under dynerne – væk fra denne her følelse – det her helvede. Jeg bliver aldrig mig selv igen. Jeg er så bange for det jeg føler – det jeg er lige nu. Ikke Edith – men en anden. Ser hele turen hjem, hvordan jeg bare vil smide alt når jeg låser mig ind og kravle op ad trappen til min seng – min dyne – og sove det hele væk. Hjemme, følger jeg planen .. forsvinder i en tung og drømmeløs søvn. Ville ønske at livet var en drøm og at den søvn jeg har lige nu, mit liv – uden angst og frygt – uden følelser.. Det er svært at falde i søvn og give helt slip – når det sker, er det en befrielse. Gid det her ikke var sket med mig! <<

 

Angst er individuel:

Jeg vil lige lade mine egne kragetæer stå lidt og lade i_ilden’s smukke og inderlige poesi fortsætte for mig. Hun beskriver nemlig så mange af de samme følelser som jeg stod i og stadigvæk kan stå med. Men i sin egen version. Det der er med angst er, at selvom ens angst kan minde (i form) om andres, så vil al angst være individuel. Følelser er individuelle. Det næste bliver i_ildens ord og billeder:

 

i_ilden

Hej angst
der var du jo igen
som et godstog med 200km/t

Ud af det blå råber du til mig
med panik i stemmen
“Hvad nu hvis?”
“Måske får du en blodprop”
“Måske er dit hjerte svagt”
“Måske dør du om lidt, hvis du ikke gør noget”
“Hvad nu hvis?” Jeg kender dig jo, angst
Og ja, du har ret
Måske sker det – det forfærdelige

Du ved
hvilke knapper du skal trykke på
Du løber rundt i kroppen
peger alle uregelmæssigheder ud
“Her, her, mærk efter, du skal dø!” Men jeg kender dig jo, angst
Og ja, du har ret

Jeg skal dø
I dag, i morgen
eller om mange år

Indtil da
vil jeg gerne leve

Hej angst
du vil så gerne ses

Jeg ser dig
Du behøver ikke at råbe så højt

.

.

.

Hjertet rasler rundt i brystkassen
vibrerer bag øjnene
i fingerspidserne
som om kroppen vil splittes ad

Det svimler når jeg står
sortner for øjnene
i tankerne
som om alting er forbi om lidt

Det gør ondt
hvert åndedrag
er en bevidst handling

i_ilden

.

.

.

Og når bølgen rammer
igen
er det så inderligt
ligegyldigt
hvor klar jeg var
hvor forventet den var
hvor frygtet den var

Den slår mig omkuld
uanset

Og jeg kæmper imod
kæmper for luft
kæmper for håb
mens hvert skår af
skrøbelig tillid
splintres til
ukendelighed
igen

Og jeg tror
på ingenting
griber i tom luft efter forsikringer
bekræftelser og beroligelser

Er det okay?
Er jeg okay?
Bliver jeg okay?
Kan man overhovedet være okay
når det gør så ondt?
igen

Og når bølgen rammer
igen
er det umådelig svært at huske
at alle ens svar og forsikringer
kun kan findes ét sted:
Dybt nede i vandet
hvor der altid er ro

i_ilden

 

Så troede man lige at man var ovre de anfald – for så at blive slået omkuld af endnu en “bølge”…

…Det er sådan jeg havde det i en forfærdelig lang periode.. Følte at jeg sank og at jeg (Edith) – den Edith som jeg altid havde været, forsvandt. Det var meget meget hårdt! Hvem ville den nye Edith være — og hvordan skulle jeg leve videre som hende (en forkrøblet og “forkert” version af mig selv). Ville jeg overhovedet kunne leve sådan her?!

Som jeg har skrevet om i blogindlægget; “Lidt om mine ritualer og momenter” og “Mælkesyrebakterier, vitaminer og stress” fandt jeg flere veje og personlige håndteringer for at finde min rute igennem stress og angst. Jeg kan i det efterfølgende ikke tage ansvar for om hvad folk får ud af det jeg skriver, og om folk kan bruge nogle af mine personlige værktøjer – men jeg ønsker alligevel at dele det som der har virket for mig – i tilfælde af, at det måske kan hjælpe andre.

 

Lidt om stress:

At blive syg af stress, er ikke en følelse der kommer pludseligt. Eller JO det er det – men det er en langvarig process at blive syg af stress. Stress optimerer os og gør at vi fokuserer og holde skruen i vandet. Men gør vi dette i lang tid og uden at passe på os selv samtidig, vil alle de hormonelle balancer og kemier i vores krop, der er med til at danne dette “overskud” kunne udløse andre kropslige reaktioner.

Hvad kan du selv gøre?:
Derfor: Reagerer din krop på stress, er det højest sansynligt fordi at du ikke har “passet på dig selv” over en længere periode og når “stressen så rammer”, vil det være din krop der sige: “STOP!” .. Derfor er det vigtigt at lytte til fysiske stresstegn, da de er tegn på, at man i længere tid har kørt på for højt tryk og derfor nytter det ikke noget at ignorere dem .. du vil KUN blive dårligere. Dette betyder ikke nødvendigvis at du skal sygemeldes – det gør bare at du bliver nødt til at tage din realistiske situation alvorligt og gøre noget aktivt og tage handling nu.

 

Lidt om angst:

Ofte noget med frygt for ikke at have kontrollen. Nå Amygdala (vores reptilcenter i hjernen) bliver alarmeret, vil den sende bølger af hormoner og kemier igennem kroppen, der alle kan påvirke kroppen fysisk men også hjernen psykisk. Flugt og kamp følelse og fysiologiske reaktioner samt frygt. Amygdala kan trickes både via tanker, følelser og kropslige fornemmelser, derfor kan eksempeltvis en mindre angst-reaktion hurtigt udmunde sig i et endnu større angsanfald, da et pludseligt bankende hjerte kan tricke endnu en omgang kamp og flugt-følelse og sådan kan kroppen og sindet kører i en dum ond cirkel og forværre ængstligheden. Problemet med angst er, at har Amygdala først begyndt sin alarmering, så kører resten ligesom på autopilot. Derfor kan det være meget svært (hvis ikke umuligt) at stoppe et angstanfald velovervejet. Disse realistiske tanker er simpelthen for langsomme og for lavt rangeret i forhold til vores reptilhjernes tanker og processer. Derfor handler angst i virkeligheden om, at lære sig selv at kende, så man kan anerkende angsten inden den slår til. Samt at benytte andre værkstøjer end tankerne, til at tøjle angsten – da angstanfald kun sjældent kan “snakkes til fornuft”. Samtidig er det vigtigt at man kan acceptere angsten som et livsvilkår, men ikke dyrke den. Selve det at have angst kan selvfølgelig ikke beskrives kort her – men det har givet mig utrolig meget forståelse for min egen angst, at have undersøgt, læst og lært om det. Så det vil jeg klart anbefale at man gør. Men ikke ift. symptomer osv. Mere ift. det der rent fysiologisk sker, når vi får angst. Faktuel viden er en grundsten i det at kunne forstå sin angst så man kan arbejde med den og ikke imod den.
Angst for angsten kommer som en reaktion på det at have oplevet angst, som man jo netop ikke kunne kontrollere. Derfor går man og bliver angst for at genopleve angst, hvor man har haft mistet kontrollen. Angst har det samtidig med at forgrene sig – så når man slår noget af det ned, kan der ske et skift i angsten, så den udvikler sig et andet sted i ens bevidsthed (f.eks. bakterier) og PUF så kan man starte på ny. Det er også derfor at jeg mener at det er vigtigt, at man ikke “dyrker” angsten eller undersøger symptomer i for stor udstrækning – da dette kan gøre at ens angst forgrener sig ud af nye stier, man selv kan have kommet til ubevidst at anlægge.
Jeg har heldigvis været forskånet for dette – men mærkede det lidt ift. mine symptomer. Det gik fra varme, træthed og vejrtrækning, til pludselig også at være små rum (lidt klaustrofobi) og sygdom (hypokondri). Heldigvis, har jeg været god til at få skovlen under disse forgreninger og derfor har de aldrig fået lov til at udvikle sig og manifistere sig som en del af min angst. Nogle får det også mht. opkast. De bliver rædselsslagne for ikke at kunne kontrollere at de skal kaste op. Det at kaste op, skulle tisse eller at besvime, er på mange måder udenfor vores psykiske kontrol og derfor er det en typisk forgrening ift. angst for angst.

 

Søvn:

Søvnen var klart det som slog mig ud af kurs til at starte med – og jeg kan tydeligt mærke at får jeg ikke sovet nok, så skal der ikke meget til, før end at jeg begynder at mærke forstadierne i min krop til ansgt. Derfor vil et af mine bedste råd både ift. stress og angst være, at man prioriterer søvnen.

Hvad kan du selv gøre:
Forsøg ikke at slørre for mange af dine naturlige søvnprocesser, ved f.eks. at drikke meget kaffe, ryge cigaretter mv. da dette som sagt kan slørre for ens naturlige træthed og også være en kilde til urolig eller forskudt søvn. Jeg benyttede meget hypnose med “dyb afslapning” i en periode, med god effekt. Andre søvn meditationer, meditationer eller hypnoser kan også med fordel bruges. Jeg skifter lidt ud – og nogle aftener benytter jeg mig slet ikke af noget. Jeg fik også et godt råd fra en fysioterapeut omkring vejrtrækning. Øv dig i at trække vejret helt ned til kønsbenet – fyld maven godt op med luft, vha. næsen og slip vejret igen (med lyd) igennem munden. Denne del kan også bruges op til et anfald eller i situationer, hvor du føler dig utryg. Men ift. at sove godt, lød rådet: At man skal ligge sig ned i sengen med lukkede øjne og lave 40 af disse vejtrækninger. Så skulle man få en mere rolig og god søvn.

 

Vejrtrækning:

Som nævnt lige før, er en rigtig god måde at trække vejret på, at trække vejret via næsen, helt ned i maven, ned til kønsbenet og slippe det igen med lyd, via munden. Jeg bruger det, for at finde mit vejr. Når jeg bliver angst er det ofte min vejrtrækning der starter med at blive påvirket – jeg bliver simpelthen i tvivl om jeg trækker vejret rigtigt og om jeg får luft nok ind. Som oftest starter jeg med at puste AL luften ud – fordi så bliver den automatiske fysiologiske modreaktion, at trække vejret godt ind igen. Virker dette ikke, går jeg videre til de dybe vejrtrækninger. Mht. disse kan jeg gå 2-3 veje:
Enten bliver jeg i de dybe vejrtrækninger og forsøger at finde mit “anker” i disse. Lader mit sind KUN tænke på processen (i nuet) omkring vejrtrækningen. Nu trækker jeg vejret ind – og nu puster jeg ud… imens at jeg mærker med hele min krop, hvordan dette føles og om jeg får luften helt ned i maven og til kønsbenet. Jeg kan også begynde at tælle 4-4-4-4. Dette er en teknik, hvor man trækker vejret ind over 4 sekunder – holder vejret i 4 sekunder – puster ud 4 sekunder og holder pause i 4 sekunder. Dette er især godt til folk som hyperventilerer ved angst. Dette kan også kombineres med visuel fokus på eks. et vindue, hvor man følger rammen rundt, mens man tæller – så man bliver (i nuet) fra én kant til den næste kant osv.. På den måde flyttes fokus “fra kropens signaler over i en konkret ting, der ikke kan tricke noget hos angsten – en opgave at følge, så Amygdala ikke “får plads i hovedet”. Man kan også fokuserer på at tælle til 10 inde i hovedet, mens man trækker vejret og puster ud på hvert tal. Hver gang man bliver “lokket væk” fra ens tælleri, starter man på ny fra 1 af. Efter 10 starter man også på ny. Dette er også en øvelse man kan benytte ift. mindfulleness, som jeg også vil komme ind på senere. Den sidste vejrtrækningsteknik som jeg med stor fordel har haft brugt, har været at trække vejret dybt ind som førnævnt, men så at puste ALT hvad jeg kan, kraftigt ud igennem mine læber ad et “lille hul”. Dette gentager jeg min. 3 gange, indtil jeg føler mig renset – og kan starte på en rolig vejrtrækning igen.

Hvad kan du selv gøre:
Øv dig på de forskellige vejrtrækningsteknikker – og find en styrke i at forankre din vejrtrækning, som en del af dit faste anker – det anker der skal holde dig fast, når bølgerne bruser.


Mindfullness og meditation:

Mindfullness og meditation er godt for alle mennesker – om de har stress, angst eller ej. Det er metoder, hvorpå man kommer sig selv nærmere og øver at mærker efter i sig selv og sin krop. Samtidig kan det være værktøjer som man kan forankre som fysiologiske værktøjer, så når man står i en stressfyldt eller angstfyldt situation – har man nogle værktøjer at gribe ud efter og nogle få kører måske allerede på en slags autopilot og kan helt være med til at stoppe angstanfald. Desuden vil et roligt sind og krop have mindre sandsynlighed for at blive angst. Jeg har også haft stor gavn af at kunne tage dem op midt i et angstanfald og forsøge at lytte til dem. De giver en form for tryghed, da man kender dem og samtidig har jeg også kunne benytte nogle af dem som værktøjer, der direkte i situationen har kunne hjælpe mig til at komme “ud af min angst”.

 

Visualisering:

I en lang periode hvor jeg havde meget svært ved at tage toget til og fra skole – med en følelse af, at jeg jo ikke ville kunne stige af, hvis jeg fik et anfald – benyttede jeg mig meget af en visualiseringsteknik, hvor jeg på forkant “forudså” hvilke dejlige ting der ville ske på turen. Jeg forestillede mig så at sige turen hele vejen fra jeg stod op om morgenen og frem. Mens jeg forestillede mig billederne for mit indre – lagde jeg lyd, lys og dufte på, som gav mig tryghed, ro og glæde. Kanelduft, en duft af roser og røgelse – smilende mennesker og en følelse af lettethed.

Når jeg så tog turen, havde jeg allerede plantet positive frø i min bevidstehed. Stærke visualiseringer med positive følelser og tanker. Derfor var angsten og det som kunne gøre mig ængstelig ikke det første der forplantede sig i min hjerne under selve turen. “Jeg havde jo kørt den før – i lethed”. På denne måde kunne jeg komme “Amygdala” i forkøbet. Jeg tænker at denne teknik også vil kunne hjælpe ved eksaminer, fødsler osv. Jeg benyttede det faktisk inden min køreprøve, med god effekt. Både mht. teori og til den praktiske køreprøve. 😉 Jeg bestod i hvert fald begge prøver i første hug – og jeg havde endda en it-basseret eksamen lige inden den praktiske køreprøve (som jeg også fik 12 for) .. Pral 😀 … Ej men jeg er faktisk mega stolt af det <3

 

Psykolog:

Få hjælp! Det er ingen skam at fejle psykiske lidelser. Det er en skam at leve med dem i stilhed. En af de ting som kom allermest bag på mig da jeg fik angst var, hvor mange mennesker der levede med det eller havde haft det. Det var en kæmpe trøst for mig, i tiden, hvor jeg var sikker på, at jeg aldrig ville blive et helt menneske igen. Så husk at snakke højt om det, hvor I finder jer trygge i det. Findes styrken ikke til at sige det til nærmiljøet, så henvend dig til din læge og få en henvisning til psykolog. Det er en befrielse ikke at føle sig forkert – og det er en lettelse at få det fortalt til nogen. Endvidere, kan netop disse mennekser måske give dig en masse støtte og hjælp, der kan være det skridt der skal ligge vejen for resten af din bedring.

 

Jeg håber at jeg har fået lidt af det hele med. Og ellers må I hjertens gerne skrive til mig her eller via Instragram.

 

Hvor er jeg selv lige nu:

Ja hvor er jeg så selv? Jeg er nok ved at være dér hvor jeg føler at jeg har fået ok styr på min stress og angst – men jeg føler mig stadigvæk ikke helt sikker. Det er en kæmpe bekymring for mig, når nu jeg skal starte i praktik på mandag – om stress og angst nu igen skal følges med mig og tage styrringen. Helt personligt, tror jeg ikke at jeg vil kunne klare at have det som jeg havde det for ca. 9-6 mdr. siden (hvor det var værst) og samtidig være i praktik igen. Det er en meget skræmmende tanke. Derfor bruger jeg også ret meget tid på at forberede mig til det. En af disse ting var bl.a. at sige det dirkete (i en mail) til min uddannelsesansvarlige og skrive det til mine kommende kontaktjordemødre. Sideløbende lytter jeg til meditationer og plejer min sjælefred og indre gudinde. Det lyder alt sammen meget fancy – men for mig virker det, at prioritere mig selv og lære at være tro mod mig selv, mine følelser og tanker. Dette kan jeg skrive om i et andet indlæg.

En rigtig vigtig ting som min psykolog fortalte mig – da jeg efter 5 ugers ro i min angst, pludselig fik endnu et anfald, og blev væltet helt af pinden igen – var: At stress har måske taget 1 år om at opbygges, til det niveau, der gør, at jeg fik det sådan og fik angst. Det tager ca. samme tid, at komme af med stress igen. Derfor skal man huske at holde sig selv i ørerne og ikke “erklære sig rask” som det første og derefter bare pøse pres på igen, når man føler sig “rask” det første stykke tid. Fordi så falder hammeren bare igen. Det er vigtigt at fortsætte sin restitution over en længere periode, uden at tilføje unødigt pres, selvom det kan være ganske tillokkende, når man endelig føler sig lidt “normal” igen for første gang, længe. Det var en hård lektie for mig. At føle mig rask, men stadigvæk ikke pøse ekstra opgaver på .. meget unaturligt .. Men det har aldrig slået fejl – at hver gang, jeg troede at jeg var ok – og igen begyndte at oppe mit  tempo — så fik jeg et anfald PROMTE! Så vejen til healing er desværre ikke kort – men den kan blive begyndelsen på et meget bedre og sundere jeg. Et jeg, hvor man ikke ignorerer egne grænser og hvor gaven helt klart for mig personligt har været, at lære hvor min grænse går til. Sådan har jeg det i hvert fald lige nu. Jeg er et sindsygt godt og positivt sted i mit liv, hvor jeg passer på mig selv, udvikler mit selv og samtidig stråler til verden og har overskud til at give ud. Men jeg er også bekymret og lidt nervøs for praktikopstart.

Det har været og er en sand rejse… Jeg er ikke den samme person, som jeg var før jeg fik angst — jeg er en anden version af denne. En 2.0 version. En bedre og mere optimeret version – men også blot et menneske.

Hej jeg hedder Edith og jeg lever med angsten som min følgesvend – og det er helt okay <3 ..

…Der er en vej ud af angst og stress <3 du er mega sej, og du kan godt klare det!

:*

Edith K. Mihura

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til dette indlæg.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Body positive = empowerment!