Fødegangstoast eller Flyvertoast

Forskellen på hvor stærk jeg kan føle mig som jordemoderstuderende og hvor svag jeg føler mig som rejsende på en flyver. Et tankestrejf i luftrummet mellem Athen og København.
Ovenpå en lang periode hvor flyskræk, ikke har fyldt meget, men alligevel har fyldt en del ved div. rejser – fandt jeg mig selv et lidt andet sted på turen hjem fra sommerferie i Grækenland.

Det er virkelig vildt hvordan vi som mennesker kan være stærke i nogle sammenhænge .. finde vores styrke og så brage igennem med alt vores lys .. og så stå i andre situationer – det kan være hverdagssituationer eller som i mit tilfælde; en flyvetur, – hvor vi pludselig mister al vores “umpf”, vores mod, vores kontrol og styrke.

Jeg synes det at flyve er meget grænseoverskridende. Jeg vil sige, at jeg er kommet frem til, efter denne ferie, at jeg finder flyvning; tåleligt.. men en kærlighedsromance bliver det nok aldrig til. Jovidst, synes jeg at det er sjovt, spændende og (lets be honest), temmelig sejt.

Men mit hovede (hvis jeg ikke giver min krop og åndedræt fuldt fokus) har før været lyn-hurtigt til at danne katastrofetanker. Jeg tror at det handler meget om kontrol, i mit tilfælde.. Men Edith, du har da heller ikke kontrol over en fødsel. Nej – men dér har jeg (får jeg)  redskaber og som minimum, en dør jeg kan smutte ud af for at hente hjælp.

Det er nok tankerne omkring, at jeg på forhånd allerede skal acceptere “at man skal dø oppe i den flyver, hvis det går galt”, når jeg sætter mig ombord, der dukker op. Fordi jeg ved, at jeg intet vil kunne stille op, såfremt der skete en ulykke. Det synes jeg er temmelig syret. En accept af døden.

Jeg har forsøgt at tænke mig frem til, hvad lektien bag denne konklusion så må kunne være, for mig som menneske. Jeg tror at det i virkeligheden er vigtigt at turde at acceptere (måske ikke ligefrem døden), men at give sig selv lov til at acceptere “det værst tænkelige”. Om dette er os med angst.. om det er i forbindelse med egen usikkerhed i nye situationer.. Måske vi blot skal acceptere det værst tænkelige udfald – for så at gå u-bebyrdet ind til de ting som vi frygter allermest. Det er i virkeligheden også det man forbereder sig på, som jordemoderstuderende. Man læser og tænker sig til samtlige scenarier og håber så derefter på, at man ikke støder ind i dem. Måske det er dette, der giver mig mere ro på fødegangen end i en flyver? Et ved jeg i hvert fald: Jeg følte lettelse. Jeg følte styrke, da jeg gav slip og accepterede primissen om at vi alle ville dø. Med ét kunne jeg pludselig være i mig selv og være i nuet. Jeg kunne mærke mig selv og jeg kunne parrere mit sind, når katastrofetankerne kom væltende. Fordi, primissen om at vi kunne dø, allerede var accepteret – så intet kunne nære min angst, min frygt for alt det som min hjerne præsenterede mig for. Lidt tåbeligt – men det virkede.

Søde drømme i 11000 meters højde – viklen bruges som tæppe <3

Om jeg helst vil have flyvertoast eller fødegangstoast? Tja – den i flyveren smagte jo egentlig ret godt, da først primissen var accepteret og turen frem og tilbage var skøn og ferien var virkelig fantastisk. Men den var føøøking dyr. En mindre investering af tanker, blot for at kunne nyde én lille flyvertoast (for mig). Og så kostede den samtidig det sammen som 50 fødegangstoast – så den var også dyr på det lavpraktiske plan 😀 .. Jeg må nok bare acceptere at jeg er en person der allerhelst (hvis jeg skal vælge) vil vælge at have mine fødder solidt placeret i et par fostervandsvåde Birkenstock på en fødegang – med en fødegangstoast som mit hurtige mellemmåltid, i travlheden. Men jeg er ikke dér hvor jeg ville fravælge en flyvertoast – den har også fået sin charme efter denne ferie.. og det har været utrolig lettende! <3 Så for fremtiden vil jeg klart vælge fødegangstoast til hverdag og flyvertoast i ferierne (hvis vi lavpraktisk har råd)

:*

K.H.
Edith

Body positive = empowerment!

Smil til din krop i dag — den er fantastisk lige som den er – ligesom dig .. ligesom jeg .. ligesom alle!

En del af min egen selvudvikling igennem det seneste år, har også været at forholde mig til min vægt på en positiv måde. Jeg er en af de mennesker, der ligesom så mange andre har taget på i voksenårene og som ikke føler at dette billede, er en del af deres eget selvbillede. I mit hoved er jeg normalvægtig med hofter og en god barm. Sådan har jeg alle dage set ud før jeg blev gravid første gang. Derfor snyder min hjerne mig til at tænke dårligt om den krop jeg har nu. Godt hjulpet på vej at stigmatisering og tabuer.

Jeg har før haft tabt mig – men har taget det hele på igen, ved hver graviditet. Nu er det så sådan, at jeg har kæmpet ekstra længe denne gang og det var virkelig hårdt psykisk. Specielt fordi at jeg ikke kunne give mig ordenligt hen til det – da jeg har haft så mange andre ting, der har fyldt afsindig meget. Bl.a. mine 3 børn og et nyt studie. Fyldt op af dårlig samvittighed og en masse tanker om, hvor dårlig “denne krop” var for mig, eskalerede det til, at.. Det gad jeg simpelthen ikke mere!

Al den dårlige omtale af mig selv (via dårlige undskyldninger; men for hvem) og genertheden der fulgte med overalt – det måtte blive et afsluttet kapitel.

Derfor begyndte jeg for et års tid siden at omtale mig selv som værende overvægtig med et smil. Det var nok mit første spæde skridt – til at tage kontrollen.
Det var bl.a. for ikke at hænge fast i den der: “Ja jeg har jo taget lidt på efter fødslen – men det skal jo nok komme af igen, når jeg er færdig med at amme og børnene er blevet lidt større …osv osv” – alt i mens jeg gemte mig i alt for stort og sort tøj og havde det ad helvedes til, med mig selv, ude blandt andre mennesker..

Jeg blev så flov over mig selv hver gang jeg hørte mig selv undskylde mig fra min egen krop, fordi sandheden var, at jeg mest sagde det for andres skyld, fordi at jeg var flov over stadigvæk at være overvægtig. Fordi at det jo er forkert i vores samfund!
Mens jeg sidder her og skriver det, bliver jeg også meget påvirket af at tænke tilbage på det. En følelse af ikke at være god nok – at være forkert. En følelse som jeg ikke ønsker i mit liv eller i min families. Jeg har som sagt 3 skønne piger der alle skal vokse op og være stolte af dem selv, lige som de er, lige meget hvordan de ser ud og hvilke veje i livet de vælger .. Og så sad jeg der for et år siden og følte mig så forbistret forkert, som jeg var! Det måtte være løgn!

Så godt inspireret af ønskerne for mine børn, samt en øget omtale om body positive generelt, gav det mig mod nok til ikke at gemme mig så meget og turde stå ved, hvem jeg er og hvor jeg står med det, i mit liv faktuelt og positivt.

Jeg er overvægtig. Jeg vejer for meget og har gode fedtdepoter. Men samtidig med det forholder jeg mig også til, at kiloene sidder godt. De sidder på røv og hofter – og derfor er det en “sundere form” for overvægt, da jeg ikke har så meget fedt omkring mine organer. Det lovpriser jeg nu i stedet. Men det er stadigvæk svært og jeg har da bestemt også mål om at komme i en bedre form. Men nu handler det allermest om at være sund og rask, mere end om at opfylde fysiske mål. Har man først sagt overvægtig, har man allerede stigmatiseret sig selv og hele det efterslæb af tanker der følger med dette, både for én selv og for alle andre. Det ved jeg også godt. Men det er bevidst! Det er en måde at føle mig stærk på, ved selv at italesætte det, som definitionen er. Det giver mig kontrollen. Det giver mig empowerment!

Body positive = empowerment!

Det er lige meget om du er overvægtig, undervægtig eller normalvægtig – de termer er sat efter logaritmer. Jeg hader logaritmer og opstillede fakta. Vi er ikke logaritmer – vi er mennesker af kød og blod og fedt – og vi er unikke og perfekte lige som vi er. Hvis man ønsker at ændre det man har – skal det være ud fra ens eget ønske og egne ressourcer – ikke på baggrund af andres standarder. Det er vigtigt!

Så vi bør tage kontrollen og stå ved vores kroppe.

Nok begyndte min body positive rejse for et års tid siden – men det er først nu at jeg rigtig tør at stå ved det, melde mig lidt ind i kampen og poste et billede af mig selv med oppustet mave osv. på Instagram. For mig vil det tage små skridt og dette var endnu et lille af dem. Målet er endnu ikke nået .. men jeg skal nok fortsætte min rejse. Det er det hele værd .. det er jeg sikker på!

:*

Edith Mihura

 

Mælkesyrebakterier, vitaminer og stress

For ca 1/2 år siden konstateret stress af min læge, med en henvisning til psykolog – der så kunne fortælle mig, at jeg ikke blot havde fået stress – men at stressen havde skubbet til noget angst, der endte ud i panikangsanfald, hvor jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Lige siden den diagnose, har jeg forsøgt at forhutle mig til en løsning der fungerer for mig, for min angst og for stressen. Jeg er nu kommet til, at jeg bl.a. ved hjælp af øget fokus på egenomsorg og sjælelig velvære, er bevæget mig i en retning med min sygdom/sygdomme, så jeg næsten føler mig som mig selv, inden angsten.

Angst for angsten slog oftest til i forbindelse med at jeg ikke følte mig groundet i min krop eller psyke. Hvis jeg f.eks. havde det varmt, ondt eller andet fysisk, gik tankerne agurk og triggede ting i mine tanker, der fik Amygdala til at reagere. Derfor blev det, at kunne holde en vis balance i min fysik og derved også min psyke, et meget relevant mål for mig. Det at spise og drikke rigeligt og fornuftigt/varieret har aldrig været et issue for mig. Jeg har altid været god til lige netop denne del, men jeg har nu alligevel fået mig et øget fokus på hvad, hvor meget og hvornår jeg spiser og drikker. Hvilket har været vigtigt for mig – i min proces med at heale mig selv. Ud over dette, begyndte jeg også at løbe – from scratch, hvilket også gjorde en masse godt for både min psyke og mine kropsenergier. Dette kombineret med de momenter og ritualer, som løbende er kommet til og bliver prioriteret i min hverdag, har gjort at jeg virkelig føler at jeg er ved at være ude på den anden side igen, og dette med en følelser af, at det er min egen skyld – mit eget engagement og min egen styrke, der har fået mig derhen.

Jeg husker tydeligt at jeg som barn fik Kefir til morgenmad, når vi var i Ungarn. Min mor hamstrede dem med hjem, som var det billigt slik, da disse endnu ikke kunne købes i DK. Jeg husker allertydeligst konsistensen som værende virkelig mærkelig. Smagen var syrlig men mild og den gjorde virkelig noget godt for maven. Jeg spiser det hver morgen den dag i dag, når vi er hjemme i Ungarn <3 ..Min mor snakkede ofte om mælkesyrebakterier og gik så meget op i det, at hun i en lang periode lavede sine egne yoghurtprodukter, for bl.a. at kunne spise de mælkesyrebakterier, som ikke var til at skaffe i DK, til en ordenlig pris. Derfor har jeg altid vidst, hvad mælkesyrebakterier er og hvad de gjorde godt for. I dag kan man heldigvis få mælkesyrebakterier via rigtig mange gode produkter og præparater. Herhjemme spiser vi det i yoghurtvarianter og ellers i pilleform. Min mor har selv benyttet sig af mælkebøtte-ekstrakt også og denne kunne jeg virkelig også godt tænke mig at prøve, når vi engang er færdige med de sidste piller vi har.

Probiotika

Men hvorfor disse mælkesyrebakterier?
En tarm er ikke bare en tarm .. I vores tarmsystem, er en stor del af vores immunforsvar tilknyttet – lige omkring 70 %. Mælkesyrebakterier er med til at støtte tarmens bio og gør at immunforsvaret ikke er belastet, men i stedet er klar til at bearbejde og yde det arbejde, som der er dens primære arbejdsopgave. Der findes mange forskellige stammer af mælkesyrebakterier og disse er alle med til at stabilisere en normal tarmflora. Det produkt jeg benytter lige pt, hedder Lactocare Daily og indeholder også Zink. Zink hjælper til en stabil omsætning af kulhydrater, proteiner og fedt og til et normalt syre-base-stofskifte – hvilket er et af vores krops aller vigtigste forsvarsmekanismer indefra og ud. Mælkesyrebakterier kendes også som Probiotika – som egentlig betyder; sundhedsfremmende mikroorganismer .. Og dette er præcis hvad de er og gør for mig og mit velvære. De sundhedsfremmer .. De behandler ikke (som medicin) – de sørger for at opretholde noget som i forvejen er raskt, status quo. Det er en tankegang jeg godt kan lide.

De vitaminer og kosttilskud jeg tager ved siden af, er alle ud fra samme grundtanke. Ikke ment som en medicin der skal kurere mig – men som noget der skal hjælpe med at styrke og opbygge – sådan at jeg bliver stærkere og sundere. Jeg tager almindelige vitaminer, som har tilsat ekstra B vitaminer (der går ind og støtter op om de energier, der modvirker stress, træthed mm.). Disse er fra Solaray og hedder All Energy.
B vitamin er hjælpeenzym der bidrager til en masse livsvigtige funktioner i kroppen; nervesystem, hud, lever, kredsløb og selv ens hår. Endvidere er der i de piller jeg tager, tilført helsekost der også støtter kroppen, mod træthed og stress. Jeg tager ydermere omega 3,6 og 9 i form af både kæmpenatlysolie, planteolie og fiskeolie i ét præparat. Dette præparat hedder Solaray All-Omega 3-6-9. Disse bidrager til en normal hjertefunktion og til at vedligeholde et normalt kolesterolindhold i blodet. Vi spiser faktisk en del fisk – men jeg tager dem alligevel, da jeg ikke tror at det fisk som jeg indtager, rigtig batter i den lange ende. På den her måde, føler jeg mig sikker. I en periode tog jeg også noget ekstra jern og jeg overvejer rent faktisk at begynde at tage noget ekstra magnesium, for at bidrager til normal balance i kroppens næringssalte. Men der er rent faktisk magnesium, D-vitamin m.fl. i min “almindelige vitaminpille med ekstra B-vitaminer og kosttilskud”, så jeg lader det nok lige blive ved tanken foreløbig.

Det skal siges at jeg ikke mener, at man bare skal tage lidt vitaminer og bakterier for at blive rask med angst eller noget som helst andet psykisk eller fysiologisk! –  Er man syg bør man søge læge og derfra lave sin egen plan mod at nå sine mål. Jeg har været så privilegeret, at jeg har fundet min sti – men min sti er ikke nødvendigvis, din sti .. Men hvis jeg kan inspirere til at andre søger mod at finde deres egen vej – vil det selvfølgelig være et ultimativt højdepunkt for mig … Jeg har fået hjælp hen ad vejen – både med psykologsamtaler og egenterapi. Skulle du sidde derude og have det rigtig skidt fysisk eller psykisk – så tøv ikke med at få hjælp og sig det højt – jeg tror på dig! Og vigtigst af alt: Du er ikke alene! – Der er en vej ud .. <3

:*

Edith Mihura – aka Overskudsmama

Det er som at spise haletusser …

Billedresultat for haletudser

HVAD FANDEN SKER DER?!

… Som sagt er jeg hverken kræsen eller bange for at spise ting, der ikke nødvendigvis rimer på “umidelbart lækker” (…det er sgu i virkeligheden nok ret svært at finde noget der rimer på det – pyt!)

.. Men Chiagrød  (ja det er dét indlægget i virkeligheden handler om 😉 .. ) …

… Hvem helvedet er det, der uden pis kan sige, at det er lækkert?

.. Chiafrø – namme namme .. Chiafrø der har stået med nogle af mit køleskabs lækreste ingredienser .. Mandelmælk, hasselnøddemælk, kokosflager, blåbær og lidt ribs (for syrligheden – I ved) … og så de berømt og omtalte (fordi DET er de) chiafrø.

Det lyder alt sammen næsten for godt til at være sandt. (Psssst det er det også!)

 

Opskrift: Lav det dagen før – bare hæld det hele sammen. Over night … BUM; næste morgen = lækker næringsrig morgenmad ad libitum!

MEN HVAD HELVEDET SKER DER!?

Umidelbart (jeg bruger åbenbart det ord, mange gange i dette indlæg) – ser det virkelig lækkert ud og det dufter dejligt. Faktisk, da jeg i ren spænding i går aftes ikke kan dy mig fra liiiige at stikke en finger ned i substansen for at smage på den; smager den også virkelig dejligt.

Næste morgen:
Der serveres … Min mellemste pige er hurtigt ude af starthullerne og siger; “uhmmm!”
… Fedt! Så tør jeg også at hælde op til mig selv.

Min store pige kommer ned, sætter sig – hende skænker jeg også en smule (dog ikke så meget, da hun er lidt mere lunefuld mht. hvad hun bare pøser ned i svælget, uden lige at skulle have analyseret det først) .. Inden hun når at tage den første skefuld lægger jeg mærke til:

At vi alle sidder som en stor lykkelig familie ved morgenbordet – vi smiler, småsludrer, solen skinner og det her er bare så nemt og dejligt – uhmm – nem morgen uden stress pga. havregrød der brænder på og skærer i munden med sine skarpe kanter (læs. Plasterpigen af Annette Bjørg Koeller).. Jeg behøvede jo nærmest ikke engang at lave morgenmad – den kom jo ligesom bare flyvende ud af køleskabet – i en lækker lyselillafarve med små bitte røde ribsebær i – der under normale omstændigheder henleder tanken på sommer, sol og bare fødder i den lune muldjord i buskadset.

… MEN SÅ .. med ét er dette billede brudt. Idyllen er væk – Jeg tager min første skefuld, fuld af forhåbninger om, at det her billeder bliver ALLE fremtidige morgener i vores lille husstand. Med morgenlys og lue.

HJERNEMASSE! Og det eneste jeg herefter kan tænke på er; hvordan jeg IKKE SKAL REAGERER så min ældste pige ikke også vil vælge at skubbe sin skål fra sig med et: “AD mor” – og en rullen med øjenene som kun en 7-årig’s øjenfysik kan magte det.

Jeg forsøger at flygte – mod køleskabet… Hvorfor ved jeg virkelig ikke – det sidste der jo kom derinde fra, er jo netop roden til alt ondt denne morgen.

Jeg river den græske yohurt ud – forsøger at kompenserer.

“Ej kunne den ikke bare smager VILDT GODT med lidt yoghurt ovenpå??!” Hører jeg mig selv famle i blinde.
Min ældste, (og egentlig utrolig velopdragne datter ) – skynder sig at stemme i – Hun synes bestemt heller ikke at det smager godt – men virker umidelbart paralyseret af chok over konsistensen, så hun siger intet grimt om maden.

Det skaber bare en endnu mere underlig og trykket stemning.

Den mellemste, hvis sanseapparat åbenbart endnu ikke må være udviklet nok – antager jeg – skovler stadigvæk grøden i sig.

 

Yoghurt hjælper ikke!

Det bliver knækbrød i stedet. Men vi alle er lettede. Undtagen far — der som den sidste forsøgskanin sætter sig ved bordet.

Åh hvor han udskyder det – den første skefuld. Kaffen er næsten drukket – sporten er forlængst opdateret via mobilen – der er ingen vej udenom.

“Det er som at spise haletusser” … men smagen er nu meget god. Udbryder han i et morgengrynt der på en vis er forsøgt at siges mildt, for at skåne mine følelser og samtidig ikke skjuler den gru han føler ved at spise den gungrende substans i skålen.

Jeg tror faktisk at han ender med at være den der spiser mest <3 han er nu god af sig, den mand!

 

😀

 

Kan jeg få lidt hjælp her!? Jeg har været vandt til de mest tossede skøre naturlige sundheds-ting hele mit liv — Jeg er blevet opflasket med dem hjemmefra af min mor. Men når chiafrø får væske – dér starter bare en kædereaktion, som jeg slet slet ikke er hip nok til – eller har fundet fidusen til. Er der nogen der kan hjælpe, med gode opskrifter og råd. Det virker jo umidelbart mega smart med det der “kolde grød” direkte fra køleskabet – men det er jo som hjernemasse og små haletusser i konsistensen. Spiser I andre virkelig det – eller har jeg misforstået noget?

Chiafrøene bliver indtil hjælpen er kommet mig til undsætning – gemt væk i div. bagværk – hvor de smager helt vidunderligt! <3 Tror at jeg vil forsøge at hælde “haletusserne” i et af mine “på slump”-bagværk og se om ikke jeg kan få noget fornuftigt ud af dem – bryder mig ikke om at hælde dem i toilettet (det ville jo være dyreplageri). Projektet forsøges opdateret her også.

 

Stort kram, fra en nu ret sulten Miss Mihura – aka Overskudsmama :*

Skulle du ud fra min formidable anmeldelse af denne yderst delikate ret, have behov for selv at prøve kræfter med den, kommer her opskriften – Bon appetit!:

2-3 spiseskefulde chiafrø
2 dl mandel eller hasselnøddemælk
1 spiseskefuld ribs
1 spiseskefuld kokosflager
2 spiseskefulde frosne blåbær

Bland det sammen – smid det på køl min. 4 timer – rør gerne i det.

BUM! :*

Sandheden om pandekager

Hej alle.

Når jeg får besøg af børn herhjemme (legeaftaler mv.) og jeg ikke har haft mulighed for at forberede mig på noget voldsomt spændende – så er pandekager, altid et godt udgangspunkt.

😀

#snyder mig til et #flygtigt #øjeblik med min #bog, mens jeg alligevel #venterpapandekagerne ☺ #Overskudsmama #øko #økologi #økologisk #pandekager

#snyder mig til et #flygtigt #øjeblik med min #bog, mens jeg alligevel #venterpapandekagerne ☺ #Overskudsmama #øko #økologi #økologisk #pandekager

Jeg har næsten altid ingredienserne til en pandekagedej hjemme og som oftest så har vi også forskelligt hjemmelavet syltetøj og vaniljesukker på lager.
Når nu jeg skriver “sandheden om pandekager” – så er det fordi at jeg har en idé om, at alle andre end mig, kan finde ud af at lave pandekager efter en opskrift. HVAD GØR I?! Fordi min dej ændrer sig ofte fra gang til gang – også selvom at jeg benytter den samme opskrift – og jeg må derfor altid mærke efter og improvisere. 🙂

Derfor er jeg næsten helt stoppet med at bruge opskrift og i stedet laver jeg pandekager på slump (ligesom i så mange andre opskrifter, i mit liv) .. Dette gør det meget nemt, men også ret besværligt for mig at dele den, når det så lykkes super godt.

🙈 Hvad der sker .. Når man forsøger at #multitalske 😂 .. #stoppermedatlæseogfacebookenu og #fokusererKUNpåpandekagerne 😳🎉

🙈 Hvad der sker .. Når man forsøger at #multitalske 😂 .. #stoppermedatlæseogfacebookenu og #fokusererKUNpåpandekagerne 😳🎉

Jeg går med en spirrende drøm om at udgive en lille håndbog om nem madlavning – med lette opskrifter til hverdagens travle dage. Opskrifter som børn kan lide og kan være med til at lave – og som bygger på grundprincipperne: få indgredienser, som man i forvejen har derhjemme, med inspiration fra det ungarske køkken, og i portionsstørrelser, så der er nok til dagen efter eller til at fryse ned.

Jeg kan næsten ikke selv påtage mig kreditten for den oprindelige idé – det er min fantastiske vendinde Gry, der har gået og punket mig for det igennem det sidste lange stykke tid – imens hun roser mine opskrifter (som jeg i al hast sms’er hende fra tid til anden), til jeg bliver helt flov og rosenrød i hovedet.
Det var faktisk også hende som i tidernes morgen støttede blog-idéen.. hmm… (bare lige en flygtig tanke) <3
Hun er sgu noget af det dejligeste menneske, veninde og en person der betyder uendeligt meget for mit liv. Tak for det søde Grylle :*

Nå, men tilbage til pandekagerne.
Fordi NU kommer hele dilemmaet med min såkaldte drøm.
HVORDAN skriver man opskrifter ned, som man laver forskellige fra gang til gang? 😀 .. Det må være det helt store spørgsmål der skal løses, førend at jeg overhovedet kan gå i gang med noget som helst. Men indtil da, får I lige min mors opskrift på pandekager; som altid danner “udgangspunkt” for mine utallige variationer:

Ps: varm kakao – og popkorn (selvfølgelig poppet i gryde med olie), er også nogle af favoritterne herhjemme, til når der er legeaftaler i farvandet og mor her, ikke har fået handlet vildt ind 🙂

Urtekrams popkorn benytter vi os meget af herhjemme. Og er en ting vi altid har "på lager".

Urtekrams popkorn benytter vi os meget af herhjemme. Og er en ting vi altid har “på lager”.

Pandekager:

200 g hvedemel

1 tsk. sukker

1/4 tsk. salt

1/2 tsk. revet citronskal (kan undlades)

3 æg

ca. 4 dl. mælk

3 spsk. øl, vand eller danskvand

Smør eller olie til stegning.

Hæld først væske, derefter de øvrige ingredienser i. Rør/pisk 1-2 min. til det ikke klumper mere. Lad dejen hvile i 30 min.

Hæld lidt fedtstof i en flad pande og varm den til den ryger let. Hæld lidt dej på panden og drej panden rundt for at fordele dejen jævnt. Bag pandekagerne ved jævn varme til den er lysebrun. Vend den (evt. pral lidt og kast med den – ungerne vil elske dig for det 😉 ..), og bag den færdig.

Kan fyldes med: ALT (næsten).

Vi blogges :*

Miss Mihura – aka Overskudsmama