Man kan hurtigt blive forvent, til sol og lyse dage, hvor underholdningen kun er en strandtur eller gåtur/legeplads tur væk. Men på en gråvejrsmorgen, formiddag og eftermiddag – som det var i dag – hvad laver vi så?

Jamen egentlig ikke så meget andet, end vi gør på alle andre dage, faktisk. Måske er det ikke det allermest inspirerende at læse, men jeg er ikke typen der smører et tykt lag glasur på, blot for at dække over virkeligheden. Virkelighedens verden herhjemme er den, at vi faktisk næsten aldrig planlægger – med mindre det er deciderede ture vi skal eller vi skal involvere andre. Ellers så gør vi tingene ret spontant og i det tempo som lige passer til den dag. Det kan have sine “downsides” som i dag, hvor mit humør ikke har været til de store udskejelser og derfor er der ikke rigtigt blevet bestilt noget med børnene. Til gengæld, så gør spontaniteten også, at vi på mange andre tidspunkter oplever at gøre helt almindelige kedelige hverdage lidt mere spændende, ved bare at kaste os ud i ting, efter vores tankers spil. Jeg har som før nævnt, heldigvis nogle børn, der godt kan underholde sig selv — jovist, det kommer selvfølgelig ikke uden problemer, at lade børn lege frit. til tider er jeg da heller ikke den mest positive og overskudsagtige mor, når jeg for 17. gang på en dag finder Munte med hænderne nede i melbøtten og der ligger sådan ca. 1/2 kg. mel ud over hele gulvet. Men så sker det også, at der i den resterende tid, hvor børnene ikke driver gæk med huset og mine nerver, at de finder deres egne pusterum og fordybelser. Det er guld værd – synes jeg. Både for mig, rent egoistisk – fordi så kan jeg få noget andet fra hånden eller bare sidde og observere – lade op til der sker endnu en kaotisk konflikt og finde min balance, så jeg kan håndtere det fornuftigt.. Men også for børnene, der får SÅ meget ud af at løse deres egne konflikter og selv kan få lov til at skabe de ting, som de føler for. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke sætter mig ned med dem og leger, fjoller eller sætter aktiviteter i gang. Det gør jeg selvfølgelig også ..

Men hvad er så budskabet med dette indlæg. Jo, nu skal I høre. Jeg savner simpelthen en ærlig, jordnær men visionær gråvejsdagsplan, derude på nettet. Jeg oplever mest; udflugtsmuligheder eller aktiviteter som er sat i gang af voksne. Hvad med, at lave en gråvejsdagsplan hvor top 5 er noget a la:

5: Lad børnene selv vælge deres tøj for den dag. Der er så meget læring i at mærke efter om det tøj de har på giver mening ift. vejret og det som de selv mærker på kroppen. Hvis I har flere børn, vil I som forældre måske også opleve, at ikke alle jeres børn er ens ift. kuldeskærhed osv. (måske I godt vidste det i forvejen). Men for børnene er det i sandhed både en praktisk læring, og samtidig også en fest af en leg, at få lov til at vælge frit. Jeg husker talrige eksempler på, at mine piger, både er kommet ned ad trappen iklædt bukser, nederdel OG kjole, på samme tid. Det giver næsten altid anledning til at fortsætte dagen til musik og holde en lille fest eller et modeshow.

4: Omvendte dage: Det kan, alt afhængig af, hvor store børnene er, være en sjov aktivitet at gøre tingene lidt omvendte. For eksempelvis holde en Flødebolledag. En dag hvor man spiser flødeboller lige så meget som man har lyst – med start fra morgenstunden af, hvor dagen bliver præsenteret med et stort fad flødeboller på sengekanten, med ordene: “I dag er det flødebolledag”. Pandekagedag kan også fungere rigtig godt. Specielt, da man kan servere pandekager i forskellig form, både til morgenmad (sødt), til frokost (salt) og til aftensmad igen (salt og sødt) uden at det bliver kvalmt, som ved flødebolledag 😀 .. Ellers har jeg oplevet folk der har haft dage, hvor det er børnene som får lov til at bestemme. Det betyder at de har ansvaret for at handle ind, lave mad, bestemme om de vil i skole, om forældrene skal på arb. osv. Den glæder jeg mig til at alle pigerne er blevet gammel nok til. Igen har jeg oplevet, at de folk der har haft sådan en dag – ender med at blive mega bevidste om, hvor dygtige deres børn egentlig er også til at vælge de rette valg.

3: Sæt noget film på, som er anderledes. Et teaterstykke, eller noget dokumentar. Snak om det – og lad ellers børnenes fantasi få frit spil. Som regel følger der en god leg i kølvandet, på ny viden.

2: Hvad har du lyst til i dag? Et simpelt spørgsmål, der for de fleste børns vedkommende bliver besvaret simpelt, med svar som: “Jeg vil gerne lege med min bamse”. Følg det .. evt. involver dig i det. Lad børnene vide, at alle ting – store som små er gode nok og sjove nok, til at man bruger tid på det. I stedet for at begynd på sætninger som: “Ej kunne det ikke være mere sjovt, at lege med modellervoks i stedet” .. og underkend barnets egne tanker og lyster – og pålæg barnet en retning af hvad der er rigtig sjovt. Jo vist vil de helt sikkert også synes at det er sjovt – måske endda sjovere end at lege med bamsen .. Men næste gang barnet så spørger (en dag hvor du ingen tid i verden har til at orkestrere modellervoks i lange baner og rensning af div. møbler bagefter), er det så trist at skulle sige nej – og barnet derefter har behov for hjælp til en anden leg, da det ikke tænker at hans/hendes ideer er gode nok. Der er selvfølgelig grænser. Tivoli, hver anden dag, blot pga. barnet selv finder på det – er selvfølgelig ikke det som jeg mener. Spørger de om “store ting”, som er umulige eller “for besværlige”, så gå i dialog med børnene og snak med dem, om der evt. kunne være et alternativ eller, at den gode idé kræver at I planlægger en dag i fremtiden og så involver barnet i planlægningen – og gør det til “legen” i stedet. Det er selvfølgelig helt okay også at sige nej og guide.

1: Ked jer sammen. Det er godt for jer alle, at kede jer. Tanker får lov til at løbe frit og blande sig, med hverdagens tankemylder og kan bane vejen frem for en masse uforløste ting, lyster og løsninger. Lad være kun at smide børnene ind på deres værelser og så sæt dig ned og se tv (i hvert fald ikke hele tiden). Ked dig i stedet sammen med dem. Observer dem – snak med, når de snakker .. og så se an hvad dagen bringer. Måske eventyr – måske afslapning. Men vigtigst af alt er ikke, hvad I laver sammen, men det faktum at I er sammen.

Også på en regnvejrsdag.

Læs evt. mit tidligere blogindlæg om: Af med skoene og hop med dine børn i vandpytter

:*

Edith Mihura – aka Overskudsmama

Så gik ferien rigtigt i gang .. Som førnævnt har jeg dette år, 9 ugers ferie – indtil jeg skal starte i praktik på Hillerød sygehus og påbegynde mit 4. semester som jordemoderstuderende.

Pædagogerne i My og Muntes institution har alle påtalt meget tydeligt, hvor “flot” de syntes at det var og “sejt”, at jeg beholdt børnene hjemme, hele ferien. Det har jeg studset lidt over og må ærligt erkende, at jeg ikke helt kan se en anderledes løsning, i hvert fald ikke for vores familie. Men det kom nu alligevel bag på mig, at det ikke var normen. Altså selvfølgelig ikke det faktum at folk trækker deres børn ud af institutionsøjemed i 9 uger og tager fri fra arbejde. Det er ikke det jeg mener. Jeg mener i stedet – at hvis man har fri og ferie – er det så virkelig normalt at lade sine børn blive passet i institution? Det håber jeg da ikke .. Men måske jeg bare er en naiv og blød jordemoderstuderende?

9 uger er længe .. dejligt længe! Det er en helt fantastisk mulighed man har som mor og studerende .. den tid er guld værd – synes jeg – og bør udnyttes. Fordi lige pludselig bliver jeg en færdiguddannet jordemoder, en del af samfundstromlen og kan kun få 2 ugers fri (hvis jeg er heldig) i sommerferien.

“Jamen hvad nu hvis børnene keder sig?!” .. Ja forhåbentlig er det lige præcis det, de kommer til! Mine børn har, ligesom jeg selv og Søren, en travlt hverdag og weekender, der bliver ædt op, af fødselsdage, legeaftaler og div. arrangementer. Derfor tror jeg virkelig også, at de har brug for det. 9 uger i kedsomhedens tegn 😉 … Jeg kender det fra mig selv, efter en lang arbejdsdag.. man orker ikke den fødselsdag man skal til eller den tur på bakken i weekenden man havde planlagt, fordi man allerhelst bare vil lave ingenting – ingen planer have og bare kunne være og føle efter, hvad man egentlig har lyst til. Det er netop det som kedsomhed ikke er .. det er ikke ingenting! – Det kommer nemlig helt an på fra hvilken vinkel vi ser tingene. Kedsomhed er ikke ingenting – men muligheden for alting! Når man ser sådan på det – så er kedsomhed virkelig noget helt specielt og fantastisk .. Det er muligheder. Muligheder for at udforske, for at være og for at bestemme selv og føle rigtigt efter! Det synes jeg personligt er en gave, som jeg har mulighed for at give til mine piger, med en så lang sommerferie <3 .. Det er jeg meget taknemmelig for – på mine, men allermest på deres vegne!

Nu er det jo heldigvis sådan, at mine børn aldrig keder sig — de siger det dog ofte højt, at de gør. Men virkeligheden er, at de altid finder på noget.. og skulle de ikke gøre det, så lader jeg dem være. Jeg har ikke travlt med at sætte dem i gang med alle mulige projekter hele tiden. Nogle gange skal der bare ikke ske noget – og kedsomheden trækker lidt ud. Men det slår aldrig fejl .. i kølvandet på kedsomheden, kommer også de allerbedste og mest dybe lege og ønsket om at indgå kompromiser (med sine søstre), så legen kan fortsætte. Det er virkelig en gave at se på og opleve. Det er sådanne tidspunkter at jeg føler mig allermest ydmyg og taknemmelig, for de børn jeg har været så privilegeret og heldig at få æren af at opfostre. Det er i de momenter, at jeg bliver meget bevidst om, hvilke fantastiske mennesker de vil vokse op og blive til. Det er i disse momenter at jeg er stolt af dem .. men også af os selv, som en familie <3

Der vil altid være en “indkøringsperiode”, hvor man lige skal finde hinanden og veje hinanden af (altså børnene – men bestemt også os voksne). Man hører også tit, at folk synes at det er hårdt at tage børnene med på ferie fordi at de er ved at rive hovederne af hinanden. Det er netop det, der sker i indkøringsperioden. Vi er så vandt til at være i vores vandte rammer, som inkluderer meget tid hver for sig og en vanepræget hverdag. Når vi så pludselig står med alle muligheder åbne – så skal man lige finde den rette balance – og det kan sagtens tage nogle uger – for nogle. Derfor er jeg også vildt glad for at vi har så længe fri herhjemme, fordi de første uger bliver helt sikkert også en proces herhjemme. På den måde når vi faktisk at have mange uger, hvor roen og balancen har trumfet den hårde start, der ofte vil være forbundet med ferier.

Jeg ønsker ikke at virke til at ville diktere hvad andre skal gøre, jeg fortæller blot nogle af mine egne erfaringer her .. Alle har deres egne ting som de gør, som gør dem stolte som forældre og som mennesker .. dette er en af mine. Jeg elsker at finde inspiration i andre – og med dtte ude, ønsker jeg at inspirrere de mennesker, som har muligheden for lange sommerferie (dog med stor bevidsthed om, at ikke mange har det)..  Jeg synes at det er vigtigt at fejre de ting som man synes at man gør godt — fordi virkeligheden er, at vi alle også begår fejl og at vi netop ikke er perfekte hele tiden .. Det skal vi også turde snakke højt om. Så folk kan se, at vi alle er ens og uperfekte, på den vis. Men ligeledes, når vi gør ting som er anderledes eller som vi er stolte af – skal vi også turde sige det højt. Det er vigtigt!

Jeg håber at alle får en rigtig dejlig ferie med jeres kære <3

:*

Miss Mihura aka Overskudsmama

Hej blog.

Som lovet; et lille indlæg om sanglege og rytmik med sine små. Samt en opskrift på en lille hjemmehæklet “dværg”.

En to tre .. Og en lille “dværg” blev til. Et styks “fingerdukke” til sang/historie-leg med den lille. 😉💕 #Overskudsmama #hækle #uld #øko #dværg #fingerdukke #hjemmelavet #homemade #leg #rytmik #sang #tidtilnærvær #nærvær #nærværmedminebørn

Hej igen.

Som lovet kommer her et indlæg med en kort liste og lidt forklaringer på div. bæreredskaber, til hvis man ønsker at bære sine børn. Jeg ved at der findes utalligt mange flere – men jeg har valgt kun at fokusere på dem, som jeg benytter mig af, eller har prøvet selv.

Bæreselen:

Søren med My i vores Ergobaby <3

Den første bæresele jeg benyttede mig af, var med vores nr. 2 (My) – dette var en Ergobaby. Det var dejligt, at have hænderne frie til den store (Melina), samtidig med, at jeg kunne mærke, at My følte sig tryg og “med”. Min kæreste (Søren), benyttede sig også af den og i dag er det den eneste af vores bære”dimser”, som han bruger – til trods for det relativt fleksible udvalg, vi har herhjemme 😀

.. Den kan benyttes helt fra nyfødt af, hvis man sætter en babyindsats i. Denne synes jeg dog (på trods af at jeg brugte den til My), var vildt irriterende, ukomfortabel og ikke mindst utrolig varm. Men som almindelig bæresele, til efter at de kan holde hovedet selv – der synes jeg faktisk at den er super praktisk og god – også selvom jeg ikke selv benytter mig af den mere.

Den kan bære på 3 måder; Front, på hoften og bagpå (ryggen). Og så kan der også laves kryds med selerne, så “vægten” bliver jævnt fordelt over hele ryggen og ikke kun direkte på skuldrene (men dette kan den selvfølgelig også).

Strækviklen:

Tror at dette billede er taget dagen efter eller samme dag for Muntes fødsel. Hun sidder og putter i en Boba strækvikle <3

Inden Munte blev født købte jeg en strækvikle, da jeg var sikker på, at det var det helt rigtige, til en lille baby. Mit valg faldt på en Boba strækvikle. Den var også super god – men den blev hurtig varm, lang og tung at bære med. Strækviklen er som navnet siger: Et langt stykke stræk-stof der er god til at give sig og svøbe/holde den lille tæt til kroppen. Den er ikke så fleksibel, da der ikke findes synderligt mange bindinger til den, samt at man kun kan binde den i frontbindinger. Den er meget elastisk og derfor kan den heller ikke bære tungere børn, behageligt. Egner sig derfor bedst til spæde børn og de mindste.

Hybridviklen:

Billedet er lånt – og klippet til – så kender desværre hverken kvinden eller barnet på billedet – men dette er den hybridvikle, som jeg lånte. En lækker hippie-sag fra Wrapsody

Jeg forsøgte en kort overgang med en hybridvikle, som jeg lånte af en af Melina’s klassekameraters mor (puha det lød langt) .. Jeg lånte den af en der hedder Maria (det var lidt kortere 😀 ).
Det var den, der gav mig rigtig mod på at vikle med fastvikler, som jeg kastede mig meget hurtigt over i stedet for den lange hybridvikle.

En hybridvikle er ligeledes et langt stykke stof. Denne kan betegnes som en blanding mellem en strækvikle og en fastvikle. Altså er den lavet i et materiale, der er “fastere”-vævet end strækviklen .. dog stadigvæk med en smule stræk i stoffet, men ikke så meget, at den er “elastisk” og “gynger”. Den jeg benyttede mig af, var tyndere og derfor mere fleksibel for mig, at bruge, end strækviklen var – og den kunne bruges både i front – hofte og ryg-bindinger .. Men for mig var det stadigvæk ikke helt godt nok.

… derfor…

Fastviklen (ta ta da daaaaa):

Dette var vores første fastvikle. En vikle fra Ellevill – billedet er fra et opslag, fra en handletur, med de 2 små.

En fastvikle er et langt stykke stof, vævet i materiale der er “fast” og derfor ikke har stræk i sig. Nu tænker jeg, at I er med 😉

.. Jeg kunne selvfølgelig godt gå hen og blive ekstremt nørdet nu, og snakke om Bounce osv., men det tænker jeg ikke at mit indlæg skal handle om. I stedet vil jeg som sagt, forklare så “nemt og lige til” som jeg kan, hvad forskellene er – hvilket jeg tænker at I snart allerede har styr på nu 😉 ..

Idag vikler jeg mest på ryggen – her i vores Almittra Tattva.

Almittra Tattva Phirozi – i en binding der hedder DHCCCB (Double Hammock Candy Cane Chest Belt).

… En fastvikle, altså en vikle, hvor der ikke er stræk i – har den egenskab, at den kan vikles på RIGTIG mange måder. Både front, hofte og ryg. Den kan bære stort set alle aldre. Og den er “lettere at ånde i” (synes jeg) end f.eks. strækviklen. Det skal dog siges, at der findes et utal af materale-kombinationer og derfor er der selvfølgelig MEGET STOR forskel på dem – og også prismæssigt.
Fastviklen fås i flere størrelser og derfor kan mange synes at det virker uoverskueligt at begynde med sådan én. De fås i Europa i størrelserne 2-7 (8) og en str. 6, er nok den, de fleste vælger at starte med, da den passer de fleste “almindelige” (nu skal jeg selvfølgelig passe på at generalisere) kropstyper, i en FWCC (Front Wrap Cross Carry) binding (som er den binding de fleste starter med) – Hvorfor må I ikke spørge mig om – da jeg egentlig synes at der er andre bindinger (og størrelser på vikler der kan være lettere at lægge ud med .. men pyt 😉    …)

Her på ryggen – og med begge arme fri – i én af vores elskede Firespiral’s.

Når man så kommer rigtigt i gang med sin første fastvikle og man beslutter sig for at udvide sit sortiment – så ender man ofte alligevel med at købe kortere og/eller længere vikler, da det igen kommer meget an på hvilke bindinger man benytter sig mest af. Puhha – jeg håber ikke at jeg har tabt nogen endnu.
Altså; en fastvikle er meget fleksibel men kræver (ligesom de andre) øvelse.

Ringslyngen:

Vores smukke Didymos Aurora ringslynge (og en nussklud selvf. 😉 .. ).

Efter at have investeret i et par fastvikler (i forskellige og samme størrelser), så så jeg mig alligevel ikke helt tilfreds. på nettet så jeg ofte folk benytte ringslynger – og tanken om en “nem” ringslynge lød tillokkende, til at have med i bilen permanent, til de hurtige indkøbsture eller spontane mini-udflugter. Jeg købte en smuk smuk én. Og den er ganske rigtigt fantastisk til de korte ture – MEN den kræver lige lidt øvelse, til at få til at sidde rigtig godt – og dybt i sædet. Jeg synes til gengæld, at når man har fået styr på den, at den holder hvad den lover. Altså den er nem og let at tage frem og så fylder den ingenting. Men lange ture ville min ryg dog ikke kunne klare. Det gør sig gældende for den – at denne også kan benyttes; front, hofte og på ryg. Og køber man én med “lange haler” (altså en lang version) – så vil man helt sikkert også kunne få den til at blive bedre i vægtfordelingen med en type binding der hjælper på dette – og på denne måde vil de kunne få samme egenskaber, som en almindelig fastvikle – men så går lidt af “fidusen” ved at den er lille og handy, dog af den, synes jeg.

Andet:

Så har jeg prøvet Maitai og Vikletai — i princippet fungerer disse som Ergobabyen. Der er et stykke stof, til at holde baby på plads, enten foran, på hoften eller bagpå – og så vikler/snor/binder man den i kryds enten front, eller over ryggen. Den er smart – men jeg synes at de fylder meget – og er svære at lægge sammen i skabene eller have med, pga alt det stof, der ikke er sådan liiige at folde i en firkannt – derfor har jeg heller ikke rigtigt benyttet mig så meget af mine.

Gældende for alle disse bæreredskaber er, at man bærer sine børn på en ergonomisk korrekt måde (for børnene). Principperne er at man skal sørge for, at børnene sidder i et godt og “dybt” sæde – hvor knæ er placeret over numsen (i højde). På den måde bliver vægten båret i knæhaserne, lidt på samme vis, som hvis man selv sætter sig over en stang og lader sig hænge med hele ens vægt i knæhaserne. Det er ikke tung, for ryggen og man kan sidder og “hænge” i timevis (aahhh måske ikke som voksen 😀 .. but you get the point). Endvidere skal man sørge for at børnene sidder i “frøstilling” og som sagt dette med knæene godt oppe. Det er vigtigt at børnene vender indad – da dette giver en god tryghed. Har man et nysgerrigt barn, vil en rygbinding eller hoftebinding, hvor den lille kan kigge med – være at foretrække – frem for at vende baby med front udad. Vender man baby med front udad – kaldes dette ikke for “Ergonomisk korrekt” og mange mener at det ikke skærmer børnene tilstrækkeligt. Desuden er det svært at få pladceret ben og numse ergonomisk korrekt – hvis man vender baby udad (tror egentlig ikke at dette lader sig gøre). Men diskusionen; “Børn indad eller udad”, vil jeg ikke komme videre ind på i dette indlæg.

Jeg håber at I kunne bruge mine forklaringer til noget. I er mere end velkomne til at spørge, hvis I synes at jeg mangler at forklare om noget – eller, hvis I har spørgsmål. Som sagt, mener jeg IKKE at der findes én måde, at være mor på – derfor så betyder disse indlæg ikke, at jeg underkender andres holdninger til emnet eller deres måder at gøre tingene på.

Som med alt andet på min blog, er det udelukkende personlige holdninger og valg og jeg anerkender at ikke alle ville vælge som jeg og jeg respekterer at andre gør ting anderledes <3 ..

:*
Miss Mihura – aka Overskudsmama

Ps: Jeg har som førnævnt lovet et lille oplæg hos Sundhedsplejen i Fredensborg Kommune, om netop “viklerier” uden alt det kringlede d. 30/10 2017 .. Så hvis man bor i nærheden og kunne ønske sig at lytte lidt mere til mig – så vil jeg være at træffe her <3 :*

En af mine – lad os kalde det; “hobbyer” – er at vikle, slynge, bære. Jeg anser mig selv som værende rimelig nede på jorden med det – og jeg benytter viklerne praktisk i min hverdag. Det står mit hjerte meget nært og det at vikle og at ‘bære mit barn’ betyder rigtig meget for mig og for vores familie. Jeg vil ikke kalde mig en decideret “nørd” til det – men når man går op i noget, kan man godt fremstå en smule tosset –især hvis andre ikke kender til detaljerne omkring ens vikleri. Derfor tænker jeg lidt – at jeg vil skrive dette indlæg om, hvorfor jeg benytter viklerne og i hvilke situationer, jeg benytter dem. Jeg vil lade det være en lille inspiration for andre – og et forsøg på at beskrive ‘det at vikle’, uden alle de fancy ord og betegnelse, som indenfor vikleverden, ikke altid just inkluderer udenforstående (efter min mening).

En vikle, er et bæreredskab – et langt stykke vævet stof, som man kan få i forskellige længder, (prisklasser) og kan binde på forskellig vis. Det er et bæreredskab, som kræver lidt øvelse, men da der findes mange forskellige bindinger – så er der som regel altid noget som passer til ens temperament og kunnen. Egentlig kunne jeg have skrevet et helt nørdet indlæg omkring de forskellige typer vikler der findes mv. – men det er ikke min hensigt at gøre folk mere forvirrede eller få dem til at føle at det er besværligt. Meningen med dette indlæg er som sagt mest ment som en indroduktion i, hvorfor jeg vælger at vikle og så vil jeg muligvis følge dette indlæg op, med en lille ukompliceret guide til hvilke typer vikler mv. der findes og hvad man som nybegynder kan kigge efter og vælge, hvis man kunne tænke sig at prøve kræfter med vikleriet eller blot det at ‘bære sit barn’.

Historisk set har folk ikke haft de samme “friheder” som vi har i dag, hvor vi triller rundt med vores barnevogne og fylder den op med alskens hygge og legetøj – så vi både kan give baby en hyggelig tur, mens at vi måske tager en coffee2go inde i byen eller en sludder med veninderne. Man har dog altid haft sine børn med sig. Og netop det med at have sine børn nær – er grundstenen i det ‘at vikle’ og i at ‘bære sit barn’.
I mange lande er det en helt nødvendig del af “børnepasningnen”, at have dem med sig og man ser det rigtig meget i de lande hvor kvinderne enten bliver nødt til at arbejde i deres eget landbrug eller hvor de hurtigt skal tilbage og arbejde ude, at de bærer børnene i forskellige bæreredskaber. I Danmark har vi langt oftere tyet til barnevogne eller kravlegårde. Hver land, altså sine redskaber – men med nogenlunde samme formål. Med ønske om at have børnene nær (passe på dem), samtidig med at man kunne få “noget fra hånden”.

En hånd til alt det som er vigtigt <3

Det praktiske:
Med 3 børn er det for mig en gave at give – dem alle sammen – at vikle. Den følelse man kan få, ved 3 børn, at man ikke har hverken hænder nok – eller nærhed nok, til alle 3 på samme tid… afhjælpes helt vildt meget med en vikle. Når jeg vikler den lille – får hun nærhed og er med. Hun lytter til mine ord, mit åndedræt og mærker mine bevægelser, min varme og min duft. Hun er tryg. Her kan hun overskue ALT! (Og mad er også indenfor rækkevidde 😉 ..)
Min pige på 3 år, som er i gang med at opdage hele den fysiske og talte verden – kan snildt blive holdt i hånden over stok og sten – når hun har brug for nogen til at gribe hende i hendes hop og spring i mellem alt lige fra, træstammer til kantsten eller en hånd til at give opmuntrende klem når hun i sin færd, fortæller mig om alt i mellem himmel og jord.
Den store, på 8 år – som egentlig ikke altid behøver at blive holdt i hånden – har dog alligevel altid lige en hånd til rådighed – når også hun, har brug for et klem eller en måske hel arm, til når jeg trækker hende ind til mig i et knus med tilhørende kys på hovedet. Der er stadig massere af plads til hende, selv om hendes 2 små søskende fylder en hel del mere og kræver en stor portion af min opmærksomhed.
… Dette (og mere til) kan jeg pga. min vikle. Nu skal det ikke lyde som en af de der tv-shop reklamer… Og jeg siger ikke, at man ikke kan alt dette uden en vikle. Men jeg føler mig stærkt overbevist om, at man som minimum, ville blive nødt til at fjerne fysisk kontakt og fokus fra min. 1 af de 3 i længere perioder, hvis jeg ikke havde den yngste i et bæreredskab.
3 børn fylder meget (dejligt meget og hårdt meget) – og på denne måde er der ligesom lidt mere plads til os alle (inkl. mig selv).
At skulle støvsuge, lave mad mv. betyder ikke nødvendigvis, at man skal vikle – men nogle gange så står man alene, med en lidt træt/sur/pyldret/morglad baby og en hulens masse husligt, der også skal nås – og til dette formål er viklen altså genial. Det at kunne smide en morsyg baby på ryggen, der med ét lyser op og pludrer og griner med (og ikke blot skal affinde sig med sit eget selskab i en kravlegård, væk fra hendes centrum (mor)..) – og at man så samtidig når at klare alt det praktiske, inden huset igen bliver fyldt op af storesøstre og en far, der kommer hjem. Det er virkelig en gave for alle parter. Det giver overskud og giver én en følelse af at være en fantastisk forældre, synes jeg!

Her er jeg igang med at vikle hende op – Munte har en fest! <3

Det at være tæt på hinanden .. ikke længere væk end et kys <3

Det emotionelle og psykiske:
Det at være tæt på sin mor – er vigtigt. Det er især vigtigt for de helt små – hvor både tilknytning og amning, er 2 emner, som jeg sagtens kunne skrive hele indlæg om. Men jeg vil her i stedet tage udgangspunkt i det “at mærke hinanden” .. Det er så fantastisk at opleve sit lille barn falde helt til ro tæt på én 1. gang man prøver det, med en vikle. Det føles så nært og trygt – næsten som at have dem inde i maven, bare mere “virkeligt” og direkte. Og måske falder den lille også i en dyb og tryg søvn – som ved et trylleslag. Så smelter ens hjerte .. det er en fantastisk varm, omsorgsfuld og kærlighedsfuld følelse!
… Man siger også, at der er “sovestøv” i viklerne og selvom det er ment som en lille hobby-intern-joke, så er det ikke desto mindre den følelse man står med. SÅ føler man sig meget moderlig og sej! Det er lidt en magisk følelse og noget helt specielt. Og det er også denne følelse der gør, at man holder ved, og bliver bidt af vikleriet. Det er guf for vores oxytocin og det er guf for det bånd der skabes imellem mor/far og baby. Det er også denne følelse der gør, at man ihærdig bliver ved og ved med at øve og fornye sit “bindingsforråd”, med nye og mere interessante bindinger.

Øjeblikkene hvor vi putter – inden trætheden tager over og øjnenlågene lige så stille falder tungt <3

Det fysiske:
Jeg startede allerede med at ‘bære’, My (nr. 2) ergonomisk . Dette var i en Ergo-baby bæresele og denne var jeg rigtig glad ved. Den var praktisk for Søren og jeg og den var virkelig en livreder dengang, da My som førnævnt altid har været lidt af en vildbasse. Vi kendte ikke til vikler dengang. Det har sidenhed ændret sig – men Søren benytter stadig mest Ergo-babyen til Munte, hvor jeg er mest til vikleriet.
At bære ergonomisk er vigtigt for mig, da jeg bærer ofte og fordi, at jeg mener at dette er bedst for børnenes udvikling og fysik. At bære indad mod kroppen er ligeledes vigtigt for mig – da jeg mener at små børn bør skærmes så vidt det er muligt. Nysgerrige børn (som My og Munte begge har været tidligt), har jeg valgt at bære tidligt, på min ryg, hvor de bedre kunne være med og se verden – men stadig med kroppen ind mod mor eller far – deres tryghed – deres base. Og netop det at have en base og tryghed mener jeg er essentiel for ét barns udvikling. Det at være sikker i sit fundament – gør også at man tør opleve og gøre mere på egen hånd, i vished om, at mor/far er lige her ved mig.
Som oftest oplever jeg kun positive eller undrende/nysgerrige blikke, når jeg vikler. Men fra tid til anden, oplever jeg også kritik. “Kan dit barn ikke gå selv!?”.. “Sikke forkælet, det barn bliver!” .. samt mere i den dur. Til dette, vælger jeg ikke at svare i situationerne .. det gider jeg simpelthen ikke at bruge min tid på. Men her kan jeg tilføje, at de sundhedsplejesker og fysiterapeuter jeg kender, alle har ment, at det er godt for motorikken og at børnene i selve bæringen sidder og følger mors bevægelser og indlærer dem sammen med hende, plus at de træner alle deres små, stabilliserende musker i kroppen – så deres “core” får rigtig god træning. Samtidigt kan de uden problemer falde helt sammen og slappe af, da deres vægt bliver båret i deres knæhaser og ikke i deres unge ryg. Derfor mener jeg, at ergonomisk bæring er den mest skånsomme og fysisk komplimenterende bæringsform. Og derfor ville jeg personligt aldrig, hverken vende mit barn udad eller bære det i en sele, hvor vægten fordeles i skridt og ryg, på barnet (f.eks. en babybjörn bæresele og disse typer).
My kunne gå da hun var 9 mdr og Munte da hun var 8 mdr. Og de er begge fysisk stærke og meget gode motoriske.

Dette var lidt om mine grunde til at vikle og at bære ergonomisk – jeg vil meget gerne svare på spørgsmål, hvis der skulle være nogle. Som med alt andet på min blog, er det udelukkende personlige holdninger og valg og jeg anerkender at ikke alle ville vælge som jeg og jeg respekterer at andre gør ting anderledes <3 ..

:*
Miss Mihura – aka Overskudsmama

Ps: Jeg har lovet et lille oplæg hos Sundhedsplejen i Fredensborg Kommune, om netop “viklerier” uden alt det kringlede d. 30/10 2017 .. Så hvis man bor i nærheden og kunne ønske sig at lytte lidt mere til mig – så vil jeg være at træffe her <3 :*