Forskellen på hvor stærk jeg kan føle mig som jordemoderstuderende og hvor svag jeg føler mig som rejsende på en flyver. Et tankestrejf i luftrummet mellem Athen og København.
Ovenpå en lang periode hvor flyskræk, ikke har fyldt meget, men alligevel har fyldt en del ved div. rejser – fandt jeg mig selv et lidt andet sted på turen hjem fra sommerferie i Grækenland.
Det er virkelig vildt hvordan vi som mennesker kan være stærke i nogle sammenhænge .. finde vores styrke og så brage igennem med alt vores lys .. og så stå i andre situationer – det kan være hverdagssituationer eller som i mit tilfælde; en flyvetur, – hvor vi pludselig mister al vores “umpf”, vores mod, vores kontrol og styrke.
Jeg synes det at flyve er meget grænseoverskridende. Jeg vil sige, at jeg er kommet frem til, efter denne ferie, at jeg finder flyvning; tåleligt.. men en kærlighedsromance bliver det nok aldrig til. Jovidst, synes jeg at det er sjovt, spændende og (lets be honest), temmelig sejt.
Men mit hovede (hvis jeg ikke giver min krop og åndedræt fuldt fokus) har før været lyn-hurtigt til at danne katastrofetanker. Jeg tror at det handler meget om kontrol, i mit tilfælde.. Men Edith, du har da heller ikke kontrol over en fødsel. Nej – men dér har jeg (får jeg) redskaber og som minimum, en dør jeg kan smutte ud af for at hente hjælp.
Det er nok tankerne omkring, at jeg på forhånd allerede skal acceptere “at man skal dø oppe i den flyver, hvis det går galt”, når jeg sætter mig ombord, der dukker op. Fordi jeg ved, at jeg intet vil kunne stille op, såfremt der skete en ulykke. Det synes jeg er temmelig syret. En accept af døden.
Jeg har forsøgt at tænke mig frem til, hvad lektien bag denne konklusion så må kunne være, for mig som menneske. Jeg tror at det i virkeligheden er vigtigt at turde at acceptere (måske ikke ligefrem døden), men at give sig selv lov til at acceptere “det værst tænkelige”. Om dette er os med angst.. om det er i forbindelse med egen usikkerhed i nye situationer.. Måske vi blot skal acceptere det værst tænkelige udfald – for så at gå u-bebyrdet ind til de ting som vi frygter allermest. Det er i virkeligheden også det man forbereder sig på, som jordemoderstuderende. Man læser og tænker sig til samtlige scenarier og håber så derefter på, at man ikke støder ind i dem. Måske det er dette, der giver mig mere ro på fødegangen end i en flyver? Et ved jeg i hvert fald: Jeg følte lettelse. Jeg følte styrke, da jeg gav slip og accepterede primissen om at vi alle ville dø. Med ét kunne jeg pludselig være i mig selv og være i nuet. Jeg kunne mærke mig selv og jeg kunne parrere mit sind, når katastrofetankerne kom væltende. Fordi, primissen om at vi kunne dø, allerede var accepteret – så intet kunne nære min angst, min frygt for alt det som min hjerne præsenterede mig for. Lidt tåbeligt – men det virkede.
Søde drømme i 11000 meters højde – viklen bruges som tæppe <3
Om jeg helst vil have flyvertoast eller fødegangstoast? Tja – den i flyveren smagte jo egentlig ret godt, da først primissen var accepteret og turen frem og tilbage var skøn og ferien var virkelig fantastisk. Men den var føøøking dyr. En mindre investering af tanker, blot for at kunne nyde én lille flyvertoast (for mig). Og så kostede den samtidig det sammen som 50 fødegangstoast – så den var også dyr på det lavpraktiske plan 😀 .. Jeg må nok bare acceptere at jeg er en person der allerhelst (hvis jeg skal vælge) vil vælge at have mine fødder solidt placeret i et par fostervandsvåde Birkenstock på en fødegang – med en fødegangstoast som mit hurtige mellemmåltid, i travlheden. Men jeg er ikke dér hvor jeg ville fravælge en flyvertoast – den har også fået sin charme efter denne ferie.. og det har været utrolig lettende! <3 Så for fremtiden vil jeg klart vælge fødegangstoast til hverdag og flyvertoast i ferierne (hvis vi lavpraktisk har råd)
Jeg sidder i toget på vej til bogreception og får for første gang en inderlig følelse af, at angsten har sluppet sit kontrollerende tag i mig. Jeg ved dog at angsten er en følgesvend og derfor vil jeg ikke fornægte det faktum, at jeg helt sikkert vil mærke trykket i brystkassen, mit sinds svimlen og hjertets galopperen igen – Men lige dér i toget sidder jeg og føler mig fri .. fri fra angstens greb om min tilstedeværelse – om mit liv. Jeg føler mig som Edith igen. Den gamle mig .. dog med mindre modifikationer i form af en personlig udvikling. Det er SÅ befriende .. og turen hvordan jeg kom hertil har været indædt hård og lang for mig. Jeg får gåsehud og lader stolt en tåre trille fra mine øjne, mens jeg smiler for mig selv – lige dér midt i toget, foran alle pendlerpassagerne.
Som førnævnt, fik jeg for ca 9 mdr. siden konstateret stress af min læge, med en henvisning til psykolog – der så kunne fortælle mig, at jeg ikke blot havde fået stress – men at stressen havde skubbet til noget angst, der endte ud i panikangstanfald, hvor jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Lige siden den diagnose, har jeg forsøgt at forhutle mig frem til en løsning der fungerer for mig, for min angst og for stressen. Jeg er nu kommet frem til, at jeg bl.a. ved hjælp af øget fokus på egenomsorg og sjælelig velvære, er bevæget mig i en retning med min sygdom/sygdomme, så jeg næsten føler mig som mig selv, inden angsten.
Da jeg blev skidt de første par gange, anede jeg vitterligt ikke, hvad det var som havde ramt mig. Jeg følte det som et godstog med 200km/t og jeg kunne ikke stoppe det, ikke kæmpe imod det – jeg var låst og rædselsslagen. Min hjerne forsøgte at forklare dette rationelt med, at det måtte være fysisk og jeg var ved at blive alvorligt syg eller dø. Den følelse glemmer jeg aldrig. At føle at man er sikker på at dø og at man er så bange, at man ikke engang kan få det sagt over sine læber. “Jeg er ved at dø!” .. “Jeg er bange!”
Efter enhver storm, kommer der ro på vandene.
Men disse vande var ikke blot rolige, de var tykke som mudder og holdt mig fanget dybt i dynget. Efter et anfald blev jeg træt.. Jeg blev så træt som jeg aldrig har oplevet før – hverken førstetrimesters-træthed eller sene 12-timers vagter vil kunne bære styrken af den fuldkommen overrumplende udmattelse jeg følte hver dag. I kølvandet på denne udmattelse kom frygten og den konstante og altopslugende følese af, at; “der er noget galt med mig”. Jeg følte samtidig også en vis higen efter at løse gåden og samtidig en frygt for hvad dette mysterie kunne lukke op til. Intet andet kunne jeg fortage mig. Hvis ikke jeg var angst for angsten, havde et panikanfald eller sov, så forhutlede jeg mig, i min desperation frem til mulige årsager som kunne være grunden til min angst og til mulige løsninger der kunne dække som et plaster på såret. Tankemylder og en overstresset skræmt hjerne, det var mit liv. Jeg var inde i mit hovede SÅ meget. At føle livet ægte – det kunne jeg ikke i denne periode – jeg gik i en osteklokke – og det er mig et under, at jeg klarede min praktik med et 12 tal og stadig levede ved siden af som et nogenlunde (udadtil) helt menneske, i hvert fald når mine børn var til stede. Men lige så snart de ikke var der – eller i de fleste andre sammenhænge, var angsten og frustrationerne over den, min tætteste kompagnon. Jeg husker tydeligt en fødselsdag, hvor jeg måtte gemme mig i fødselarens soveværelse. I slukket lys liggende på en køling seng, græd jeg mig til en form for ro, midt i et begyndende panikanfald. Ingen vidste noget. Kun Søren. Søren var en skat. Søren har altid været guld værd. Han har virkelig været min bundsolide støtte hele vejen igennem, når jeg følte at kontrollen ellers var revet fra mig. Kontrollen over mig selv – mine tanker, følelser – min krop, min hjerne. Angst er altomfattende!
Reaktionerne:
Min angst har mest af alt været tilknyttet mit åndedrag, træthed og varme. Bliver der varmt, bliver jeg hurtigt meget bevidst om det og føler jeg mig pludselig meget træt, trickes min angst også.
>> Har jeg nu drukket nok – hvad med salt/sukker .. jeg drikker lige lidt vand og spiser det her æble. Er her ikke lige lovligt varmt her?! Puha – nu trækker jeg også vejret dårligt. Træk nu vejret Edith. Jeg kan ikke trække vejret .. Jeg er svimmel .. Mon jeg besvimer? Jeg besvimer .. Jeg må væk! Jeg er bange. Hvad nu hvis jeg dør. Skal jeg ringe til nogen? .. Ej det er fjollet – der er jo ikke noget galt – se du står jo op, og du har farve i kinderne. Nu tager du hjemad og så sover du fra det – så bliver det godt igen. Ja du tager en beslutning nu Edith! Jamen det gik lige så godt det hele. Jeg har ikke haft det sådan her i 5 dage. Hvad nu?! Hvad er der galt med mig?! Puha – ej jeg har det altså virkelig dårligt lige nu.. Jeg kan ikke vente på bussen til toget .. jeg går. Så holder jeg mig igang. Skriver lige til Søren, hvor jeg er. Hvis nu jeg falder om og dør, lige her. “Haraldsgade”.. ÅRH hvilket nr.? PIS! træk nu vejret Edith – det er bare et angstanfald – du kan godt det her. Kig efter en firkant – følg den med øjene og træk vejret 4-4-4-4 … Se det virker.. Toget. Nu er der ikke langt igen. Snart hjemme. Hvorfor er her så varmt!? Træk nu vejret Edith. Nu kan jeg jo ikke stå af mellem Hellerup og Kokkedal! Men hvad nu hvis jeg får det rigtig skidt eller besvimer? 4-4-4-4 .. firkanter! Det virker ikke..
En SMS: “Hej Søren, sidder i toget – bare så du lige ved det 🙁 elsker dig og pigerne overalt i verden!”.
Jeg når ikke at læse svaret – lukker i stedet øjnene og sætter min hypnose på med dyb afslapning…. “Kokkedal station” .. Angsten letter – jeg hører ikke toget køre videre, jeg sover – jeg er helt væk – bombet til atomer .. Der er intet tilbage af mig – kun en skal. “Snekkersten station” .. Jeg vågner, slæber mig ud til cyklen. Bliver i min døsighed med vilje, for hurtigt at kunne falde i søvn derhjemme igen. Vil flygte væk under dynerne – væk fra denne her følelse – det her helvede. Jeg bliver aldrig mig selv igen. Jeg er så bange for det jeg føler – det jeg er lige nu. Ikke Edith – men en anden. Ser hele turen hjem, hvordan jeg bare vil smide alt når jeg låser mig ind og kravle op ad trappen til min seng – min dyne – og sove det hele væk. Hjemme, følger jeg planen .. forsvinder i en tung og drømmeløs søvn. Ville ønske at livet var en drøm og at den søvn jeg har lige nu, mit liv – uden angst og frygt – uden følelser.. Det er svært at falde i søvn og give helt slip – når det sker, er det en befrielse. Gid det her ikke var sket med mig! <<
Angst er individuel:
Jeg vil lige lade mine egne kragetæer stå lidt og lade i_ilden’s smukke og inderlige poesi fortsætte for mig. Hun beskriver nemlig så mange af de samme følelser som jeg stod i og stadigvæk kan stå med. Men i sin egen version. Det der er med angst er, at selvom ens angst kan minde (i form) om andres, så vil al angst være individuel. Følelser er individuelle. Det næste bliver i_ildens ord og billeder:
Hej angst der var du jo igen som et godstog med 200km/t
Ud af det blå råber du til mig med panik i stemmen “Hvad nu hvis?” “Måske får du en blodprop” “Måske er dit hjerte svagt” “Måske dør du om lidt, hvis du ikke gør noget” “Hvad nu hvis?” Jeg kender dig jo, angst Og ja, du har ret Måske sker det – det forfærdelige
Du ved hvilke knapper du skal trykke på Du løber rundt i kroppen peger alle uregelmæssigheder ud “Her, her, mærk efter, du skal dø!” Men jeg kender dig jo, angst Og ja, du har ret
Jeg skal dø I dag, i morgen eller om mange år
Indtil da vil jeg gerne leve
Hej angst du vil så gerne ses
Jeg ser dig Du behøver ikke at råbe så højt
.
.
.
Hjertet rasler rundt i brystkassen vibrerer bag øjnene i fingerspidserne som om kroppen vil splittes ad
Det svimler når jeg står sortner for øjnene i tankerne som om alting er forbi om lidt
Det gør ondt hvert åndedrag er en bevidst handling
i_ilden
.
.
.
Og når bølgen rammer igen er det så inderligt
ligegyldigt
hvor klar jeg var
hvor forventet den var
hvor frygtet den var
Den slår mig omkuld
uanset
Og jeg kæmper imod
kæmper for luft
kæmper for håb
mens hvert skår af
skrøbelig tillid
splintres til
ukendelighed
igen
Og jeg tror
på ingenting
griber i tom luft efter forsikringer
bekræftelser og beroligelser
Er det okay?
Er jeg okay?
Bliver jeg okay?
Kan man overhovedet være okay
når det gør så ondt?
igen
Og når bølgen rammer
igen
er det umådelig svært at huske
at alle ens svar og forsikringer
kun kan findes ét sted:
Dybt nede i vandet
hvor der altid er ro
i_ilden
Så troede man lige at man var ovre de anfald – for så at blive slået omkuld af endnu en “bølge”…
…Det er sådan jeg havde det i en forfærdelig lang periode.. Følte at jeg sank og at jeg (Edith) – den Edith som jeg altid havde været, forsvandt. Det var meget meget hårdt! Hvem ville den nye Edith være — og hvordan skulle jeg leve videre som hende (en forkrøblet og “forkert” version af mig selv). Ville jeg overhovedet kunne leve sådan her?!
Som jeg har skrevet om i blogindlægget; “Lidt om mine ritualer og momenter” og “Mælkesyrebakterier, vitaminer og stress” fandt jeg flere veje og personlige håndteringer for at finde min rute igennem stress og angst. Jeg kan i det efterfølgende ikke tage ansvar for om hvad folk får ud af det jeg skriver, og om folk kan bruge nogle af mine personlige værktøjer – men jeg ønsker alligevel at dele det som der har virket for mig – i tilfælde af, at det måske kan hjælpe andre.
Lidt om stress:
At blive syg af stress, er ikke en følelse der kommer pludseligt. Eller JO det er det – men det er en langvarig process at blive syg af stress. Stress optimerer os og gør at vi fokuserer og holde skruen i vandet. Men gør vi dette i lang tid og uden at passe på os selv samtidig, vil alle de hormonelle balancer og kemier i vores krop, der er med til at danne dette “overskud” kunne udløse andre kropslige reaktioner.
Hvad kan du selv gøre?:
Derfor: Reagerer din krop på stress, er det højest sansynligt fordi at du ikke har “passet på dig selv” over en længere periode og når “stressen så rammer”, vil det være din krop der sige: “STOP!” .. Derfor er det vigtigt at lytte til fysiske stresstegn, da de er tegn på, at man i længere tid har kørt på for højt tryk og derfor nytter det ikke noget at ignorere dem .. du vil KUN blive dårligere. Dette betyder ikke nødvendigvis at du skal sygemeldes – det gør bare at du bliver nødt til at tage din realistiske situation alvorligt og gøre noget aktivt og tage handling nu.
Lidt om angst:
Ofte noget med frygt for ikke at have kontrollen. Nå Amygdala (vores reptilcenter i hjernen) bliver alarmeret, vil den sende bølger af hormoner og kemier igennem kroppen, der alle kan påvirke kroppen fysisk men også hjernen psykisk. Flugt og kamp følelse og fysiologiske reaktioner samt frygt. Amygdala kan trickes både via tanker, følelser og kropslige fornemmelser, derfor kan eksempeltvis en mindre angst-reaktion hurtigt udmunde sig i et endnu større angsanfald, da et pludseligt bankende hjerte kan tricke endnu en omgang kamp og flugt-følelse og sådan kan kroppen og sindet kører i en dum ond cirkel og forværre ængstligheden. Problemet med angst er, at har Amygdala først begyndt sin alarmering, så kører resten ligesom på autopilot. Derfor kan det være meget svært (hvis ikke umuligt) at stoppe et angstanfald velovervejet. Disse realistiske tanker er simpelthen for langsomme og for lavt rangeret i forhold til vores reptilhjernes tanker og processer. Derfor handler angst i virkeligheden om, at lære sig selv at kende, så man kan anerkende angsten inden den slår til. Samt at benytte andre værkstøjer end tankerne, til at tøjle angsten – da angstanfald kun sjældent kan “snakkes til fornuft”. Samtidig er det vigtigt at man kan acceptere angsten som et livsvilkår, men ikke dyrke den. Selve det at have angst kan selvfølgelig ikke beskrives kort her – men det har givet mig utrolig meget forståelse for min egen angst, at have undersøgt, læst og lært om det. Så det vil jeg klart anbefale at man gør. Men ikke ift. symptomer osv. Mere ift. det der rent fysiologisk sker, når vi får angst. Faktuel viden er en grundsten i det at kunne forstå sin angst så man kan arbejde med den og ikke imod den. Angst for angsten kommer som en reaktion på det at have oplevet angst, som man jo netop ikke kunne kontrollere. Derfor går man og bliver angst for at genopleve angst, hvor man har haft mistet kontrollen. Angst har det samtidig med at forgrene sig – så når man slår noget af det ned, kan der ske et skift i angsten, så den udvikler sig et andet sted i ens bevidsthed (f.eks. bakterier) og PUF så kan man starte på ny. Det er også derfor at jeg mener at det er vigtigt, at man ikke “dyrker” angsten eller undersøger symptomer i for stor udstrækning – da dette kan gøre at ens angst forgrener sig ud af nye stier, man selv kan have kommet til ubevidst at anlægge.
Jeg har heldigvis været forskånet for dette – men mærkede det lidt ift. mine symptomer. Det gik fra varme, træthed og vejrtrækning, til pludselig også at være små rum (lidt klaustrofobi) og sygdom (hypokondri). Heldigvis, har jeg været god til at få skovlen under disse forgreninger og derfor har de aldrig fået lov til at udvikle sig og manifistere sig som en del af min angst. Nogle får det også mht. opkast. De bliver rædselsslagne for ikke at kunne kontrollere at de skal kaste op. Det at kaste op, skulle tisse eller at besvime, er på mange måder udenfor vores psykiske kontrol og derfor er det en typisk forgrening ift. angst for angst.
Søvn:
Søvnen var klart det som slog mig ud af kurs til at starte med – og jeg kan tydeligt mærke at får jeg ikke sovet nok, så skal der ikke meget til, før end at jeg begynder at mærke forstadierne i min krop til ansgt. Derfor vil et af mine bedste råd både ift. stress og angst være, at man prioriterer søvnen.
Hvad kan du selv gøre:
Forsøg ikke at slørre for mange af dine naturlige søvnprocesser, ved f.eks. at drikke meget kaffe, ryge cigaretter mv. da dette som sagt kan slørre for ens naturlige træthed og også være en kilde til urolig eller forskudt søvn. Jeg benyttede meget hypnose med “dyb afslapning” i en periode, med god effekt. Andre søvn meditationer, meditationer eller hypnoser kan også med fordel bruges. Jeg skifter lidt ud – og nogle aftener benytter jeg mig slet ikke af noget. Jeg fik også et godt råd fra en fysioterapeut omkring vejrtrækning. Øv dig i at trække vejret helt ned til kønsbenet – fyld maven godt op med luft, vha. næsen og slip vejret igen (med lyd) igennem munden. Denne del kan også bruges op til et anfald eller i situationer, hvor du føler dig utryg. Men ift. at sove godt, lød rådet: At man skal ligge sig ned i sengen med lukkede øjne og lave 40 af disse vejtrækninger. Så skulle man få en mere rolig og god søvn.
Vejrtrækning:
Som nævnt lige før, er en rigtig god måde at trække vejret på, at trække vejret via næsen, helt ned i maven, ned til kønsbenet og slippe det igen med lyd, via munden. Jeg bruger det, for at finde mit vejr. Når jeg bliver angst er det ofte min vejrtrækning der starter med at blive påvirket – jeg bliver simpelthen i tvivl om jeg trækker vejret rigtigt og om jeg får luft nok ind. Som oftest starter jeg med at puste AL luften ud – fordi så bliver den automatiske fysiologiske modreaktion, at trække vejret godt ind igen. Virker dette ikke, går jeg videre til de dybe vejrtrækninger. Mht. disse kan jeg gå 2-3 veje:
Enten bliver jeg i de dybe vejrtrækninger og forsøger at finde mit “anker” i disse. Lader mit sind KUN tænke på processen (i nuet) omkring vejrtrækningen. Nu trækker jeg vejret ind – og nu puster jeg ud… imens at jeg mærker med hele min krop, hvordan dette føles og om jeg får luften helt ned i maven og til kønsbenet. Jeg kan også begynde at tælle 4-4-4-4. Dette er en teknik, hvor man trækker vejret ind over 4 sekunder – holder vejret i 4 sekunder – puster ud 4 sekunder og holder pause i 4 sekunder. Dette er især godt til folk som hyperventilerer ved angst. Dette kan også kombineres med visuel fokus på eks. et vindue, hvor man følger rammen rundt, mens man tæller – så man bliver (i nuet) fra én kant til den næste kant osv.. På den måde flyttes fokus “fra kropens signaler over i en konkret ting, der ikke kan tricke noget hos angsten – en opgave at følge, så Amygdala ikke “får plads i hovedet”. Man kan også fokuserer på at tælle til 10 inde i hovedet, mens man trækker vejret og puster ud på hvert tal. Hver gang man bliver “lokket væk” fra ens tælleri, starter man på ny fra 1 af. Efter 10 starter man også på ny. Dette er også en øvelse man kan benytte ift. mindfulleness, som jeg også vil komme ind på senere. Den sidste vejrtrækningsteknik som jeg med stor fordel har haft brugt, har været at trække vejret dybt ind som førnævnt, men så at puste ALT hvad jeg kan, kraftigt ud igennem mine læber ad et “lille hul”. Dette gentager jeg min. 3 gange, indtil jeg føler mig renset – og kan starte på en rolig vejrtrækning igen.
Hvad kan du selv gøre: Øv dig på de forskellige vejrtrækningsteknikker – og find en styrke i at forankre din vejrtrækning, som en del af dit faste anker – det anker der skal holde dig fast, når bølgerne bruser.
Mindfullness og meditation:
Mindfullness og meditation er godt for alle mennesker – om de har stress, angst eller ej. Det er metoder, hvorpå man kommer sig selv nærmere og øver at mærker efter i sig selv og sin krop. Samtidig kan det være værktøjer som man kan forankre som fysiologiske værktøjer, så når man står i en stressfyldt eller angstfyldt situation – har man nogle værktøjer at gribe ud efter og nogle få kører måske allerede på en slags autopilot og kan helt være med til at stoppe angstanfald. Desuden vil et roligt sind og krop have mindre sandsynlighed for at blive angst. Jeg har også haft stor gavn af at kunne tage dem op midt i et angstanfald og forsøge at lytte til dem. De giver en form for tryghed, da man kender dem og samtidig har jeg også kunne benytte nogle af dem som værktøjer, der direkte i situationen har kunne hjælpe mig til at komme “ud af min angst”.
Visualisering:
I en lang periode hvor jeg havde meget svært ved at tage toget til og fra skole – med en følelse af, at jeg jo ikke ville kunne stige af, hvis jeg fik et anfald – benyttede jeg mig meget af en visualiseringsteknik, hvor jeg på forkant “forudså” hvilke dejlige ting der ville ske på turen. Jeg forestillede mig så at sige turen hele vejen fra jeg stod op om morgenen og frem. Mens jeg forestillede mig billederne for mit indre – lagde jeg lyd, lys og dufte på, som gav mig tryghed, ro og glæde. Kanelduft, en duft af roser og røgelse – smilende mennesker og en følelse af lettethed.
Når jeg så tog turen, havde jeg allerede plantet positive frø i min bevidstehed. Stærke visualiseringer med positive følelser og tanker. Derfor var angsten og det som kunne gøre mig ængstelig ikke det første der forplantede sig i min hjerne under selve turen. “Jeg havde jo kørt den før – i lethed”. På denne måde kunne jeg komme “Amygdala” i forkøbet. Jeg tænker at denne teknik også vil kunne hjælpe ved eksaminer, fødsler osv. Jeg benyttede det faktisk inden min køreprøve, med god effekt. Både mht. teori og til den praktiske køreprøve. 😉 Jeg bestod i hvert fald begge prøver i første hug – og jeg havde endda en it-basseret eksamen lige inden den praktiske køreprøve (som jeg også fik 12 for) .. Pral 😀 … Ej men jeg er faktisk mega stolt af det <3
Psykolog:
Få hjælp! Det er ingen skam at fejle psykiske lidelser. Det er en skam at leve med dem i stilhed. En af de ting som kom allermest bag på mig da jeg fik angst var, hvor mange mennesker der levede med det eller havde haft det. Det var en kæmpe trøst for mig, i tiden, hvor jeg var sikker på, at jeg aldrig ville blive et helt menneske igen. Så husk at snakke højt om det, hvor I finder jer trygge i det. Findes styrken ikke til at sige det til nærmiljøet, så henvend dig til din læge og få en henvisning til psykolog. Det er en befrielse ikke at føle sig forkert – og det er en lettelse at få det fortalt til nogen. Endvidere, kan netop disse mennekser måske give dig en masse støtte og hjælp, der kan være det skridt der skal ligge vejen for resten af din bedring.
Jeg håber at jeg har fået lidt af det hele med. Og ellers må I hjertens gerne skrive til mig her eller via Instragram.
Hvor er jeg selv lige nu:
Ja hvor er jeg så selv? Jeg er nok ved at være dér hvor jeg føler at jeg har fået ok styr på min stress og angst – men jeg føler mig stadigvæk ikke helt sikker. Det er en kæmpe bekymring for mig, når nu jeg skal starte i praktik på mandag – om stress og angst nu igen skal følges med mig og tage styrringen. Helt personligt, tror jeg ikke at jeg vil kunne klare at have det som jeg havde det for ca. 9-6 mdr. siden (hvor det var værst) og samtidig være i praktik igen. Det er en meget skræmmende tanke. Derfor bruger jeg også ret meget tid på at forberede mig til det. En af disse ting var bl.a. at sige det dirkete (i en mail) til min uddannelsesansvarlige og skrive det til mine kommende kontaktjordemødre. Sideløbende lytter jeg til meditationer og plejer min sjælefred og indre gudinde. Det lyder alt sammen meget fancy – men for mig virker det, at prioritere mig selv og lære at være tro mod mig selv, mine følelser og tanker. Dette kan jeg skrive om i et andet indlæg.
En rigtig vigtig ting som min psykolog fortalte mig – da jeg efter 5 ugers ro i min angst, pludselig fik endnu et anfald, og blev væltet helt af pinden igen – var: At stress har måske taget 1 år om at opbygges, til det niveau, der gør, at jeg fik det sådan og fik angst. Det tager ca. samme tid, at komme af med stress igen. Derfor skal man huske at holde sig selv i ørerne og ikke “erklære sig rask” som det første og derefter bare pøse pres på igen, når man føler sig “rask” det første stykke tid. Fordi så falder hammeren bare igen. Det er vigtigt at fortsætte sin restitution over en længere periode, uden at tilføje unødigt pres, selvom det kan være ganske tillokkende, når man endelig føler sig lidt “normal” igen for første gang, længe. Det var en hård lektie for mig. At føle mig rask, men stadigvæk ikke pøse ekstra opgaver på .. meget unaturligt .. Men det har aldrig slået fejl – at hver gang, jeg troede at jeg var ok – og igen begyndte at oppe mit tempo — så fik jeg et anfald PROMTE! Så vejen til healing er desværre ikke kort – men den kan blive begyndelsen på et meget bedre og sundere jeg. Et jeg, hvor man ikke ignorerer egne grænser og hvor gaven helt klart for mig personligt har været, at lære hvor min grænse går til. Sådan har jeg det i hvert fald lige nu. Jeg er et sindsygt godt og positivt sted i mit liv, hvor jeg passer på mig selv, udvikler mit selv og samtidig stråler til verden og har overskud til at give ud. Men jeg er også bekymret og lidt nervøs for praktikopstart.
Det har været og er en sand rejse… Jeg er ikke den samme person, som jeg var før jeg fik angst — jeg er en anden version af denne. En 2.0 version. En bedre og mere optimeret version – men også blot et menneske.
Hej jeg hedder Edith og jeg lever med angsten som min følgesvend – og det er helt okay <3 ..
…Der er en vej ud af angst og stress <3 du er mega sej, og du kan godt klare det!
Smil til din krop i dag — den er fantastisk lige som den er – ligesom dig .. ligesom jeg .. ligesom alle!
En del af min egen selvudvikling igennem det seneste år, har også været at forholde mig til min vægt på en positiv måde. Jeg er en af de mennesker, der ligesom så mange andre har taget på i voksenårene og som ikke føler at dette billede, er en del af deres eget selvbillede. I mit hoved er jeg normalvægtig med hofter og en god barm. Sådan har jeg alle dage set ud før jeg blev gravid første gang. Derfor snyder min hjerne mig til at tænke dårligt om den krop jeg har nu. Godt hjulpet på vej at stigmatisering og tabuer.
Jeg har før haft tabt mig – men har taget det hele på igen, ved hver graviditet. Nu er det så sådan, at jeg har kæmpet ekstra længe denne gang og det var virkelig hårdt psykisk. Specielt fordi at jeg ikke kunne give mig ordenligt hen til det – da jeg har haft så mange andre ting, der har fyldt afsindig meget. Bl.a. mine 3 børn og et nyt studie. Fyldt op af dårlig samvittighed og en masse tanker om, hvor dårlig “denne krop” var for mig, eskalerede det til, at.. Det gad jeg simpelthen ikke mere!
Al den dårlige omtale af mig selv (via dårlige undskyldninger; men for hvem) og genertheden der fulgte med overalt – det måtte blive et afsluttet kapitel.
Derfor begyndte jeg for et års tid siden at omtale mig selv som værende overvægtig med et smil. Det var nok mit første spæde skridt – til at tage kontrollen.
Det var bl.a. for ikke at hænge fast i den der: “Ja jeg har jo taget lidt på efter fødslen – men det skal jo nok komme af igen, når jeg er færdig med at amme og børnene er blevet lidt større …osv osv” – alt i mens jeg gemte mig i alt for stort og sort tøj og havde det ad helvedes til, med mig selv, ude blandt andre mennesker..
Jeg blev så flov over mig selv hver gang jeg hørte mig selv undskylde mig fra min egen krop, fordi sandheden var, at jeg mest sagde det for andres skyld, fordi at jeg var flov over stadigvæk at være overvægtig. Fordi at det jo er forkert i vores samfund!
Mens jeg sidder her og skriver det, bliver jeg også meget påvirket af at tænke tilbage på det. En følelse af ikke at være god nok – at være forkert. En følelse som jeg ikke ønsker i mit liv eller i min families. Jeg har som sagt 3 skønne piger der alle skal vokse op og være stolte af dem selv, lige som de er, lige meget hvordan de ser ud og hvilke veje i livet de vælger .. Og så sad jeg der for et år siden og følte mig så forbistret forkert, som jeg var! Det måtte være løgn!
Så godt inspireret af ønskerne for mine børn, samt en øget omtale om body positive generelt, gav det mig mod nok til ikke at gemme mig så meget og turde stå ved, hvem jeg er og hvor jeg står med det, i mit liv faktuelt og positivt.
Jeg er overvægtig. Jeg vejer for meget og har gode fedtdepoter. Men samtidig med det forholder jeg mig også til, at kiloene sidder godt. De sidder på røv og hofter – og derfor er det en “sundere form” for overvægt, da jeg ikke har så meget fedt omkring mine organer. Det lovpriser jeg nu i stedet. Men det er stadigvæk svært og jeg har da bestemt også mål om at komme i en bedre form. Men nu handler det allermest om at være sund og rask, mere end om at opfylde fysiske mål. Har man først sagt overvægtig, har man allerede stigmatiseret sig selv og hele det efterslæb af tanker der følger med dette, både for én selv og for alle andre. Det ved jeg også godt. Men det er bevidst! Det er en måde at føle mig stærk på, ved selv at italesætte det, som definitionen er. Det giver mig kontrollen. Det giver mig empowerment!
Body positive = empowerment!
Det er lige meget om du er overvægtig, undervægtig eller normalvægtig – de termer er sat efter logaritmer. Jeg hader logaritmer og opstillede fakta. Vi er ikke logaritmer – vi er mennesker af kød og blod og fedt – og vi er unikke og perfekte lige som vi er. Hvis man ønsker at ændre det man har – skal det være ud fra ens eget ønske og egne ressourcer – ikke på baggrund af andres standarder. Det er vigtigt!
Så vi bør tage kontrollen og stå ved vores kroppe.
Nok begyndte min body positive rejse for et års tid siden – men det er først nu at jeg rigtig tør at stå ved det, melde mig lidt ind i kampen og poste et billede af mig selv med oppustet mave osv. på Instagram. For mig vil det tage små skridt og dette var endnu et lille af dem. Målet er endnu ikke nået .. men jeg skal nok fortsætte min rejse. Det er det hele værd .. det er jeg sikker på!
Man kan hurtigt blive forvent, til sol og lyse dage, hvor underholdningen kun er en strandtur eller gåtur/legeplads tur væk. Men på en gråvejrsmorgen, formiddag og eftermiddag – som det var i dag – hvad laver vi så?
Jamen egentlig ikke så meget andet, end vi gør på alle andre dage, faktisk. Måske er det ikke det allermest inspirerende at læse, men jeg er ikke typen der smører et tykt lag glasur på, blot for at dække over virkeligheden. Virkelighedens verden herhjemme er den, at vi faktisk næsten aldrig planlægger – med mindre det er deciderede ture vi skal eller vi skal involvere andre. Ellers så gør vi tingene ret spontant og i det tempo som lige passer til den dag. Det kan have sine “downsides” som i dag, hvor mit humør ikke har været til de store udskejelser og derfor er der ikke rigtigt blevet bestilt noget med børnene. Til gengæld, så gør spontaniteten også, at vi på mange andre tidspunkter oplever at gøre helt almindelige kedelige hverdage lidt mere spændende, ved bare at kaste os ud i ting, efter vores tankers spil. Jeg har som før nævnt, heldigvis nogle børn, der godt kan underholde sig selv — jovist, det kommer selvfølgelig ikke uden problemer, at lade børn lege frit. til tider er jeg da heller ikke den mest positive og overskudsagtige mor, når jeg for 17. gang på en dag finder Munte med hænderne nede i melbøtten og der ligger sådan ca. 1/2 kg. mel ud over hele gulvet. Men så sker det også, at der i den resterende tid, hvor børnene ikke driver gæk med huset og mine nerver, at de finder deres egne pusterum og fordybelser. Det er guld værd – synes jeg. Både for mig, rent egoistisk – fordi så kan jeg få noget andet fra hånden eller bare sidde og observere – lade op til der sker endnu en kaotisk konflikt og finde min balance, så jeg kan håndtere det fornuftigt.. Men også for børnene, der får SÅ meget ud af at løse deres egne konflikter og selv kan få lov til at skabe de ting, som de føler for. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke sætter mig ned med dem og leger, fjoller eller sætter aktiviteter i gang. Det gør jeg selvfølgelig også ..
Men hvad er så budskabet med dette indlæg. Jo, nu skal I høre. Jeg savner simpelthen en ærlig, jordnær men visionær gråvejsdagsplan, derude på nettet. Jeg oplever mest; udflugtsmuligheder eller aktiviteter som er sat i gang af voksne. Hvad med, at lave en gråvejsdagsplan hvor top 5 er noget a la:
5: Lad børnene selv vælge deres tøj for den dag. Der er så meget læring i at mærke efter om det tøj de har på giver mening ift. vejret og det som de selv mærker på kroppen. Hvis I har flere børn, vil I som forældre måske også opleve, at ikke alle jeres børn er ens ift. kuldeskærhed osv. (måske I godt vidste det i forvejen). Men for børnene er det i sandhed både en praktisk læring, og samtidig også en fest af en leg, at få lov til at vælge frit. Jeg husker talrige eksempler på, at mine piger, både er kommet ned ad trappen iklædt bukser, nederdel OG kjole, på samme tid. Det giver næsten altid anledning til at fortsætte dagen til musik og holde en lille fest eller et modeshow.
4: Omvendte dage: Det kan, alt afhængig af, hvor store børnene er, være en sjov aktivitet at gøre tingene lidt omvendte. For eksempelvis holde en Flødebolledag. En dag hvor man spiser flødeboller lige så meget som man har lyst – med start fra morgenstunden af, hvor dagen bliver præsenteret med et stort fad flødeboller på sengekanten, med ordene: “I dag er det flødebolledag”. Pandekagedag kan også fungere rigtig godt. Specielt, da man kan servere pandekager i forskellig form, både til morgenmad (sødt), til frokost (salt) og til aftensmad igen (salt og sødt) uden at det bliver kvalmt, som ved flødebolledag 😀 .. Ellers har jeg oplevet folk der har haft dage, hvor det er børnene som får lov til at bestemme. Det betyder at de har ansvaret for at handle ind, lave mad, bestemme om de vil i skole, om forældrene skal på arb. osv. Den glæder jeg mig til at alle pigerne er blevet gammel nok til. Igen har jeg oplevet, at de folk der har haft sådan en dag – ender med at blive mega bevidste om, hvor dygtige deres børn egentlig er også til at vælge de rette valg.
3: Sæt noget film på, som er anderledes. Et teaterstykke, eller noget dokumentar. Snak om det – og lad ellers børnenes fantasi få frit spil. Som regel følger der en god leg i kølvandet, på ny viden.
2: Hvad har du lyst til i dag? Et simpelt spørgsmål, der for de fleste børns vedkommende bliver besvaret simpelt, med svar som: “Jeg vil gerne lege med min bamse”. Følg det .. evt. involver dig i det. Lad børnene vide, at alle ting – store som små er gode nok og sjove nok, til at man bruger tid på det. I stedet for at begynd på sætninger som: “Ej kunne det ikke være mere sjovt, at lege med modellervoks i stedet” .. og underkend barnets egne tanker og lyster – og pålæg barnet en retning af hvad der er rigtig sjovt. Jo vist vil de helt sikkert også synes at det er sjovt – måske endda sjovere end at lege med bamsen .. Men næste gang barnet så spørger (en dag hvor du ingen tid i verden har til at orkestrere modellervoks i lange baner og rensning af div. møbler bagefter), er det så trist at skulle sige nej – og barnet derefter har behov for hjælp til en anden leg, da det ikke tænker at hans/hendes ideer er gode nok. Der er selvfølgelig grænser. Tivoli, hver anden dag, blot pga. barnet selv finder på det – er selvfølgelig ikke det som jeg mener. Spørger de om “store ting”, som er umulige eller “for besværlige”, så gå i dialog med børnene og snak med dem, om der evt. kunne være et alternativ eller, at den gode idé kræver at I planlægger en dag i fremtiden og så involver barnet i planlægningen – og gør det til “legen” i stedet. Det er selvfølgelig helt okay også at sige nej og guide.
1: Ked jer sammen. Det er godt for jer alle, at kede jer. Tanker får lov til at løbe frit og blande sig, med hverdagens tankemylder og kan bane vejen frem for en masse uforløste ting, lyster og løsninger. Lad være kun at smide børnene ind på deres værelser og så sæt dig ned og se tv (i hvert fald ikke hele tiden). Ked dig i stedet sammen med dem. Observer dem – snak med, når de snakker .. og så se an hvad dagen bringer. Måske eventyr – måske afslapning. Men vigtigst af alt er ikke, hvad I laver sammen, men det faktum at I er sammen.
For ca 1/2 år siden konstateret stress af min læge, med en henvisning til psykolog – der så kunne fortælle mig, at jeg ikke blot havde fået stress – men at stressen havde skubbet til noget angst, der endte ud i panikangsanfald, hvor jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Lige siden den diagnose, har jeg forsøgt at forhutle mig til en løsning der fungerer for mig, for min angst og for stressen. Jeg er nu kommet til, at jeg bl.a. ved hjælp af øget fokus på egenomsorg og sjælelig velvære, er bevæget mig i en retning med min sygdom/sygdomme, så jeg næsten føler mig som mig selv, inden angsten.
Angst for angsten slog oftest til i forbindelse med at jeg ikke følte mig groundet i min krop eller psyke. Hvis jeg f.eks. havde det varmt, ondt eller andet fysisk, gik tankerne agurk og triggede ting i mine tanker, der fik Amygdala til at reagere. Derfor blev det, at kunne holde en vis balance i min fysik og derved også min psyke, et meget relevant mål for mig. Det at spise og drikke rigeligt og fornuftigt/varieret har aldrig været et issue for mig. Jeg har altid været god til lige netop denne del, men jeg har nu alligevel fået mig et øget fokus på hvad, hvor meget og hvornår jeg spiser og drikker. Hvilket har været vigtigt for mig – i min proces med at heale mig selv. Ud over dette, begyndte jeg også at løbe – from scratch, hvilket også gjorde en masse godt for både min psyke og mine kropsenergier. Dette kombineret med de momenter og ritualer, som løbende er kommet til og bliver prioriteret i min hverdag, har gjort at jeg virkelig føler at jeg er ved at være ude på den anden side igen, og dette med en følelser af, at det er min egen skyld – mit eget engagement og min egen styrke, der har fået mig derhen.
Jeg husker tydeligt at jeg som barn fik Kefir til morgenmad, når vi var i Ungarn. Min mor hamstrede dem med hjem, som var det billigt slik, da disse endnu ikke kunne købes i DK. Jeg husker allertydeligst konsistensen som værende virkelig mærkelig. Smagen var syrlig men mild og den gjorde virkelig noget godt for maven. Jeg spiser det hver morgen den dag i dag, når vi er hjemme i Ungarn <3 ..Min mor snakkede ofte om mælkesyrebakterier og gik så meget op i det, at hun i en lang periode lavede sine egne yoghurtprodukter, for bl.a. at kunne spise de mælkesyrebakterier, som ikke var til at skaffe i DK, til en ordenlig pris. Derfor har jeg altid vidst, hvad mælkesyrebakterier er og hvad de gjorde godt for. I dag kan man heldigvis få mælkesyrebakterier via rigtig mange gode produkter og præparater. Herhjemme spiser vi det i yoghurtvarianter og ellers i pilleform. Min mor har selv benyttet sig af mælkebøtte-ekstrakt også og denne kunne jeg virkelig også godt tænke mig at prøve, når vi engang er færdige med de sidste piller vi har.
Probiotika
Men hvorfor disse mælkesyrebakterier?
En tarm er ikke bare en tarm .. I vores tarmsystem, er en stor del af vores immunforsvar tilknyttet – lige omkring 70 %. Mælkesyrebakterier er med til at støtte tarmens bio og gør at immunforsvaret ikke er belastet, men i stedet er klar til at bearbejde og yde det arbejde, som der er dens primære arbejdsopgave. Der findes mange forskellige stammer af mælkesyrebakterier og disse er alle med til at stabilisere en normal tarmflora. Det produkt jeg benytter lige pt, hedder Lactocare Daily og indeholder også Zink. Zink hjælper til en stabil omsætning af kulhydrater, proteiner og fedt og til et normalt syre-base-stofskifte – hvilket er et af vores krops aller vigtigste forsvarsmekanismer indefra og ud. Mælkesyrebakterier kendes også som Probiotika – som egentlig betyder; sundhedsfremmende mikroorganismer .. Og dette er præcis hvad de er og gør for mig og mit velvære. De sundhedsfremmer .. De behandler ikke (som medicin) – de sørger for at opretholde noget som i forvejen er raskt, status quo. Det er en tankegang jeg godt kan lide.
De vitaminer og kosttilskud jeg tager ved siden af, er alle ud fra samme grundtanke. Ikke ment som en medicin der skal kurere mig – men som noget der skal hjælpe med at styrke og opbygge – sådan at jeg bliver stærkere og sundere. Jeg tager almindelige vitaminer, som har tilsat ekstra B vitaminer (der går ind og støtter op om de energier, der modvirker stress, træthed mm.). Disse er fra Solaray og hedder All Energy.
B vitamin er hjælpeenzym der bidrager til en masse livsvigtige funktioner i kroppen; nervesystem, hud, lever, kredsløb og selv ens hår. Endvidere er der i de piller jeg tager, tilført helsekost der også støtter kroppen, mod træthed og stress. Jeg tager ydermere omega 3,6 og 9 i form af både kæmpenatlysolie, planteolie og fiskeolie i ét præparat. Dette præparat hedder Solaray All-Omega 3-6-9. Disse bidrager til en normal hjertefunktion og til at vedligeholde et normalt kolesterolindhold i blodet. Vi spiser faktisk en del fisk – men jeg tager dem alligevel, da jeg ikke tror at det fisk som jeg indtager, rigtig batter i den lange ende. På den her måde, føler jeg mig sikker. I en periode tog jeg også noget ekstra jern og jeg overvejer rent faktisk at begynde at tage noget ekstra magnesium, for at bidrager til normal balance i kroppens næringssalte. Men der er rent faktisk magnesium, D-vitamin m.fl. i min “almindelige vitaminpille med ekstra B-vitaminer og kosttilskud”, så jeg lader det nok lige blive ved tanken foreløbig.
Det skal siges at jeg ikke mener, at man bare skal tage lidt vitaminer og bakterier for at blive rask med angst eller noget som helst andet psykisk eller fysiologisk! – Er man syg bør man søge læge og derfra lave sin egen plan mod at nå sine mål. Jeg har været så privilegeret, at jeg har fundet min sti – men min sti er ikke nødvendigvis, din sti .. Men hvis jeg kan inspirere til at andre søger mod at finde deres egen vej – vil det selvfølgelig være et ultimativt højdepunkt for mig … Jeg har fået hjælp hen ad vejen – både med psykologsamtaler og egenterapi. Skulle du sidde derude og have det rigtig skidt fysisk eller psykisk – så tøv ikke med at få hjælp og sig det højt – jeg tror på dig! Og vigtigst af alt: Du er ikke alene! – Der er en vej ud .. <3
