Jeg er i den seneste tid blevet spurgt en hel del til det, med at studere på jordemoderuddannelse og til det, med at have børn samtidig.

Jeg oplever at kvinder skriver til mig, da andre har fortalt dem, at det er svært, hårdt og at de “sikkert ikke vil kunne”.

For det første ØV! Hvor bliver jeg dog skuffet og ked over at høre, hvordan vi kvinder eller pårørende snakker hinandens drømme ned. Jovist er livsændringer hårde – bevares, det vil jeg være den sidste til at negligere… Men hvorfor ikke fokusere på at opbygge personen. Opbygge dennes tillid til sig selv, til at turde at mærke efter – til at turde at drømme og ikke mindst til at turde at følge disse drømme. Vil du være en sand ven, så tilbyd en åben favn at lande i, hvis “projektet” skulle gå galt. Bild ikke dig selv ind, at du hjælper nogen, ved at pille deres drøm fra hinanden med rationaler. Disse tænker den drømmende rigeligt selv på! Drømme er netop drømme, fordi at de ikke nødvendigvis er rationelle. Havde de været rationelle, så havde de ikke haft betydning af “drøm”.

Det var bare lige en lille kæphest jeg havde brug for at komme af med, før jeg kunne gå rigtigt i gang 🙂 .. Og nu tilbage til det vigtigste.. De søde kvinder som har skrevet til mig. Hvor rører det mig dybt, at I lytter og har tillid til mine tanker og ord.

Jeg ser mig selv næsten lige meget som mor og som (kommende) jordemoder – derfor kender jeg ALT til at det kan være svært at få prioriteringerne til at gå op. At være mor vil altid være det vigtigste for mig – over alt andet. Men som menneske har man nogle talenter og drømme for hvem man er indeni og hvilket retning man ønsker at leve sit arbejdsliv – og dette bør man ikke skrue ned for, selvom at noget andet er det vigtigste!

Jeg tror at den allerstørste udfordring jeg har taget imod i mit liv nok til dato har været, dengang, hvor jeg sagde ja til denne uddannelse.

Jeg søgte ind første gang, lige efter min første datters fødsel i 2009 – dengang kom jeg ikke ind. Det slog mig helt ud. Jeg havde ikke længere tillid til mig selv og mine drømme. Jeg havde taget ekstra fag og optjent relevant erhvervserfaring udelukkende for at komme ind på dette studie. Hvem troede jeg egentlig at jeg var, sådan at forsøge at søge ind på “et drømmestudie” med en så SINDSYG adgangsgivende karakter, og så som mor til 1 barn og uden en formue?! Det var helt reelle tanker og følelser som strømmede igennem mig dengang. Det føltes meget koldt det limbo, og jeg pakkede hurtigt drømmen væk igen – også selvom at det var det som mit hjerte lyste for, og den vej som universets brødkrummer var lagt.

Nogle år gik – ud skiftede jeg min partner – og med ham fik en mere ærlig version af mig selv, lov til igen at titte ud igennem forhænget. Et forhæng, som jeg havde trukket ned over mig selv qua en masse ting i mit liv. Søren-min gav mig modet og tilliden tilbage til mig selv, mine evner og mine drømme .. Måske var det ikke så meget ham i egen person – men det fællesskab som vi delte, ud fra en kærlighed og forståelse til, at vi elskede hinanden for lige præcis den som vi var og ikke som den vi ønskede at den anden skulle være. Han var min drømmefyr og jeg var hans drømmepige. Bare sådan – uden noget glasur! Det var meget rosenrødt og en helt vild følelse – og jeg takker hver dag der går for at jeg mødte denne mand – præcis på dette tidspunk i mit liv. Det hele passede sammen. Jeg helede og jeg kunne gro mine frø som havde ligget i dvale og vokse igen.

Jeg tog uddannelse og var fornuftig for en tid .. Jeg var dygtig jovist – men det var tydeligvis ikke det som mit hjerte inderst inde brændte for. Finans, ejendomshandel og økonomi.

…

Jeg søger ind på jordemoderuddannelsen igen da jeg er gravid med min nr. 3. Med en følelse af afmagt over, mit arbejdsliv og at min drøm om at blive jordemoder, aldrig var blevet til mere. Nu med et 3. barn på vej, der nok gjorde at dette måtte være sidste gang jeg søgte ind, funderede jeg ikke et sekund over, hvad jeg ville gøre hvis jeg rent faktisk blev optaget på studiet. Se det var slet ikke en realistisk mulighed.. tænkte jeg..

…

D. 31. juli 2016 kl. 00.01 (5 dage før Muntes fødsel), tikkede en mail ind om, at jeg var optaget på en standby plads. WHAAAAT!
Jeg tror at min første reaktion var .. ud over lige at bruge 2-3 minutter på at løfte mig op i sengen (pga den gravide mave), at nærmest ruske Søren vågen. Med en stemme der var helt i chok, fik jeg fremstammet. “Jeg kom ind på jordemoderuddannelsen – jeg skal være jordemoder!”
.. Søren: “Okay – tillykke skat” …
1 min. efter bryder jeg fuldstændig sammen.. hulkende, med tårer der trillede ned på min store runde mave; fremstammede jeg: “Jamen hvad i alverden gør vi??!!”
Og det som min skønne Søren-min sagde (som jeg aldrig vil glemme eller kan takke ham nok for idag) var:
“Det skal nok gå skat – vi finder ud af det.”
Så gav han mig et kys – og med et var jeg rolig .. I hvert fald indtil et par måneder efter.

Med én lille pige på knap 4 mdr. ved brystet, fik jeg en mail om, at jeg havde fået en plads til feb. 2017
.. Skulle jeg gå af fra barsel?? Væk fra at være speltmor og overskudsmama, med 100% prioritering af børn. Korte dage i institution, nybagte boller hver morgen … F***! Hvis ikke at jeg gjorde det, ville pladsen gå til én anden .. og drømmen være tabt. Sådan tænkte jeg.

Men det gik heldigvis så fint. <3 Jeg vil spare jer for flere detaljer – måske de bliver beskrevet i nogle af mine fremtidige indlæg .. måske ikke. En del af historien er allerede skrevet ned vedr. den stress og angst jeg ramlede ind i på 2. semester. Dette kom jeg heldigvis også rigtig godt ud af.

Pointen her er – at jeg også har prøvet at stå og skulle til at starte på ny – kaste mig ud i et kæmpe tillidsfald. Haft bind for øjnene og haft hjertet siddende helt oppe i struben og tænkt; .. “Hvad fanden har du gang i Edith?!” Og se lige hvor godt det gik/går. Jeg er så glad for at jeg har knoklet sådan på og turde at udleve min drøm .. mit potentiale. Været modig nok, vist mig selv tillid nok og været nærværende nok overfor min familie og overfor mig selv. Jeg er meget stolt af den bedrift – og jeg føler ikke at jeg er noget specielt pga. det. Jeg tror på at alle rummer dette potentiale. At vi alle har vores sti af krummer, til dér hvor vores drømme er. Jeg tror på at hvis vi tør at følge disse krummer – så skaber vi muligheden for at nå vores drømme. Min er at være 100% mor og jordemoder. Og jeg får sikkert en hel masse flere drømme med tiden .. men lige nu, er det disse som fylder allermest. Det som jeg har fundet ud af, omkring alt dette her er, at jeg faktisk ved at nære mig selv på denne vis, også nærer mine børn. Jeg gør i virkeligheden det hele for mine børn <3 og det giver bare SÅ meget mening – at tingene hænger sådan sammen for mig.

Noget af det aller vigtigste for at jeg har kunne dette, har helt klart været Søren og det netværk vi har omkring os. Jeg har ikke den store vennekreds – men dem jeg har, har altid støttet mig og klappet mig op. Desuden har jeg en utrolig tæt og kær familie – som også har været der, hver gang det kneb med at få hentet et barn eller lavet aftensmad. SÅ det er ikke uden nogle praktiske foranstaltninger, at jeg er sluppet så godt igennem nu over halvdelen af denne uddannelse. Det skal bestemt ikke være usagt!

Jeg har før snakket om det med at prioritere i min læring. Dette var som sagt en kæmpe hurdle for mig i starten – da jeg elsker at nørde faget og fordi at jeg godt vil være den bedste til de ting som jeg kaster mig ud i. Jeg kan huske at jeg ofte stod med en følelse af, at jeg jo lige var sluppet igennem nåleøjet og blev nødt til at fortjene min plads på studiet.
Sikke en sindssyg og selvdestruktiv tankegang. Jeg har fundet ud af, at den bedste ikke nødvendigvis er den som terper mest eller får højest karakterer.. Det er for mig, én som har balance i sit liv, så jeg kan rumme arbejdet (som kan være hårdt til tider) og min familie 100% på samme tid. Ikke det ene uden det andet. Fordi hvad nytter det at gå all in på studiet, hvis at man konstant så føler sig som en lortemor? Det tror jeg ikke at man får et godt arbejdsliv af. Og omvendt – det nytter heller ikke noget at droppe de skiftende vagter, få et inkontinuert studieforløb, som hæmmer ens jordemoderfaglige udvikling .. som så gør én til en skide sur mor og kæreste, fordi at studie – og arbejdslivet halter. Balance – det tror jeg på. Og så har jeg sluppet følelsen HELT med, ikke at være god nok til dette studie. PSSSTTT VÆK! ..Og det har bestemt været en kæmpe lettelse.

Én ting mere, har jeg lært, ud over det at prioritere i min læring. Jeg er kommet frem til, at jeg er begyndt at stole på at mine evner vil vokse i takt med tiden og erfaringerne og ikke som følge af det antal ekstra materiale og bøger, som jeg læser ved siden af pensum. Jeg har lært mig, at jeg faktisk er en endnu bedre mor, når jeg er lykkelig og glad. Når mit hjertes lys stråler – så stråler jeg også til mine børn. Jeg synes at mange af de ting som jeg gør i forbindelse med studiet også er vigtigt ift. min moderrolle og mine signaler til mine børn. Ved at gå efter mine drømme – og ved prioriteter svære valg, viser jeg mine piger, at drømme kan nås (skal nås), også selvom det til tider kan være svært. Jeg viser dem at kvinder/mødre er mega seje og at det er vigtigt med balance. Jeg viser dem, at de kan hvad de vil og at de skal turde at kæmpe for de ting, som de ønsker at opnå i livet. Jeg viser dem ærligheden i, at ting tager tid, kræver hårdt arbejde, prioriteringer og kan være svært. Jeg viser dem, at dette er helt i orden og at man i fællesskabet finder trygheden og tilliden til at stå imod sammen. Jeg ønsker at vise dem, at man skal heppe på hinanden. Det er så vigtigt for mig at vise dem!

Jeg har i mange år prioriteret mine børn 100% .. Det gør jeg stadigvæk .. men jeg er jo ikke mine børn. Derfor er det også vigtigt at jeg prioriterer mig selv 100%.. Hov – kan man det?? Ja det kan man da.

Man kan hvad man vil .. og det er noget som gør mig til den bedste mor for mine børn. Jeg viser mine piger at man kan hvad man vil! Og det synes jeg helt råt på bundlinjen er, at være en fantastisk og mega sej mor.

Men det som er aller aller ALLER vigtigst i alt dette her, er at passe godt på sig selv og mærke efter. Selvom at jeg måske kommer med en masse inputs og vinkler, så er det den følelse som du har indeni, der er dit aller vigtigste pejlemærke for, om noget er rigtigt eller forkert for dig eller hvad du skal prioritere, hvordan og hvornår.
Så hvad gør dig mest glad og afbalanceret .. prioriter det! Og så find løsninger for det andet. Det kan man godt .. Det kan du godt! Åh hvor jeg hepper! <3

Helt lavpraktisk, synes jeg faktisk også at jordemoderlivet rummer en masse fleksibilitet og rummelighed. Der er mange muligheder for typer af vagter og selvom vagtplanen siger: skiftende vagter. Så er der en hel del jordemødre der holder sig fra nogle vagter og hellere tager, andre slags vagter. Måske du bliver én af dem som elsker nattevagterne — og at det er disse som gør, at du kan prioriterer familielivet på den måde som du allerbedst ønsker det, ved siden af? Det er aldrig til at vide. Livet er åbent .. mulighederne ligeså.

Selve studiet indbyder til at man skal passe på sig selv og der bliver holdt godt øje med én og ens ønsker, synes jeg. Som mor på jordemoderstudiet føler jeg ikke at jeg får “forlommer” – men der bliver taget hensyn til, hvis at man har små børn mv. Samtidig med, at det simpelthen bare er det mest fantastiske studie at gå på, med de mest fantastiske undervisere. Jeg har stadigvæk 3 semestre tilbage – og jeg er allerede ved at være helt trist over, at det snart er slut med selve studiet – da det har været mig så gavmildt.

Håber at min roman kunne bruges <3

Skriv endelig hvis at du har nogle spørgsmål eller kommentarer.

De kærligeste hilsner

Edith :*