Jeg er i den seneste tid blevet spurgt en hel del til det, med at studere på jordemoderuddannelse og til det, med at have børn samtidig.

Jeg oplever at kvinder skriver til mig, da andre har fortalt dem, at det er svært, hårdt og at de “sikkert ikke vil kunne”.

For det første ØV! Hvor bliver jeg dog skuffet og ked over at høre, hvordan vi kvinder eller pårørende snakker hinandens drømme ned. Jovist er livsændringer hårde – bevares, det vil jeg være den sidste til at negligere… Men hvorfor ikke fokusere på at opbygge personen. Opbygge dennes tillid til sig selv, til at turde at mærke efter – til at turde at drømme og ikke mindst til at turde at følge disse drømme. Vil du være en sand ven, så tilbyd en åben favn at lande i, hvis “projektet” skulle gå galt. Bild ikke dig selv ind, at du hjælper nogen, ved at pille deres drøm fra hinanden med rationaler. Disse tænker den drømmende rigeligt selv på! Drømme er netop drømme, fordi at de ikke nødvendigvis er rationelle. Havde de været rationelle, så havde de ikke haft betydning af “drøm”.

Det var bare lige en lille kæphest jeg havde brug for at komme af med, før jeg kunne gå rigtigt i gang 🙂 .. Og nu tilbage til det vigtigste.. De søde kvinder som har skrevet til mig. Hvor rører det mig dybt, at I lytter og har tillid til mine tanker og ord.

Jeg ser mig selv næsten lige meget som mor og som (kommende) jordemoder – derfor kender jeg ALT til at det kan være svært at få prioriteringerne til at gå op. At være mor vil altid være det vigtigste for mig – over alt andet. Men som menneske har man nogle talenter og drømme for hvem man er indeni og hvilket retning man ønsker at leve sit arbejdsliv – og dette bør man ikke skrue ned for, selvom at noget andet er det vigtigste!

Jeg tror at den allerstørste udfordring jeg har taget imod i mit liv nok til dato har været, dengang, hvor jeg sagde ja til denne uddannelse.

Jeg søgte ind første gang, lige efter min første datters fødsel i 2009 – dengang kom jeg ikke ind. Det slog mig helt ud. Jeg havde ikke længere tillid til mig selv og mine drømme. Jeg havde taget ekstra fag og optjent relevant erhvervserfaring udelukkende for at komme ind på dette studie. Hvem troede jeg egentlig at jeg var, sådan at forsøge at søge ind på “et drømmestudie” med en så SINDSYG adgangsgivende karakter, og så som mor til 1 barn og uden en formue?! Det var helt reelle tanker og følelser som strømmede igennem mig dengang. Det føltes meget koldt det limbo, og jeg pakkede hurtigt drømmen væk igen – også selvom at det var det som mit hjerte lyste for, og den vej som universets brødkrummer var lagt.

Nogle år gik – ud skiftede jeg min partner – og med ham fik en mere ærlig version af mig selv, lov til igen at titte ud igennem forhænget. Et forhæng, som jeg havde trukket ned over mig selv qua en masse ting i mit liv. Søren-min gav mig modet og tilliden tilbage til mig selv, mine evner og mine drømme .. Måske var det ikke så meget ham i egen person – men det fællesskab som vi delte, ud fra en kærlighed og forståelse til, at vi elskede hinanden for lige præcis den som vi var og ikke som den vi ønskede at den anden skulle være. Han var min drømmefyr og jeg var hans drømmepige. Bare sådan – uden noget glasur! Det var meget rosenrødt og en helt vild følelse – og jeg takker hver dag der går for at jeg mødte denne mand – præcis på dette tidspunk i mit liv. Det hele passede sammen. Jeg helede og jeg kunne gro mine frø som havde ligget i dvale og vokse igen.

Jeg tog uddannelse og var fornuftig for en tid .. Jeg var dygtig jovist – men det var tydeligvis ikke det som mit hjerte inderst inde brændte for. Finans, ejendomshandel og økonomi.

…

Jeg søger ind på jordemoderuddannelsen igen da jeg er gravid med min nr. 3. Med en følelse af afmagt over, mit arbejdsliv og at min drøm om at blive jordemoder, aldrig var blevet til mere. Nu med et 3. barn på vej, der nok gjorde at dette måtte være sidste gang jeg søgte ind, funderede jeg ikke et sekund over, hvad jeg ville gøre hvis jeg rent faktisk blev optaget på studiet. Se det var slet ikke en realistisk mulighed.. tænkte jeg..

…

D. 31. juli 2016 kl. 00.01 (5 dage før Muntes fødsel), tikkede en mail ind om, at jeg var optaget på en standby plads. WHAAAAT!
Jeg tror at min første reaktion var .. ud over lige at bruge 2-3 minutter på at løfte mig op i sengen (pga den gravide mave), at nærmest ruske Søren vågen. Med en stemme der var helt i chok, fik jeg fremstammet. “Jeg kom ind på jordemoderuddannelsen – jeg skal være jordemoder!”
.. Søren: “Okay – tillykke skat” …
1 min. efter bryder jeg fuldstændig sammen.. hulkende, med tårer der trillede ned på min store runde mave; fremstammede jeg: “Jamen hvad i alverden gør vi??!!”
Og det som min skønne Søren-min sagde (som jeg aldrig vil glemme eller kan takke ham nok for idag) var:
“Det skal nok gå skat – vi finder ud af det.”
Så gav han mig et kys – og med et var jeg rolig .. I hvert fald indtil et par måneder efter.

Med én lille pige på knap 4 mdr. ved brystet, fik jeg en mail om, at jeg havde fået en plads til feb. 2017
.. Skulle jeg gå af fra barsel?? Væk fra at være speltmor og overskudsmama, med 100% prioritering af børn. Korte dage i institution, nybagte boller hver morgen … F***! Hvis ikke at jeg gjorde det, ville pladsen gå til én anden .. og drømmen være tabt. Sådan tænkte jeg.

Men det gik heldigvis så fint. <3 Jeg vil spare jer for flere detaljer – måske de bliver beskrevet i nogle af mine fremtidige indlæg .. måske ikke. En del af historien er allerede skrevet ned vedr. den stress og angst jeg ramlede ind i på 2. semester. Dette kom jeg heldigvis også rigtig godt ud af.

Pointen her er – at jeg også har prøvet at stå og skulle til at starte på ny – kaste mig ud i et kæmpe tillidsfald. Haft bind for øjnene og haft hjertet siddende helt oppe i struben og tænkt; .. “Hvad fanden har du gang i Edith?!” Og se lige hvor godt det gik/går. Jeg er så glad for at jeg har knoklet sådan på og turde at udleve min drøm .. mit potentiale. Været modig nok, vist mig selv tillid nok og været nærværende nok overfor min familie og overfor mig selv. Jeg er meget stolt af den bedrift – og jeg føler ikke at jeg er noget specielt pga. det. Jeg tror på at alle rummer dette potentiale. At vi alle har vores sti af krummer, til dér hvor vores drømme er. Jeg tror på at hvis vi tør at følge disse krummer – så skaber vi muligheden for at nå vores drømme. Min er at være 100% mor og jordemoder. Og jeg får sikkert en hel masse flere drømme med tiden .. men lige nu, er det disse som fylder allermest. Det som jeg har fundet ud af, omkring alt dette her er, at jeg faktisk ved at nære mig selv på denne vis, også nærer mine børn. Jeg gør i virkeligheden det hele for mine børn <3 og det giver bare SÅ meget mening – at tingene hænger sådan sammen for mig.

Noget af det aller vigtigste for at jeg har kunne dette, har helt klart været Søren og det netværk vi har omkring os. Jeg har ikke den store vennekreds – men dem jeg har, har altid støttet mig og klappet mig op. Desuden har jeg en utrolig tæt og kær familie – som også har været der, hver gang det kneb med at få hentet et barn eller lavet aftensmad. SÅ det er ikke uden nogle praktiske foranstaltninger, at jeg er sluppet så godt igennem nu over halvdelen af denne uddannelse. Det skal bestemt ikke være usagt!

Jeg har før snakket om det med at prioritere i min læring. Dette var som sagt en kæmpe hurdle for mig i starten – da jeg elsker at nørde faget og fordi at jeg godt vil være den bedste til de ting som jeg kaster mig ud i. Jeg kan huske at jeg ofte stod med en følelse af, at jeg jo lige var sluppet igennem nåleøjet og blev nødt til at fortjene min plads på studiet.
Sikke en sindssyg og selvdestruktiv tankegang. Jeg har fundet ud af, at den bedste ikke nødvendigvis er den som terper mest eller får højest karakterer.. Det er for mig, én som har balance i sit liv, så jeg kan rumme arbejdet (som kan være hårdt til tider) og min familie 100% på samme tid. Ikke det ene uden det andet. Fordi hvad nytter det at gå all in på studiet, hvis at man konstant så føler sig som en lortemor? Det tror jeg ikke at man får et godt arbejdsliv af. Og omvendt – det nytter heller ikke noget at droppe de skiftende vagter, få et inkontinuert studieforløb, som hæmmer ens jordemoderfaglige udvikling .. som så gør én til en skide sur mor og kæreste, fordi at studie – og arbejdslivet halter. Balance – det tror jeg på. Og så har jeg sluppet følelsen HELT med, ikke at være god nok til dette studie. PSSSTTT VÆK! ..Og det har bestemt været en kæmpe lettelse.

Én ting mere, har jeg lært, ud over det at prioritere i min læring. Jeg er kommet frem til, at jeg er begyndt at stole på at mine evner vil vokse i takt med tiden og erfaringerne og ikke som følge af det antal ekstra materiale og bøger, som jeg læser ved siden af pensum. Jeg har lært mig, at jeg faktisk er en endnu bedre mor, når jeg er lykkelig og glad. Når mit hjertes lys stråler – så stråler jeg også til mine børn. Jeg synes at mange af de ting som jeg gør i forbindelse med studiet også er vigtigt ift. min moderrolle og mine signaler til mine børn. Ved at gå efter mine drømme – og ved prioriteter svære valg, viser jeg mine piger, at drømme kan nås (skal nås), også selvom det til tider kan være svært. Jeg viser dem at kvinder/mødre er mega seje og at det er vigtigt med balance. Jeg viser dem, at de kan hvad de vil og at de skal turde at kæmpe for de ting, som de ønsker at opnå i livet. Jeg viser dem ærligheden i, at ting tager tid, kræver hårdt arbejde, prioriteringer og kan være svært. Jeg viser dem, at dette er helt i orden og at man i fællesskabet finder trygheden og tilliden til at stå imod sammen. Jeg ønsker at vise dem, at man skal heppe på hinanden. Det er så vigtigt for mig at vise dem!

Jeg har i mange år prioriteret mine børn 100% .. Det gør jeg stadigvæk .. men jeg er jo ikke mine børn. Derfor er det også vigtigt at jeg prioriterer mig selv 100%.. Hov – kan man det?? Ja det kan man da.

Man kan hvad man vil .. og det er noget som gør mig til den bedste mor for mine børn. Jeg viser mine piger at man kan hvad man vil! Og det synes jeg helt råt på bundlinjen er, at være en fantastisk og mega sej mor.

Men det som er aller aller ALLER vigtigst i alt dette her, er at passe godt på sig selv og mærke efter. Selvom at jeg måske kommer med en masse inputs og vinkler, så er det den følelse som du har indeni, der er dit aller vigtigste pejlemærke for, om noget er rigtigt eller forkert for dig eller hvad du skal prioritere, hvordan og hvornår.
Så hvad gør dig mest glad og afbalanceret .. prioriter det! Og så find løsninger for det andet. Det kan man godt .. Det kan du godt! Åh hvor jeg hepper! <3

Helt lavpraktisk, synes jeg faktisk også at jordemoderlivet rummer en masse fleksibilitet og rummelighed. Der er mange muligheder for typer af vagter og selvom vagtplanen siger: skiftende vagter. Så er der en hel del jordemødre der holder sig fra nogle vagter og hellere tager, andre slags vagter. Måske du bliver én af dem som elsker nattevagterne — og at det er disse som gør, at du kan prioriterer familielivet på den måde som du allerbedst ønsker det, ved siden af? Det er aldrig til at vide. Livet er åbent .. mulighederne ligeså.

Selve studiet indbyder til at man skal passe på sig selv og der bliver holdt godt øje med én og ens ønsker, synes jeg. Som mor på jordemoderstudiet føler jeg ikke at jeg får “forlommer” – men der bliver taget hensyn til, hvis at man har små børn mv. Samtidig med, at det simpelthen bare er det mest fantastiske studie at gå på, med de mest fantastiske undervisere. Jeg har stadigvæk 3 semestre tilbage – og jeg er allerede ved at være helt trist over, at det snart er slut med selve studiet – da det har været mig så gavmildt.

Håber at min roman kunne bruges <3

Skriv endelig hvis at du har nogle spørgsmål eller kommentarer.

De kærligeste hilsner

Edith :*

Jeg fik kørekort d. 28. maj i år og siden har jeg kørt relativt ofte. Ikke hver dag – da det er Søren der har mest brug for bilen i hverdagen, da han arbejder i Kokkedal og oftest er ham der skal hente børnene. Men som sagt, har jeg kørt en del.

Hvorfor føler jeg mig så ikke så sikker bag et ret endnu?

Jeg har fundet ud af, at ligesom med stress og angst, så er det, ikke at bryde sig om at køre bil, også en smule tabubelagt – og dog, når man er ærlig omkring det – så vil de fleste kunne nikke genkende til følelsen. Jeg ved egentlig ikke hvad det er som trigger min nevøsitet omkring det at køre bil – men selve følelsen jeg sidder med er ofte; at frygte eller ikke at føle at jeg har helt kontrol over bilen (selvom jeg har det). I starten troede jeg, at det ville være faktummet af ikke at have kontrol på omgivelserne, der var det udslagsgivende – men det har vist sig, at dette ikke rører mig særlig meget. Men ikke at styre bilen ligger helt latent som en nervøs ting.

Det er så tosset, at jeg stadigvæk kommer med et suk når jeg parkerer bilen efter en tur, med en følelse af; “Yes jeg klarede det!” .. Det er fjollet fordi at indtil videre klarer jeg den hver gang. Måske det blot er en selvværdsting – det er ikke til at sige. Men jeg udfordrer min nervøsitet og tvinger mig ud i bilen gang på gang med et håb om, at den følelse vil blive forløst med tiden.

Koblingspunktet: Hvem helvet opfandt det?! Jeg siger det bare! Jeg er som sådan ikke bange for at gå ud — det gør mig ikke det fjerneste – så må folk bare vente eller køre udenom. Men det irriterer mig grænseløst at jeg stadigvæk fumler rundt efter det – især på bakker, hvor det er rimelig relevant at kende sit koblingspunkt. Kære koblingspunkt, jeg håber at jeg snart forstår at finde dig 100% – det andet er bare vildt irriterende.

Gaspedal: Hvorfor ræser du nogle gange afsted og andre gange skal jeg trykke dig helt i bund før du gider at få mig op af en bakke? Hvorfor så uforudsigelig…

Og når vi snakker om uforudsigelighed …

Bremse: Hvorfor er du også så hypersensitiv — nogle gange kan jeg trykke til, og få en blød landing ud af det – andre gange skal jeg stryger jeg dig blidt med fodsålen og alligevel ryger min kæreste og børn frem i selerne (heldigvis har de dem på).

Nuvel ja – jeg ved jo godt at det alt sammen er feeling fra min egen side som nok kommer med tiden – men det ville være så meget lettere at skylde skylden på bilen.

Men bilen er nu god nok <3 endnu har den kun gjort det som jeg har bedt den om – udover den ene gang hvor den bippede hele tiden pga. jeg havde lagt en taske på passagersædet .. Det kunne nogen sgu da egentlig godt have advaret mig om. Jeg troede at bilen havde en fejl og var ved at sprænge sig selv i stykker .. Bip        bip       bip        bip           …… bib bib bib bib bib !!!!! Shit – og så efter en aftenvagt med nerverne helt udenpå tøjet, da det var første gang jeg skulle køre hjem fra Hillerød i mørke, alene. Endte med at blive helt hylet ud af den og kørte forkert 😀 haha .. Men jeg kom da hjem igen .. og måtte hulke ned i Sørens ærme.

PS: Tak Søren, for ikke at have grint af mig en eneste gang, når jeg føler mig uduelig som kørende .. jeg tror ikke selv at jeg ville have præsteret sådan en tålmodighed og støtte, hvis det var omvendt ..

Til alle jer andre der stadigvæk kæmper med at finde roen i jeres kørsel – et stort kys til jer, I er ikke alene.  Og til alle jer der er trætte af nye bilister der kører efter reglerne. Tag lige en slapper, vi forsøger blot at gøre vores allerbedste – vis rummelighed.

KH Edith

 

D. 15. august 2018:

Jeg sidder i toget på vej til bogreception og får for første gang en inderlig følelse af, at angsten har sluppet sit kontrollerende tag i mig. Jeg ved dog at angsten er en følgesvend og derfor vil jeg ikke fornægte det faktum, at jeg helt sikkert vil mærke trykket i brystkassen, mit sinds svimlen og hjertets galopperen igen – Men lige dér i toget sidder jeg og føler mig fri .. fri fra angstens greb om min tilstedeværelse – om mit liv. Jeg føler mig som Edith igen. Den gamle mig .. dog med mindre modifikationer i form af en personlig udvikling. Det er SÅ befriende .. og turen hvordan jeg kom hertil har været indædt hård og lang for mig. Jeg får gåsehud og  lader stolt en tåre trille fra mine øjne, mens jeg smiler for mig selv – lige dér midt i toget, foran alle pendlerpassagerne.

 

Som førnævnt, fik jeg for ca 9 mdr. siden konstateret stress af min læge, med en henvisning til psykolog – der så kunne fortælle mig, at jeg ikke blot havde fået stress – men at stressen havde skubbet til noget angst, der endte ud i panikangstanfald, hvor jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Lige siden den diagnose, har jeg forsøgt at forhutle mig frem til en løsning der fungerer for mig, for min angst og for stressen. Jeg er nu kommet frem til, at jeg bl.a. ved hjælp af øget fokus på egenomsorg og sjælelig velvære, er bevæget mig i en retning med min sygdom/sygdomme, så jeg næsten føler mig som mig selv, inden angsten.

Læs mit sidste blogindlæg om emnet her

 

Hvordan det startede:

Da jeg blev skidt de første par gange, anede jeg vitterligt ikke, hvad det var som havde ramt mig. Jeg følte det som et godstog med 200km/t og jeg kunne ikke stoppe det, ikke kæmpe imod det – jeg var låst og rædselsslagen. Min hjerne forsøgte at forklare dette rationelt med, at det måtte være fysisk og jeg var ved at blive alvorligt syg eller dø. Den følelse glemmer jeg aldrig. At føle at man er sikker på at dø og at man er så bange, at man ikke engang kan få det sagt over sine læber. “Jeg er ved at dø!” .. “Jeg er bange!”

 

Efter enhver storm, kommer der ro på vandene.

Men disse vande var ikke blot rolige, de var tykke som mudder og holdt mig fanget dybt i dynget. Efter et anfald blev jeg træt.. Jeg blev så træt som jeg aldrig har oplevet før – hverken førstetrimesters-træthed eller sene 12-timers vagter vil kunne bære styrken af den fuldkommen overrumplende udmattelse jeg følte hver dag. I kølvandet på denne udmattelse kom frygten og den konstante og altopslugende følese af, at; “der er noget galt med mig”. Jeg følte samtidig også en vis higen efter at løse gåden og samtidig en frygt for hvad dette mysterie kunne lukke op til. Intet andet kunne jeg fortage mig. Hvis ikke jeg var angst for angsten, havde et panikanfald eller sov, så forhutlede jeg mig, i min desperation frem til mulige årsager som kunne være grunden til min angst og til mulige løsninger der kunne dække som et plaster på såret. Tankemylder og en overstresset skræmt hjerne, det var mit liv. Jeg var inde i mit hovede SÅ meget. At føle livet ægte – det kunne jeg ikke i denne periode – jeg gik i en osteklokke – og det er mig et under, at jeg klarede min praktik med et 12 tal og stadig levede ved siden af som et nogenlunde (udadtil) helt menneske, i hvert fald når mine børn var til stede. Men lige så snart de ikke var der – eller i de fleste andre sammenhænge, var angsten og frustrationerne over den, min tætteste kompagnon. Jeg husker tydeligt en fødselsdag, hvor jeg måtte gemme mig i fødselarens soveværelse. I slukket lys liggende på en køling seng, græd jeg mig til en form for ro, midt i et begyndende panikanfald. Ingen vidste noget. Kun Søren. Søren var en skat. Søren har altid været guld værd. Han har virkelig været min bundsolide støtte hele vejen igennem, når jeg følte at kontrollen ellers var revet fra mig. Kontrollen over mig selv – mine tanker, følelser – min krop, min hjerne. Angst er altomfattende!

 

Reaktionerne:

Min angst har mest af alt været tilknyttet mit åndedrag, træthed og varme. Bliver der varmt, bliver jeg hurtigt meget bevidst om det og føler jeg mig pludselig meget træt, trickes min angst også.

>> Har jeg nu drukket nok – hvad med salt/sukker .. jeg drikker lige lidt vand og spiser det her æble. Er her ikke lige lovligt varmt her?! Puha – nu trækker jeg også vejret dårligt. Træk nu vejret Edith. Jeg kan ikke trække vejret .. Jeg er svimmel .. Mon jeg besvimer? Jeg besvimer .. Jeg må væk! Jeg er bange. Hvad nu hvis jeg dør. Skal jeg ringe til nogen? .. Ej det er fjollet – der er jo ikke noget galt – se du står jo op, og du har farve i kinderne. Nu tager du hjemad og så sover du fra det – så bliver det godt igen. Ja du tager en beslutning nu Edith! Jamen det gik lige så godt det hele. Jeg har ikke haft det sådan her i 5 dage. Hvad nu?! Hvad er der galt med mig?! Puha – ej jeg har det altså virkelig dårligt lige nu.. Jeg kan ikke vente på bussen til toget .. jeg går. Så holder jeg mig igang. Skriver lige til Søren, hvor jeg er. Hvis nu jeg falder om og dør, lige her. “Haraldsgade”.. ÅRH hvilket nr.? PIS! træk nu vejret Edith – det er bare et angstanfald – du kan godt det her. Kig efter en firkant – følg den med øjene og træk vejret 4-4-4-4 … Se det virker.. Toget. Nu er der ikke langt igen. Snart hjemme. Hvorfor er her så varmt!? Træk nu vejret Edith. Nu kan jeg jo ikke stå af mellem Hellerup og Kokkedal! Men hvad nu hvis jeg får det rigtig skidt eller besvimer? 4-4-4-4 .. firkanter! Det virker ikke..
En SMS: “Hej Søren, sidder i toget – bare så du lige ved det 🙁 elsker dig og pigerne overalt i verden!”.

Jeg når ikke at læse svaret – lukker i stedet øjnene og sætter min hypnose på med dyb afslapning…. “Kokkedal station” .. Angsten letter – jeg hører ikke toget køre videre, jeg sover – jeg er helt væk – bombet til atomer .. Der er intet tilbage af mig – kun en skal. “Snekkersten station” .. Jeg vågner, slæber mig ud til cyklen. Bliver i min døsighed med vilje, for hurtigt at kunne falde i søvn derhjemme igen. Vil flygte væk under dynerne – væk fra denne her følelse – det her helvede. Jeg bliver aldrig mig selv igen. Jeg er så bange for det jeg føler – det jeg er lige nu. Ikke Edith – men en anden. Ser hele turen hjem, hvordan jeg bare vil smide alt når jeg låser mig ind og kravle op ad trappen til min seng – min dyne – og sove det hele væk. Hjemme, følger jeg planen .. forsvinder i en tung og drømmeløs søvn. Ville ønske at livet var en drøm og at den søvn jeg har lige nu, mit liv – uden angst og frygt – uden følelser.. Det er svært at falde i søvn og give helt slip – når det sker, er det en befrielse. Gid det her ikke var sket med mig! <<

 

Angst er individuel:

Jeg vil lige lade mine egne kragetæer stå lidt og lade i_ilden’s smukke og inderlige poesi fortsætte for mig. Hun beskriver nemlig så mange af de samme følelser som jeg stod i og stadigvæk kan stå med. Men i sin egen version. Det der er med angst er, at selvom ens angst kan minde (i form) om andres, så vil al angst være individuel. Følelser er individuelle. Det næste bliver i_ildens ord og billeder:

 

i_ilden

Hej angst
der var du jo igen
som et godstog med 200km/t

Ud af det blå råber du til mig
med panik i stemmen
“Hvad nu hvis?”
“Måske får du en blodprop”
“Måske er dit hjerte svagt”
“Måske dør du om lidt, hvis du ikke gør noget”
“Hvad nu hvis?” Jeg kender dig jo, angst
Og ja, du har ret
Måske sker det – det forfærdelige

Du ved
hvilke knapper du skal trykke på
Du løber rundt i kroppen
peger alle uregelmæssigheder ud
“Her, her, mærk efter, du skal dø!” Men jeg kender dig jo, angst
Og ja, du har ret

Jeg skal dø
I dag, i morgen
eller om mange år

Indtil da
vil jeg gerne leve

Hej angst
du vil så gerne ses

Jeg ser dig
Du behøver ikke at råbe så højt

.

.

.

Hjertet rasler rundt i brystkassen
vibrerer bag øjnene
i fingerspidserne
som om kroppen vil splittes ad

Det svimler når jeg står
sortner for øjnene
i tankerne
som om alting er forbi om lidt

Det gør ondt
hvert åndedrag
er en bevidst handling

i_ilden

.

.

.

Og når bølgen rammer
igen
er det så inderligt
ligegyldigt
hvor klar jeg var
hvor forventet den var
hvor frygtet den var

Den slår mig omkuld
uanset

Og jeg kæmper imod
kæmper for luft
kæmper for håb
mens hvert skår af
skrøbelig tillid
splintres til
ukendelighed
igen

Og jeg tror
på ingenting
griber i tom luft efter forsikringer
bekræftelser og beroligelser

Er det okay?
Er jeg okay?
Bliver jeg okay?
Kan man overhovedet være okay
når det gør så ondt?
igen

Og når bølgen rammer
igen
er det umådelig svært at huske
at alle ens svar og forsikringer
kun kan findes ét sted:
Dybt nede i vandet
hvor der altid er ro

i_ilden

 

Så troede man lige at man var ovre de anfald – for så at blive slået omkuld af endnu en “bølge”…

…Det er sådan jeg havde det i en forfærdelig lang periode.. Følte at jeg sank og at jeg (Edith) – den Edith som jeg altid havde været, forsvandt. Det var meget meget hårdt! Hvem ville den nye Edith være — og hvordan skulle jeg leve videre som hende (en forkrøblet og “forkert” version af mig selv). Ville jeg overhovedet kunne leve sådan her?!

Som jeg har skrevet om i blogindlægget; “Lidt om mine ritualer og momenter” og “Mælkesyrebakterier, vitaminer og stress” fandt jeg flere veje og personlige håndteringer for at finde min rute igennem stress og angst. Jeg kan i det efterfølgende ikke tage ansvar for om hvad folk får ud af det jeg skriver, og om folk kan bruge nogle af mine personlige værktøjer – men jeg ønsker alligevel at dele det som der har virket for mig – i tilfælde af, at det måske kan hjælpe andre.

 

Lidt om stress:

At blive syg af stress, er ikke en følelse der kommer pludseligt. Eller JO det er det – men det er en langvarig process at blive syg af stress. Stress optimerer os og gør at vi fokuserer og holde skruen i vandet. Men gør vi dette i lang tid og uden at passe på os selv samtidig, vil alle de hormonelle balancer og kemier i vores krop, der er med til at danne dette “overskud” kunne udløse andre kropslige reaktioner.

Hvad kan du selv gøre?:
Derfor: Reagerer din krop på stress, er det højest sansynligt fordi at du ikke har “passet på dig selv” over en længere periode og når “stressen så rammer”, vil det være din krop der sige: “STOP!” .. Derfor er det vigtigt at lytte til fysiske stresstegn, da de er tegn på, at man i længere tid har kørt på for højt tryk og derfor nytter det ikke noget at ignorere dem .. du vil KUN blive dårligere. Dette betyder ikke nødvendigvis at du skal sygemeldes – det gør bare at du bliver nødt til at tage din realistiske situation alvorligt og gøre noget aktivt og tage handling nu.

 

Lidt om angst:

Ofte noget med frygt for ikke at have kontrollen. Nå Amygdala (vores reptilcenter i hjernen) bliver alarmeret, vil den sende bølger af hormoner og kemier igennem kroppen, der alle kan påvirke kroppen fysisk men også hjernen psykisk. Flugt og kamp følelse og fysiologiske reaktioner samt frygt. Amygdala kan trickes både via tanker, følelser og kropslige fornemmelser, derfor kan eksempeltvis en mindre angst-reaktion hurtigt udmunde sig i et endnu større angsanfald, da et pludseligt bankende hjerte kan tricke endnu en omgang kamp og flugt-følelse og sådan kan kroppen og sindet kører i en dum ond cirkel og forværre ængstligheden. Problemet med angst er, at har Amygdala først begyndt sin alarmering, så kører resten ligesom på autopilot. Derfor kan det være meget svært (hvis ikke umuligt) at stoppe et angstanfald velovervejet. Disse realistiske tanker er simpelthen for langsomme og for lavt rangeret i forhold til vores reptilhjernes tanker og processer. Derfor handler angst i virkeligheden om, at lære sig selv at kende, så man kan anerkende angsten inden den slår til. Samt at benytte andre værkstøjer end tankerne, til at tøjle angsten – da angstanfald kun sjældent kan “snakkes til fornuft”. Samtidig er det vigtigt at man kan acceptere angsten som et livsvilkår, men ikke dyrke den. Selve det at have angst kan selvfølgelig ikke beskrives kort her – men det har givet mig utrolig meget forståelse for min egen angst, at have undersøgt, læst og lært om det. Så det vil jeg klart anbefale at man gør. Men ikke ift. symptomer osv. Mere ift. det der rent fysiologisk sker, når vi får angst. Faktuel viden er en grundsten i det at kunne forstå sin angst så man kan arbejde med den og ikke imod den.
Angst for angsten kommer som en reaktion på det at have oplevet angst, som man jo netop ikke kunne kontrollere. Derfor går man og bliver angst for at genopleve angst, hvor man har haft mistet kontrollen. Angst har det samtidig med at forgrene sig – så når man slår noget af det ned, kan der ske et skift i angsten, så den udvikler sig et andet sted i ens bevidsthed (f.eks. bakterier) og PUF så kan man starte på ny. Det er også derfor at jeg mener at det er vigtigt, at man ikke “dyrker” angsten eller undersøger symptomer i for stor udstrækning – da dette kan gøre at ens angst forgrener sig ud af nye stier, man selv kan have kommet til ubevidst at anlægge.
Jeg har heldigvis været forskånet for dette – men mærkede det lidt ift. mine symptomer. Det gik fra varme, træthed og vejrtrækning, til pludselig også at være små rum (lidt klaustrofobi) og sygdom (hypokondri). Heldigvis, har jeg været god til at få skovlen under disse forgreninger og derfor har de aldrig fået lov til at udvikle sig og manifistere sig som en del af min angst. Nogle får det også mht. opkast. De bliver rædselsslagne for ikke at kunne kontrollere at de skal kaste op. Det at kaste op, skulle tisse eller at besvime, er på mange måder udenfor vores psykiske kontrol og derfor er det en typisk forgrening ift. angst for angst.

 

Søvn:

Søvnen var klart det som slog mig ud af kurs til at starte med – og jeg kan tydeligt mærke at får jeg ikke sovet nok, så skal der ikke meget til, før end at jeg begynder at mærke forstadierne i min krop til ansgt. Derfor vil et af mine bedste råd både ift. stress og angst være, at man prioriterer søvnen.

Hvad kan du selv gøre:
Forsøg ikke at slørre for mange af dine naturlige søvnprocesser, ved f.eks. at drikke meget kaffe, ryge cigaretter mv. da dette som sagt kan slørre for ens naturlige træthed og også være en kilde til urolig eller forskudt søvn. Jeg benyttede meget hypnose med “dyb afslapning” i en periode, med god effekt. Andre søvn meditationer, meditationer eller hypnoser kan også med fordel bruges. Jeg skifter lidt ud – og nogle aftener benytter jeg mig slet ikke af noget. Jeg fik også et godt råd fra en fysioterapeut omkring vejrtrækning. Øv dig i at trække vejret helt ned til kønsbenet – fyld maven godt op med luft, vha. næsen og slip vejret igen (med lyd) igennem munden. Denne del kan også bruges op til et anfald eller i situationer, hvor du føler dig utryg. Men ift. at sove godt, lød rådet: At man skal ligge sig ned i sengen med lukkede øjne og lave 40 af disse vejtrækninger. Så skulle man få en mere rolig og god søvn.

 

Vejrtrækning:

Som nævnt lige før, er en rigtig god måde at trække vejret på, at trække vejret via næsen, helt ned i maven, ned til kønsbenet og slippe det igen med lyd, via munden. Jeg bruger det, for at finde mit vejr. Når jeg bliver angst er det ofte min vejrtrækning der starter med at blive påvirket – jeg bliver simpelthen i tvivl om jeg trækker vejret rigtigt og om jeg får luft nok ind. Som oftest starter jeg med at puste AL luften ud – fordi så bliver den automatiske fysiologiske modreaktion, at trække vejret godt ind igen. Virker dette ikke, går jeg videre til de dybe vejrtrækninger. Mht. disse kan jeg gå 2-3 veje:
Enten bliver jeg i de dybe vejrtrækninger og forsøger at finde mit “anker” i disse. Lader mit sind KUN tænke på processen (i nuet) omkring vejrtrækningen. Nu trækker jeg vejret ind – og nu puster jeg ud… imens at jeg mærker med hele min krop, hvordan dette føles og om jeg får luften helt ned i maven og til kønsbenet. Jeg kan også begynde at tælle 4-4-4-4. Dette er en teknik, hvor man trækker vejret ind over 4 sekunder – holder vejret i 4 sekunder – puster ud 4 sekunder og holder pause i 4 sekunder. Dette er især godt til folk som hyperventilerer ved angst. Dette kan også kombineres med visuel fokus på eks. et vindue, hvor man følger rammen rundt, mens man tæller – så man bliver (i nuet) fra én kant til den næste kant osv.. På den måde flyttes fokus “fra kropens signaler over i en konkret ting, der ikke kan tricke noget hos angsten – en opgave at følge, så Amygdala ikke “får plads i hovedet”. Man kan også fokuserer på at tælle til 10 inde i hovedet, mens man trækker vejret og puster ud på hvert tal. Hver gang man bliver “lokket væk” fra ens tælleri, starter man på ny fra 1 af. Efter 10 starter man også på ny. Dette er også en øvelse man kan benytte ift. mindfulleness, som jeg også vil komme ind på senere. Den sidste vejrtrækningsteknik som jeg med stor fordel har haft brugt, har været at trække vejret dybt ind som førnævnt, men så at puste ALT hvad jeg kan, kraftigt ud igennem mine læber ad et “lille hul”. Dette gentager jeg min. 3 gange, indtil jeg føler mig renset – og kan starte på en rolig vejrtrækning igen.

Hvad kan du selv gøre: Øv dig på de forskellige vejrtrækningsteknikker – og find en styrke i at forankre din vejrtrækning, som en del af dit faste anker – det anker der skal holde dig fast, når bølgerne bruser.

Mindfullness og meditation:

Mindfullness og meditation er godt for alle mennesker – om de har stress, angst eller ej. Det er metoder, hvorpå man kommer sig selv nærmere og øver at mærker efter i sig selv og sin krop. Samtidig kan det være værktøjer som man kan forankre som fysiologiske værktøjer, så når man står i en stressfyldt eller angstfyldt situation – har man nogle værktøjer at gribe ud efter og nogle få kører måske allerede på en slags autopilot og kan helt være med til at stoppe angstanfald. Desuden vil et roligt sind og krop have mindre sandsynlighed for at blive angst. Jeg har også haft stor gavn af at kunne tage dem op midt i et angstanfald og forsøge at lytte til dem. De giver en form for tryghed, da man kender dem og samtidig har jeg også kunne benytte nogle af dem som værktøjer, der direkte i situationen har kunne hjælpe mig til at komme “ud af min angst”.

 

Visualisering:

I en lang periode hvor jeg havde meget svært ved at tage toget til og fra skole – med en følelse af, at jeg jo ikke ville kunne stige af, hvis jeg fik et anfald – benyttede jeg mig meget af en visualiseringsteknik, hvor jeg på forkant “forudså” hvilke dejlige ting der ville ske på turen. Jeg forestillede mig så at sige turen hele vejen fra jeg stod op om morgenen og frem. Mens jeg forestillede mig billederne for mit indre – lagde jeg lyd, lys og dufte på, som gav mig tryghed, ro og glæde. Kanelduft, en duft af roser og røgelse – smilende mennesker og en følelse af lettethed.

Når jeg så tog turen, havde jeg allerede plantet positive frø i min bevidstehed. Stærke visualiseringer med positive følelser og tanker. Derfor var angsten og det som kunne gøre mig ængstelig ikke det første der forplantede sig i min hjerne under selve turen. “Jeg havde jo kørt den før – i lethed”. På denne måde kunne jeg komme “Amygdala” i forkøbet. Jeg tænker at denne teknik også vil kunne hjælpe ved eksaminer, fødsler osv. Jeg benyttede det faktisk inden min køreprøve, med god effekt. Både mht. teori og til den praktiske køreprøve. 😉 Jeg bestod i hvert fald begge prøver i første hug – og jeg havde endda en it-basseret eksamen lige inden den praktiske køreprøve (som jeg også fik 12 for) .. Pral 😀 … Ej men jeg er faktisk mega stolt af det <3

 

Psykolog:

Få hjælp! Det er ingen skam at fejle psykiske lidelser. Det er en skam at leve med dem i stilhed. En af de ting som kom allermest bag på mig da jeg fik angst var, hvor mange mennesker der levede med det eller havde haft det. Det var en kæmpe trøst for mig, i tiden, hvor jeg var sikker på, at jeg aldrig ville blive et helt menneske igen. Så husk at snakke højt om det, hvor I finder jer trygge i det. Findes styrken ikke til at sige det til nærmiljøet, så henvend dig til din læge og få en henvisning til psykolog. Det er en befrielse ikke at føle sig forkert – og det er en lettelse at få det fortalt til nogen. Endvidere, kan netop disse mennekser måske give dig en masse støtte og hjælp, der kan være det skridt der skal ligge vejen for resten af din bedring.

 

Jeg håber at jeg har fået lidt af det hele med. Og ellers må I hjertens gerne skrive til mig her eller via Instragram.

 

Hvor er jeg selv lige nu:

Ja hvor er jeg så selv? Jeg er nok ved at være dér hvor jeg føler at jeg har fået ok styr på min stress og angst – men jeg føler mig stadigvæk ikke helt sikker. Det er en kæmpe bekymring for mig, når nu jeg skal starte i praktik på mandag – om stress og angst nu igen skal følges med mig og tage styrringen. Helt personligt, tror jeg ikke at jeg vil kunne klare at have det som jeg havde det for ca. 9-6 mdr. siden (hvor det var værst) og samtidig være i praktik igen. Det er en meget skræmmende tanke. Derfor bruger jeg også ret meget tid på at forberede mig til det. En af disse ting var bl.a. at sige det dirkete (i en mail) til min uddannelsesansvarlige og skrive det til mine kommende kontaktjordemødre. Sideløbende lytter jeg til meditationer og plejer min sjælefred og indre gudinde. Det lyder alt sammen meget fancy – men for mig virker det, at prioritere mig selv og lære at være tro mod mig selv, mine følelser og tanker. Dette kan jeg skrive om i et andet indlæg.

En rigtig vigtig ting som min psykolog fortalte mig – da jeg efter 5 ugers ro i min angst, pludselig fik endnu et anfald, og blev væltet helt af pinden igen – var: At stress har måske taget 1 år om at opbygges, til det niveau, der gør, at jeg fik det sådan og fik angst. Det tager ca. samme tid, at komme af med stress igen. Derfor skal man huske at holde sig selv i ørerne og ikke “erklære sig rask” som det første og derefter bare pøse pres på igen, når man føler sig “rask” det første stykke tid. Fordi så falder hammeren bare igen. Det er vigtigt at fortsætte sin restitution over en længere periode, uden at tilføje unødigt pres, selvom det kan være ganske tillokkende, når man endelig føler sig lidt “normal” igen for første gang, længe. Det var en hård lektie for mig. At føle mig rask, men stadigvæk ikke pøse ekstra opgaver på .. meget unaturligt .. Men det har aldrig slået fejl – at hver gang, jeg troede at jeg var ok – og igen begyndte at oppe mit  tempo — så fik jeg et anfald PROMTE! Så vejen til healing er desværre ikke kort – men den kan blive begyndelsen på et meget bedre og sundere jeg. Et jeg, hvor man ikke ignorerer egne grænser og hvor gaven helt klart for mig personligt har været, at lære hvor min grænse går til. Sådan har jeg det i hvert fald lige nu. Jeg er et sindsygt godt og positivt sted i mit liv, hvor jeg passer på mig selv, udvikler mit selv og samtidig stråler til verden og har overskud til at give ud. Men jeg er også bekymret og lidt nervøs for praktikopstart.

Det har været og er en sand rejse… Jeg er ikke den samme person, som jeg var før jeg fik angst — jeg er en anden version af denne. En 2.0 version. En bedre og mere optimeret version – men også blot et menneske.

Hej jeg hedder Edith og jeg lever med angsten som min følgesvend – og det er helt okay <3 ..

…Der er en vej ud af angst og stress <3 du er mega sej, og du kan godt klare det!

:*

Edith K. Mihura

 

I erkendelsen af sine sårbarheder, gør man rent faktisk noget, som er mega stærkt – og mega modigt! Man tager ansvar for sig selv og for sit liv. Det kan være noget af det allersværeste, men det er samtidig noget af det allermest befriende, når først at man finder modet til at turde.

En af mine sårbarheder handler om; at jeg så gerne vil være god til alt – hurtigt. Det er sårbart, når jeg ikke føler at jeg kan tingene hurtigt nok. Jeg kan godt lide at mestre ting og at være god til dem. Så bliver jeg rigtig hård ved mig selv. Det prøver jeg at lade være med – og forsøger at give slip på det. Det er vigtigt for mig at kunne erkende det – for så at kunne give slip på det. Erkender jeg det ikke i momentet, vil det følge med mig måske resten af dagen. Det vil bæres som en ekstra vægt i min rygsæk – og det uden at jeg ved, hvad som tynger. Fordi er der ingen erkendelse er af sårbarheden/det som fyldte – så vil den stærke og tunge, måske lidt uforløste og negative energi være til stede! Ofte går vi rundt med uforløste følelser eller sårbarheder, som vi ikke erkender, men i stedet skubber i baggrunden, fordi vores liv opfordrer os videre. Der er stor forskel på at undertrykke og bære med videre – og så at give helt slip. Det er lidt ligesom med tilgivelse. Tilgivelse er en af de smukkeste ting på denne jord – men at tilgive helt kræver, at man giver helt slip på det. Man “giver”, så at sige “til”, den anden og giver helt slip på “det man har”. At tilgive én for så at bære det med sig videre, er ikke at tilgive. I virkeligheden kan man også sige, at det er en slags tilgivelse, vi skal turde give os selv, når vi er hårde ved os selv, eller vi har nogle sårbarheder. Det skal vel og mærke være en rigtig tilgivelse – ellers letter den intet i os.
At stoppe op og mærke efter og erkende, hvis der er noget som fylder – kan gøre, at vi kan slippe det – at vi kan lette vores rygsæks byrde og gå videre med en endnu stærkere energi, som til gengæld er let som en fjer og positiv. Misforstå mig ikke.. Jeg er ikke sur omkring de “negative energier” – at kalde dem negative er kun en beskrivelse, for at give et billede af, at vi ikke kan bruge dem med os på lang sigt. Men på kort sigt, gør de os faktisk en masse godt. De lærer os mere om os selv, end “de positive energier” – de får os til at mærke os selv mere direkte og de kan få os til at tage fat og ændre kurs. Det er en gave, at vores krop og sind giver os den slags signaler – for at hjælpe os – for at hjælpe os, til at nære os selv. Det er godt!

Kun i erkendelsen af sine sårbarheder kan man tage fat og ændre kurs!

:*

Edith Mihura aka Overskudsmama

Der er dage der bare starter helt vildt skævt — disse har vi alle. Det er dem vi snakker med vores allernærmeste veninder med – men hvorfor er det så forbudt, at vise det til fremmede eller offentligt. Hvad er det lige det giver os på bundlinien?
Burde vi ikke få det allerbedste ud af de situationer som fra tid til anden går skævt, mens de står på, i stedet for at føle os så forkerte. Min erfaring er; at disse dage nemlig bliver til nogle af de bedste erindringer og historier at fortælle videre eller at lære af personligt. Med al den positive energi der er i det – er det næsten synd, hvis vi ikke udnytter det, mens at situationerne står på.

At acceptere når ting går galt!

Ændre din kurs, sig pyt, kom videre og tag den stærke energi med, der findes i, at vælge at børste støvet af sine skuldre. – Men lad være med at slette eller ændre på noget i den oprindelige fortælling. Det skæve, har også sin ret. Det skæve er det, som gør ting unikke og mindeværdige. Vi lever i forvejen i en verden, hvor vi konstant  bliver mødt af ændrede billeder eller forestillinger om, hvordan folks liv er – via de sociale medier. Men ikke kun dér. Også når vi går udenfor i den virkelig verden, har alle facader på og holder fast i disse. Dette for at beskytte sig selv og for at høre til en gruppe. Vi kopierer hinanden og kigger så ukritisk på det vi kopiere, så vi slet ikke kan se, om det er realistisk eller ej. Det er åbenbart mere sikkert at tilhøre en kategori, end at være sig selv og sårbar.. måske? Men tænk over det .. er det ikke de mennesker, der tør være dem selv og ikke plastre sig til med alskens ideale, der er de mennesker vi respekterer allermest? Både for hvem de er og for hvad de udstråler. Det er dem der i hvert fald får mig til at føle mig ok som mig selv, og giver mig energi til at stræbe efter noget mere af mig selv (og ikke af andre)?! Det er i hvert fald de mennesker, som jeg finder min inspiration i.

Så går din dag skævt, så tøv ikke med også at poste det og vedkend dig de følelser du har omkring det. Vi kan alle have en lortedag eller en lorte uge. Desuden har vi det så meget bedre, når vi giver ærligt ud, ses og anerkendes som de mennesker vi i virkeligheden er – end hvis vi modtager anerkendelse for en masse som vi rent faktisk ikke er, men i stedet spiller/ønsker at være. Måske det føles godt i momentet – men det stresser selvet – det ligger et usynligt pres på os selv – og det fortæller ens jeg, at det ikke er godt nok, præcis som det er.

Vi skal være sødere overfor os selv. Vi skal turde at være ærlige overfor andre. Vi skal turde inspirere andre med os selv, og ikke et idealbillede af os selv. Vi skal nære vores selv ved at elske os selv, som vi er – også fra de skæve vinkler .. som i virkeligheden slet ikke er skæve – som i stedet bare er en del af livet og af det, at være menneske.

Det er vigtigt!

:*
Edith Mihura – aka Overskudsmama