Lidt fokus på et emne, jeg på det sidste, har mærket en del til.
[caption id="attachment_17
Se næste indlæg >
Miss Mihura
Gode gerninger
Gode gerninger – bør ikke være gerninger – det bør være almen pli og en helt naturlig gestus.
Det skal vi have mere af!
Egne hjemmehæklede futter, til den lilles fødder (lagt sammen som et hjerte).
Igår var min kæreste og jeg på vej op til bussen, da vi mødte en ældre mand der stod ved siden af en eldrevet kørestol. Det lignede at han ventede på nogen og som vi altid plejer at gøre til folk vi møder på vores vej, hilste vi pænt på manden mens gik videre.
Jeg bemærkede dog, at der var noget underligt ved ham.
Jeg kunne ikke placere det og i virkeligheden var de fleste nok gået forbi ham. Men da vi var kommet 15 meter væk, nævner jeg alligevel min uro overfor min kæreste.
Jeg bemærkede dog, at der var noget underligt ved ham.
Jeg kunne ikke placere det og i virkeligheden var de fleste nok gået forbi ham. Men da vi var kommet 15 meter væk, nævner jeg alligevel min uro overfor min kæreste.
“Gad vidst om han har brug for hjælp”?!
Min kæreste stopper op og synes også at vi lige bør tjekke en ekstra gang, så vi går tilbage og spørger ham om han har brug for hjælp eller om der er noget vi kan hjælpe ham med.
Og ganske rigtigt.
Hans eldrevne køretøj var løbet tør for strøm og han var selv MEGET dårligt gående.
Hvor det godt kunne have set ud som om, at han stod og ventede på nogen, var han i virkeligheden i færd med at få bukseret sit køretøj frem og op over nogle brosten, som han havde meget problemer med i hans tilstand.
Han stod nu overfor en tur hjem igen, ikke mere end måske 1 km væk fra hvor han stod – men som min kæreste og jeg blev enige om senere på aftenen, ville dette mindst have taget ham nogle timer, i hans fysiske tilstand og med det besvær det er, at skubbe noget der er tungt foran sig.
Hans eldrevne køretøj var løbet tør for strøm og han var selv MEGET dårligt gående.
Hvor det godt kunne have set ud som om, at han stod og ventede på nogen, var han i virkeligheden i færd med at få bukseret sit køretøj frem og op over nogle brosten, som han havde meget problemer med i hans tilstand.
Han stod nu overfor en tur hjem igen, ikke mere end måske 1 km væk fra hvor han stod – men som min kæreste og jeg blev enige om senere på aftenen, ville dette mindst have taget ham nogle timer, i hans fysiske tilstand og med det besvær det er, at skubbe noget der er tungt foran sig.
Hans generation, (han var vel omkring de 60-70 år), i modsætning til vores, vil helst ikke gør et alt for stort væsen af sig selv. Og de vil helst heller ikke være til besvær (endnu en ekstra god grund til at hjælpe dem).
Derfor ville han ikke spørge om hjælp – end ikke til to unge mennesker, der lige havde hilst pænt på ham.Hvor er det bare ærgerligt.
Vi hjalp selvfølgelig manden hjem. Han var sød og meget taknemmelig.
Vi nåede stadig vores bus og havde vi ikke nået den, gik der sgu nok en anden.
For os var det langt vigtigere, at hjælpe ham og generelt hjælpe dér hvor man kan – og gøre sig umage med at være én man kan se i øjnene.
Vi nåede stadig vores bus og havde vi ikke nået den, gik der sgu nok en anden.
For os var det langt vigtigere, at hjælpe ham og generelt hjælpe dér hvor man kan – og gøre sig umage med at være én man kan se i øjnene.
Man skal huske at stoppe op og se sig for, hilse på fremmede mennesker og holde øje med hinanden på en god måde. I stedet ser jeg desværre kun al for ofte, at folk har så travlt med dem selv, at de skynder sig frem, glemmer at stoppe op og nogle gange endda racer forbi folk i nød eller kører nogen over i deres fart.
Vi er så heldige at bo i et land hvor vi har overskud – og giver man bare lidt ud af sit overskud; i et smil, en hjælpende hånd en næstekærlig gestus – så vil vi få det tusindefolds igen, i det lange løb.
Så kunne det også mindske den ærgerlige tendens der er kommet, hvor folk er blevet så forfærdelig kyniske, mistroiske og negative overfor fremmede.
Eksempeltvis:
Min kæreste er en, desværre snart, uddød race. En gentlemanstype om man vil det. Der helt uden anden motivation end sin opdragelse og godhjertede person, spørger den gamle dame i Irma, om ikke han skal hjælpe hende ud til bilen med hendes varer.
Det i sig selv, er ikke noget man ser så ofte idag (og noget jeg selv lige skulle vende mig til, dengang vi mødte hinanden). Men hvad der er endnu mere ærgerligt, er den måde rigtig mange ældre mennesker idag takler sådan en hjælp på.
I stedet for at tage imod den velmenende hjælp, så tænker de straks det værste. At han er ude på at berøve dem eller har andre bagtanker med den tilbydende hjælp.
De tør simpelthen ikke sige ja.
…. Og det resulterer så, desværre næsten hver gang, i et lidt tragikomisk scenarie, hvor vi kan gå mere eller mindre parallelt ud af Irma med den før omtalte dame, og se hende slæbe sig selv skæv i hoften ud til hendes bil med sine varer, i stedet for bare at takke ja til hjælpen.
Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår hende. Selvfølgelig vil man også langt hen ad vejen sørge for sig selv (måske endda i endnu større grad i takt med at man bliver ældre). Men faktum er, at jeg desværre også ofte selv har taget mig i, at være mistroisk overfor fremmede mennesker og måske ikke altid haft ja-hatten på og været optimisten.
Men hvis ikke at man selv gør en indsats for at se det bedste i folk og hjælpe hvor man kan – så kan man jo heller ikke forvente at tingene bliver bedre.Til sidst vil vi risikerer at få et samfund, hvor vi enten ikke vil besvære andre når vi har brug for hjælp, eller hjælpe vores næste når de behøver den.
Et samfund hvor vi hellere vil frygte, hvad vi ikke ved, end at tro på at alle andre også er gode mennesker lige som os selv…
… der inderst inde tror på, og har brug for de samme ting som os selv.
Kærlighed, tryghed, tillid og næstekærlighed.
Sankthansurt fra vores have.
Bare et lille personligt opråb.
Vi blogges :*
Miss Mihura – aka Overskudsmama
Ingen kommentarer endnu