Når mor KUN er god nok

Der findes forskellige børn, og derfor er mine erfaringer jo ikke ensbetydende med, at historierne passer på andres børn eller at folk kan bruge det til noget. Men derfor vil jeg alligevel gerne dele lidt ud af den erfaring som jeg trods alt har.

Jeg fik min 2. “Største gave i mit liv” i april i år. Endnu en lille pige, og denne gang var jeg klar.
Jeg havde jo prøvet det før med den store.
Selvfølgelig er børn forskellige – det ved alle da – men når man har prøvet det før, så føler man sig alligevel rimelig sikker! …. Eller gør man?!

Pludselig var der ikke usikerhed på alle de “før, så usikre punkter”. Nu var det nogle helt nye punkter jeg følte mig usikker på. Punkter som jeg aldrig havde skænket en tanke ved første barn.
Pludselig var frygten for fødslen ikke lige så manifisterende som før. Men under fødslen var jeg pludselig mere opmærksom på blødninger og andet “gejl”, som jeg ikke havde skænket en eneste tanke ved sidste fødsel
.. Måske er det fordi jeg allerede vidste hvor stor gaven var efter en fødsel. Og derfor var jeg pludselig blevet mere bange for ikke at kunne være en del af det (hvis jeg gik hen og døede). Og frygten for at min ældste datter skulle miste mig, og ikke ville have mig i sit liv resten af livet var måske en endnu større faktor. Hvordan skulle jeg dog klare det, uden hende – nå ja, så ville jeg jo være død, men hvor blev jeg dog bange og ked af det, ved tanken. Hvordan kunne jeg dog byde hende sådan at forsvinde, hvis jeg gik hen og døde?! Pludselig fyldte denne frygt lige så meget, som frygten for smerterne havde fyldt under den første graviditet.
Det er noget underligt noget.
Især fordi man jo netop har prøvet alle de “ulidelige smerter” – og alligevel skænkede jeg ikke dem en eneste tanke igen!?

På nogle helt andre punkter får man mere selvtillid og selvværd og man tør pludselig godt (mere eller mindre direkte) bede “kloge” folk holde deres mund, både før og efter den lille er kommet til verdenen (med nr. 2 altså).

Man tør stå ved sine valg.
Det er en gave – at man føler at man har fundet sin egen sti ift. det at være forældre.

Et dilemma jeg tror at mange førstegangsforældre (måske desværre også mange flergangs forældre) ofte har stået overfor. Hvor de ubevidst mister selvværd omkring dem selv og den måde de er mødre på, fordi man som førstegangs mor i al sin trods overfor hvad andre siger, alligevel ikke kan lade være med at lytte til alle dommedagsprofetierne og de nok så velmenende vise ord, som intet andet formår, end at skabe uro, frygt og usikkerhed for den nye mor. Især fordi de kun al for ofte, kommer fra folk i vores omgangskreds og nærmiljø.
Folk som vi stoler på.

Men nu her 2. gang for mig, der er det nu dejligt befriende, at have accepteret, at man alligevel ikke kan leve op til alles forventninger (og heller ikke ens egne). Fordi man jo har fundet ud af, at der er 1000 opskrifter på dét at få børn og hvis man skulle kunne gøre alt det som de kloge siger, så ville man bryde sammen og alligevel ikke få udført sin pligt ordenligt. Der er altså ikke én løsning på rebussen!

…

Jeg oplevede også en endnu mere skelsættende ting fra første barn til mit andet:
At min lille ny, absolut ikke var lige som den store (hvad havde jeg også forvendtet)??!!

Jeg havde pludselig fået en vædder (og nu er det ikke fordi, at der skal gå horoskop i den), men det er bare en meget god sammenligning. FORDI JEG HAR PLUDSELIG FÅET to MEGET forskellige børn, med to vidt forskellige temperamenter, “meninger”, humør og vaner. DET ER JO HELT VILDT!
Som man pludselig stod der og følte sig sikker; — er man som ved et trylleslag igen på glatbane!
Selvfølgelig har man dét mere erfaring i posen (som før beskrevet), så man tør stå ved sine valg og selvtilliden er heldigvis i relativ topform (det meste af tiden) .. Men i de perioder hvor barnet ikke reagerer som den første, der er man  sat fuldstændig på halen og førstegangsforælder igen!

Jeg fik mig et ammebarn .. Et dejligt lille væsen der var så forfærdelig dygtig til det hele.
Motorisk og på alle andre punkter, var hun langt foran. Og vores amning gik suverænt!

Når man ammer er man PÅ, som i PÅ!! Og ingen andre duer. Det er hårdt.

Min første, var også ammebarn men gad ikke rigtigt efter 4. måned. Hun var mere end tilfreds da vi af samme grund, gik over til flaske, grød og almindelig mad.

Min lille nye elsker mine bryster. Ja det lyder måske lidt gross – men det er faktum! – HUN ELSKER DEM! Og hun elsker sin mor!

.. Selvfølgelig elsker hun også far. Men far blev først rigtig accepteret, da han blev sjov og kunne kilde hende til hun i kramper lå og grinede på gulvet. Far var først god nok, da hun syntes at far var god nok (4 måneder) PUNKTUM.

Og selv nu, som 7 mdr gammel … når mor går forbi, mens far holder hende – SÅ BLIVER DAMEN SVÆRT UTILFREDS med situationen.
Det er lidt tragikomisk og egentlig ret synd for far og heldigvis har hans ego ikke lidt nogen større skade endnu.

Men det er godt nok hårdt sådan at være på – mht. mad og til, på alle andre tidspunkter.

Leg. Sove. Vågne. Puha … Og alt derimellem.

Det er selvfølgelig dejligt og jeg nyder det så meget jeg kan. Men hvor ville det også være dejligt ikke at komme hjem fra svømning med den store, uden at blive faret over ende, af far der nærmest kaster den lille over i min favn – FOR NU VIL LILLESØSTER HAVE SIN MOR OG BESTEMT IKKE SIN FAR MERE. Ikke noget med lige at kunne sætte sig lidt ned og tage en slurk kaffe først.

Men hvad gør man så – når mor kun er god nok? .. Ja hvad gør man?

Vi er heldigvis to i mødregruppen som har lidt samme dilemma. Så jeg er ikke alene.
En ting som jeg specielt er varm fortaler for er, at man skal være ærlig omkring de følelser, tanker og frustrationer man engang imellem har og dele dem med nogen. Fordi, der er vitterligt ikke altid noget man kan gøre ved det. Nogle gange må man bare accepterer at; mor KUN er god nok – og derfor er det vigtigt at få snakket om det med nogen, så man ikke føler at man er tosset i sit hovede!
Tænker man lidt over det – er det jo i virkeligheden en stor gave at få, at ens barn KUN vil én! Det er bare ikke altid de varme følelser der strømmer igennem én, når man for 3. gang samme nat er oppe og putte sin baby, fordi det KUN er mor, der kan – TRO MIG, det ved jeg!

Jeg synes også lidt, at der er kommet et tabu omkring det at have børn ift. overskud og hvor “picture perfekt” det hele skal se ud. Det er dog som regel ikke fra før omtalte “kloge folk”-generationen (bedsteforældre og oldeforældre), fordi, de ved godt hvor hårdt det er. Dengang var det nemlig okay at det var hårdt. Det vidste alle. Derfor er det også tit dem der er rigtig gode til at hjælpe de rigtige steder, så som; kommer over med en færdiglavet ret aftensmad mens babyen er spæd eller en indkøbspose med lidt hygge.
DET ER DE GODE TIL – og TUSINDE TAK FOR DET.

Vores egen generation af unge mennesker derimod, har et helt misforstået billede af det, at være småbørnsforældre idag. Og samtidig også nogle helt vilde forventninger til det!!

Det er som om, at man bliver en bestemt niche, når man får børn idag – hvor før i tiden, var det helt almenindeligt at man på et tidspunkt fik børn (og alle ligesom var en del af den niche, når de fik fast partner).
Nu er det kun ok, når nogen i omgangskredsen ligesom har banet vejen for det og været de første, til at bevæge sig ind på det nye territorium. Og her er der ofte folk der melder helt fra alligevel…Hvad blev der om den gamle talemåde: “Der skal en hel landsby til at opfostre et barn”.

?
.. Eller flyttede man også bare fra sin landsby, hvis man ikke selv lige var kommet til det punkt i sit liv.
.. Og hvorfor er det egentlig så svært for mange folk idag, at rumme noget som rent videnskabeligt er meningen med livet – prokreation?
Måske har jer der læser dette, en helt anden opfattelse end jeg.
Og måske har jeg også lidt med vilje sat det hele lidt på spidsen.
Men jeg har i hvert fald selv haft erfaringer af den art omkring det at blive mor og hørt det fra rigtig mange andre.

Når folk kigger på min blog, min instagramprofil eller sågar min private facebookside – så ser de oftest en mor i overskud, som kan det hele. Det kan vi også – altså os mødre. Derfor synes jeg også at det er okay, at være ærlige når det ikke altid går så godt – ligesom man var det før i tiden.. Og ikke altid undskylde for, at der er problemer og hårde tider, eller tie omkring dem. Dem der siger at det hele er nemt, når man er småbørnsforældre, enten lyver, eller er ikke den slags mødre som jeg mener gør det rigtige.

 

Hvis du ikke kan rumme mere: Giv slip på barnet, (overlever det hellere til farmand, selvom baby ikke vil), inden du selv mister fatningen. Det er okay at sige: NU KAN JEG ALTSÅ IKKE MERE. Det er der ingen skam i og det er bedre at kunne sige STOP, i stedet for måske, at blive ukonstruktiv.

Det er okay, at din lille guldklump vil have sin mor: Den tryghed der er mellem mor og barn er væsentlig for dit barns senere udvikling. Kærlighed fra sin mor, kan et barn ikke få nok af. Så hvis nogle af de kloge hoveder hentyder til, at du skal overgive dit barn til dem eller andre, og du ikke selv har lyst – SÅ LAD VÆRE! Du er mor og du ved hvad der er bedst for dit barn – lad ikke andre hyle dig ud af den!

De gammeldame/mands-historier; der desværre alt for ofte bliver fortalt under familiemiddagen omkring, hvordan man ikke skal overforkæle sine spædbørn og at de har godt af at græde og sagtens kan græde sig i søvn – ER OLDHISTORIER fra en tid, hvor man ikke vidste halvt så meget om børns tidlige sociale og tryghedsbehov, som man gør det idag. Der er ikke ét nutidigt tidsskrift omkring dette emne, der antyder andet end, at det er indirekte vold for et spædbarn, at blive efterladt grædende i sin vugge. Lad være at lytte til dem som mener at dette er hysteri – med mindre at du selv går ind for sådan noget.
(Jeg kan dog ikke selv stå inde for psykisk (grænsen til fysisk) vold mod spædbørn – sorry!)

Ellers er der nok ikke så meget mere at skrive om, andet end:
I får nok nogle flere klagesange fra mig på bloggen hen ad vejen. Det er også hårdt og ærligt at være en overskudsmama. Og lige pt. har jeg en lille sylfide, der er meget morsyg, meget verbal og enormt krævende. Men GUD hvor jeg elsker hende!

:* Vi blogges

Miss Mihura – aka Overskudsmama