Amning

Forleden skrev en god veninde i sin blog om amning og tanker om amning. Det tænkte jeg, at jeg lige ville dele lidt af mine tanker om.

Amning er jo en meget oppe i tiden ting. Emnet “offentlig amning”, kommer som en uanmeldt tornado, rasserende op i medierne med ca 1-2 års mellemrum – og for hver gang bliver debatten mere og mere tilspidset fra begge sider (for eller imod). Men jeg vil nu ikke uddybe min egen holdning så radikalt i dette indlæg. Jeg er for offentlig amning og længere er den faktisk ikke. Det jeg i stedet vil skrive om, er mere alle de følelser der kan være forbundet med amning. De erfaringer og følelser jeg selv har haft om emnet. Det er derfor et meget personligt indlæg, men jeg synes at emnet er lidt misforstået og bliver tit gjort til noget meget svære end det i virkeligheden kan være og samtidig bliver det ofte fravalgt fordi folk ikke ved hvor hårdt det også kan være i perioder ..

“Det er bare noget man gør” — NEJ det er det ikke! Ikke for alle – i hvert fald.

Men det er noget næsten alle kan (kvinder der har født – selvfølgelig 😉 .. ) – hvis man har afstemt sine forventninger ordenligt fra start af, vil jeg mene. Der er selvfølgelig meget forskel på personer – og nogle gange er der også eksempler på, hvor folk ikke kan amme eller mælken ikke er “god nok”. Men jeg tror bare at samfundet og de valgmuligheder vi har idag, har gjort det langt lettere at vælge det fra og “give op”, end før i tiden, hvor muligheden ikke var der og man kun MEGET nødigt opgav – da det eneste alternativ der var dengang var alm. sødmælk. Det skal lige pointeres, at dette indlæg ikke er for at håne nogen eller spotte – tværtimod. Jeg tror tit at grunden til en mislykket amning er fordi støtten bliver “givet” forkert og som førnævnt, er forventningerne ikke altid korrekt afstemt.

Amning er altså også noget mærkeligt noget. Jeg kan huske at én af de ting jeg tit tænkte på, inden jeg forsøgte at amme mit første barn var; HVORDAN FÅR MAN DET IGANG?
Gør det, det selv? Skal jeg gøre noget? Hvordan fungerer det? Og er det virkelig kun mig, der ikke ved noget?? Fordi jordemoderen og alle andre var sådan lidt: “jaja så sætter man bare barnet til og lader det sutte. Og så sker det helt naturligt. BARE ROLIG DET ER HELT NATURLIGT. Også at tvivle på sig selv .. Men det er HELT NATURLIGT!
MEN lige meget hvad de siger … så giver det ingen mening, når man ikke har prøvet det før – og derfor forbinder man det OVERHOVEDET IKKE med noget naturligt.
…
Men jeg kan forsikre alle der har disse tanker om, at lige netop disse spørgsmål og tanker er naturlige og helt almindelige – jeg havde dem også. Og af frygt for at repetere en gammel jordemoder, så er amning naturligt og det sker helt af sig selv, hvis man lægger barnet til 😉

Det kræver selvfølgelig lidt viden om hvad “arbejdet” indebærer, hvis der skal forventningsafstemmes korrekt, men hvis man hænger i og forbereder sig lidt, er jeg næsten hundrede procent overbevist om, at det nok skal gå (i de fleste tilfælde).
Og det håber jeg lidt, at dette indlæg kan være til hjælp med.

Afstemning af forventninger:
Tit og ofte hører jeg, at de fleste gerne vil amme .. men rigtig mange springer over, fordi det bliver for besværligt og fordi der derfor er andre “lettere” løsninger. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at nogle kvinder ikke kan amme eller har for lidt mælk .. men hvis ALLE dem der sagde det virkelig havde det sådan – så ville de for bare 50 år siden måske have mistet deres børn. Derfor tror jeg også at der er gået lidt trend i at sige: .. “det gik bare ikke – og pludselig var der ikke nok mælk”. Ja det er jo det der sker, når man ikke ved hvad man skal gøre eller hvis man underkender den tid det tager og det engagement det tager, at få en ordenlig amning i gang.

Det mest naturlige i verden inkluderer ikke tidspres fra shoppeture, barnevognsstroles, babysvømning og café/venindebesøg.

Det er et faktum at det tager min. 6-8 uger at få en ordenlig amning indkørt. Derfor er det meget misvisende hvis mødre stopper inden, med udmeldingen – der var ikke mælk nok.

En sådan indkøring kan være hård og både psykisk og fysisk-tærende. Derfor er det forståeligt, at man kan føle sig utilstrækkelig og udmattet – især, hvis man ikke får søvn nok, eller har en søskende (eller flere), rendende omkring sig. Og man kan føle sig fortvivlet og opgivende, når mælken ikke bare fosser ud, som hos andre – og man derfor i perioder har et skrigende barn, der måske ikke får helt nok.

Hertil skal det nævnes at alle ammende børn ikke får nok altid -da mælkens “indstilling” altid er nogle dage bagud, når børnene tager et nyt appetit-ryk.

Og derfor er ordet; Nok, meget misvisende: Fordi alle de syndhedsplejersker jeg har snakket med om dette emne, har alle fortalt, at der ikke findes en egentlig “rettesnor” for hvor meget et barn skal tage på, især ammebørn – og derfor er den skala de bruger også meget misvisende. Mener også at min sundhedsplejerske sagde, at de havde tænkt sig at skifte den ud indenfor ikke så længe, og mere bassere deres “rettesnor”, på det enkelte barn.
De skal selvfølgelig vokse – men nogle børn vokser anderledes end andre. Nogle gang bliver krudtet brugt i udviklingen/hjernen, andre gange så vokser de i længde og nogle tager på i vægt. Med min sidste (hende på nu 11 mdr) tog hun f.eks. 550 g. på, på et par dage da hun var omkring 1-2 uger gammel. Men måneden efter, havde hun kun taget yderligere 200g på. Jeg gik nærmest i panik fordi, det var da ALT ALT for lidt. Men heldigvis beroligede sundhedsplejersken mig med, at så længe hun spiste regelmæssigt og hun ellers var frisk og energisk, så var det meget normalt når man ammede. Hun sagde også, at hvis jeg var i tvivl om hun fik nok – så skulle jeg forankre mig i sengen 1-2 dage og bare ligge hende til, hver 2-3 time fast for at sætte produktionen op. Og det har jeg faktisk gjort, hver eneste gang jeg er blevet nervøs og i tvivl. Og det har virkelig virket for mig.
Nogle gange tror jeg også at det er en hæmmesko, at man ikke præcis ved hvor meget baby får, når man ammer, som man gør, når man giver dem flaske. Nogle gang hvis jeg havde pumpet ud, så kunne jeg sidde helt grådkvalt bagefter og hulke til min kæreste over de spæde dråber der blev samlet sammen i det lille bæger. Forsøgte jeg igen nogle timer efter, så væltede det pludselig ud med mælk. Man skal huske at brysterne tilpasser deres mængde, ikke kun til babys ernæringsbehov (mængde), men også til div. spisetider. Det er faktisk ret fantastisk at to bryster kan huske så meget. 😀

Lidt andet info om amning:
Der er mange misvisende ting ift. amning: Man får f.eks. ikke hængebryster af amning – det er hormonet, som gør amning mulig, der allerede bliver frigivet under graviditeten, der gør “vævet” mere løst .. så er du gravid risikerer du hængebryster uanset om du ammer eller ej.
Dog vil jeg sige, at mine bryster efter første barn, ganske rigtigt føltes som to tomme sokker, da amningen sluttede, men efter noget tid, var det som om at de fandt sig selv igen .. så selvom de måske hænger en del lige efter amningens ophør og ikke bliver 100% sig selv igen som da man var 20 – så læger tiden alligevel huden en del. Det samme gælder for maveskind mv. Noget der er blevet strakt sådan ud, tager tid om at samle sig igen 😀 hehe .. Så hold ud!

Håber at dette indlæg gav lidt info som kan bruges.
I er meget velkomne til at skrive eller spørge, hvis der er nogle spørgsmål.

:*

Miss Mihura – aka Overskudsmama