Viklerier

En af mine – lad os kalde det; “hobbyer” – er at vikle, slynge, bære. Jeg anser mig selv som værende rimelig nede på jorden med det – og jeg benytter viklerne praktisk i min hverdag. Det står mit hjerte meget nært og det at vikle og at ‘bære mit barn’ betyder rigtig meget for mig og for vores familie. Jeg vil ikke kalde mig en decideret “nørd” til det – men når man går op i noget, kan man godt fremstå en smule tosset –især hvis andre ikke kender til detaljerne omkring ens vikleri. Derfor tænker jeg lidt – at jeg vil skrive dette indlæg om, hvorfor jeg benytter viklerne og i hvilke situationer, jeg benytter dem. Jeg vil lade det være en lille inspiration for andre – og et forsøg på at beskrive ‘det at vikle’, uden alle de fancy ord og betegnelse, som indenfor vikleverden, ikke altid just inkluderer udenforstående (efter min mening).

En vikle, er et bæreredskab – et langt stykke vævet stof, som man kan få i forskellige længder, (prisklasser) og kan binde på forskellig vis. Det er et bæreredskab, som kræver lidt øvelse, men da der findes mange forskellige bindinger – så er der som regel altid noget som passer til ens temperament og kunnen. Egentlig kunne jeg have skrevet et helt nørdet indlæg omkring de forskellige typer vikler der findes mv. – men det er ikke min hensigt at gøre folk mere forvirrede eller få dem til at føle at det er besværligt. Meningen med dette indlæg er som sagt mest ment som en indroduktion i, hvorfor jeg vælger at vikle og så vil jeg muligvis følge dette indlæg op, med en lille ukompliceret guide til hvilke typer vikler mv. der findes og hvad man som nybegynder kan kigge efter og vælge, hvis man kunne tænke sig at prøve kræfter med vikleriet eller blot det at ‘bære sit barn’.

Historisk set har folk ikke haft de samme “friheder” som vi har i dag, hvor vi triller rundt med vores barnevogne og fylder den op med alskens hygge og legetøj – så vi både kan give baby en hyggelig tur, mens at vi måske tager en coffee2go inde i byen eller en sludder med veninderne. Man har dog altid haft sine børn med sig. Og netop det med at have sine børn nær – er grundstenen i det ‘at vikle’ og i at ‘bære sit barn’.
I mange lande er det en helt nødvendig del af “børnepasningnen”, at have dem med sig og man ser det rigtig meget i de lande hvor kvinderne enten bliver nødt til at arbejde i deres eget landbrug eller hvor de hurtigt skal tilbage og arbejde ude, at de bærer børnene i forskellige bæreredskaber. I Danmark har vi langt oftere tyet til barnevogne eller kravlegårde. Hver land, altså sine redskaber – men med nogenlunde samme formål. Med ønske om at have børnene nær (passe på dem), samtidig med at man kunne få “noget fra hånden”.

Det praktiske:
Med 3 børn er det for mig en gave at give – dem alle sammen – at vikle. Den følelse man kan få, ved 3 børn, at man ikke har hverken hænder nok – eller nærhed nok, til alle 3 på samme tid… afhjælpes helt vildt meget med en vikle. Når jeg vikler den lille – får hun nærhed og er med. Hun lytter til mine ord, mit åndedræt og mærker mine bevægelser, min varme og min duft. Hun er tryg. Her kan hun overskue ALT! (Og mad er også indenfor rækkevidde 😉 ..)
Min pige på 3 år, som er i gang med at opdage hele den fysiske og talte verden – kan snildt blive holdt i hånden over stok og sten – når hun har brug for nogen til at gribe hende i hendes hop og spring i mellem alt lige fra, træstammer til kantsten eller en hånd til at give opmuntrende klem når hun i sin færd, fortæller mig om alt i mellem himmel og jord.
Den store, på 8 år – som egentlig ikke altid behøver at blive holdt i hånden – har dog alligevel altid lige en hånd til rådighed – når også hun, har brug for et klem eller en måske hel arm, til når jeg trækker hende ind til mig i et knus med tilhørende kys på hovedet. Der er stadig massere af plads til hende, selv om hendes 2 små søskende fylder en hel del mere og kræver en stor portion af min opmærksomhed.
… Dette (og mere til) kan jeg pga. min vikle. Nu skal det ikke lyde som en af de der tv-shop reklamer… Og jeg siger ikke, at man ikke kan alt dette uden en vikle. Men jeg føler mig stærkt overbevist om, at man som minimum, ville blive nødt til at fjerne fysisk kontakt og fokus fra min. 1 af de 3 i længere perioder, hvis jeg ikke havde den yngste i et bæreredskab.
3 børn fylder meget (dejligt meget og hårdt meget) – og på denne måde er der ligesom lidt mere plads til os alle (inkl. mig selv).
At skulle støvsuge, lave mad mv. betyder ikke nødvendigvis, at man skal vikle – men nogle gange så står man alene, med en lidt træt/sur/pyldret/morglad baby og en hulens masse husligt, der også skal nås – og til dette formål er viklen altså genial. Det at kunne smide en morsyg baby på ryggen, der med ét lyser op og pludrer og griner med (og ikke blot skal affinde sig med sit eget selskab i en kravlegård, væk fra hendes centrum (mor)..) – og at man så samtidig når at klare alt det praktiske, inden huset igen bliver fyldt op af storesøstre og en far, der kommer hjem. Det er virkelig en gave for alle parter. Det giver overskud og giver én en følelse af at være en fantastisk forældre, synes jeg!

Det emotionelle og psykiske:
Det at være tæt på sin mor – er vigtigt. Det er især vigtigt for de helt små – hvor både tilknytning og amning, er 2 emner, som jeg sagtens kunne skrive hele indlæg om. Men jeg vil her i stedet tage udgangspunkt i det “at mærke hinanden” .. Det er så fantastisk at opleve sit lille barn falde helt til ro tæt på én 1. gang man prøver det, med en vikle. Det føles så nært og trygt – næsten som at have dem inde i maven, bare mere “virkeligt” og direkte. Og måske falder den lille også i en dyb og tryg søvn – som ved et trylleslag. Så smelter ens hjerte .. det er en fantastisk varm, omsorgsfuld og kærlighedsfuld følelse!
… Man siger også, at der er “sovestøv” i viklerne og selvom det er ment som en lille hobby-intern-joke, så er det ikke desto mindre den følelse man står med. SÅ føler man sig meget moderlig og sej! Det er lidt en magisk følelse og noget helt specielt. Og det er også denne følelse der gør, at man holder ved, og bliver bidt af vikleriet. Det er guf for vores oxytocin og det er guf for det bånd der skabes imellem mor/far og baby. Det er også denne følelse der gør, at man ihærdig bliver ved og ved med at øve og fornye sit “bindingsforråd”, med nye og mere interessante bindinger.

 

Det fysiske:
Jeg startede allerede med at ‘bære’, My (nr. 2) ergonomisk . Dette var i en Ergo-baby bæresele og denne var jeg rigtig glad ved. Den var praktisk for Søren og jeg og den var virkelig en livreder dengang, da My som førnævnt altid har været lidt af en vildbasse. Vi kendte ikke til vikler dengang. Det har sidenhed ændret sig – men Søren benytter stadig mest Ergo-babyen til Munte, hvor jeg er mest til vikleriet.
At bære ergonomisk er vigtigt for mig, da jeg bærer ofte og fordi, at jeg mener at dette er bedst for børnenes udvikling og fysik. At bære indad mod kroppen er ligeledes vigtigt for mig – da jeg mener at små børn bør skærmes så vidt det er muligt. Nysgerrige børn (som My og Munte begge har været tidligt), har jeg valgt at bære tidligt, på min ryg, hvor de bedre kunne være med og se verden – men stadig med kroppen ind mod mor eller far – deres tryghed – deres base. Og netop det at have en base og tryghed mener jeg er essentiel for ét barns udvikling. Det at være sikker i sit fundament – gør også at man tør opleve og gøre mere på egen hånd, i vished om, at mor/far er lige her ved mig.
Som oftest oplever jeg kun positive eller undrende/nysgerrige blikke, når jeg vikler. Men fra tid til anden, oplever jeg også kritik. “Kan dit barn ikke gå selv!?”.. “Sikke forkælet, det barn bliver!” .. samt mere i den dur. Til dette, vælger jeg ikke at svare i situationerne .. det gider jeg simpelthen ikke at bruge min tid på. Men her kan jeg tilføje, at de sundhedsplejesker og fysiterapeuter jeg kender, alle har ment, at det er godt for motorikken og at børnene i selve bæringen sidder og følger mors bevægelser og indlærer dem sammen med hende, plus at de træner alle deres små, stabilliserende musker i kroppen – så deres “core” får rigtig god træning. Samtidigt kan de uden problemer falde helt sammen og slappe af, da deres vægt bliver båret i deres knæhaser og ikke i deres unge ryg. Derfor mener jeg, at ergonomisk bæring er den mest skånsomme og fysisk komplimenterende bæringsform. Og derfor ville jeg personligt aldrig, hverken vende mit barn udad eller bære det i en sele, hvor vægten fordeles i skridt og ryg, på barnet (f.eks. en babybjörn bæresele og disse typer).
My kunne gå da hun var 9 mdr og Munte da hun var 8 mdr. Og de er begge fysisk stærke og meget gode motoriske.

Dette var lidt om mine grunde til at vikle og at bære ergonomisk – jeg vil meget gerne svare på spørgsmål, hvis der skulle være nogle. Som med alt andet på min blog, er det udelukkende personlige holdninger og valg og jeg anerkender at ikke alle ville vælge som jeg og jeg respekterer at andre gør ting anderledes <3 ..

:*
Miss Mihura – aka Overskudsmama

Ps: Jeg har lovet et lille oplæg hos Sundhedsplejen i Fredensborg Kommune, om netop “viklerier” uden alt det kringlede d. 30/10 2017 .. Så hvis man bor i nærheden og kunne ønske sig at lytte lidt mere til mig – så vil jeg være at træffe her <3 :*