Med slæbende fødder, begravet i efterårsløv. Følte mig inspireret!

Hvem der dog bare var barn nogle gange!

… Og kunne vælte sig i blade.
… Og sparke til bladene i kanten af skovstien uden voksenhæmninger.

Men det kan man sagtens – og den mest perfekte undskyldning til det er, at man leger med sit barn.

Igår gik jeg en lille omvej, med en stor kop friskbrygget kaffe, da jeg skulle over til min ugentlige mødregruppeaftale.
På vejen derhen, kunne jeg slet ikke lade være med at gå og smile for mig selv.
Der var simpelthen så smukt og fredsfyldt alle steder.
Det klare efterårsvejr, de smukke farver og den fredsfyldte stemning der er omkring formiddags tid. Den tid, når de fleste mennesker er på arbejde og naturen får lov til rigtig at strække vinger og fylde mennesketomrummet med fuglekvidder og insektsværmeri – var bare helt fantastisk.

Mens jeg gik der og dagdrømte, kunne jeg ikke lade være med at føle mig dybt inspireret, og kom i min rolige stund til, med et smil, at erindre oplevelser fra min barndom.
Specielt én fik mit smil til at være ekstra stort, så en modpasserende ikke kunne lade være med at smile bredt igen (dejlig følelse når det sker).

Erindringen var om en skovtur i børnehaven:
Jeg gik og sparkede til blade i kanten af skovstien da et stort grønt dyr sprang op og gav mig dengang verdenens største chok.

Jeg var SIKKER på, at det var en gigantisk græshoppe – fordi sådan husker jeg den – også idag – helt tydeligt. Den var lysegrøn og den hoppede.

I virkeligheden kunne det have været noget unaturligt der havde gemt sig i bladbunken, som jeg havde sparket til, men jeg var HELT sikker i min sag. DOG var der ingen der troede på mig dengang – fordi SÅ STORE græshopper fandtes der ikke!

Idag tror jeg stadig på det!
Måske fordi mindet om “det grønne væsen” stadig står så tydeligt printet i min hukommelse.
Måske var det bare fantasi – måske var det virkeligt. Men af alle de ting jeg har glemt fra min barndom – der er dette minde stadig helt tydeligt for mig.

Jeg tror at fantasi nogle gange kan sætte sig fast i erindringerne, som virkelighed, som barn. Det synes jeg egentlig er en ret smuk tanke. Fordi så kan enhver prinsesse-leg eller ridderkamp jo blive til virkelighed. Eller i hvert fald føles sådan.

Og hvor er det egentlig dejligt at tænke på – at børn ikke behøver at “skabe deres egen virkelighed” på baggrund af div. normer, grænser eller regler, som os voksne – men at de kan leve/lege lige som de selv vil, i hvilken som helst virkelighed/uvirkelighed som de har lyst til.

Som voksne har vi ikke mere behov for at skabe os sådanne virkeligheder, sådan som børn gør det, for at øve sig på alle livets aspekter via leg.
Men hvor kunne vi dog lære lidt af det! Og hvem siger i reelen at vi ikke har behov for det? Idag har vi jo al mulighed for ikke at blive “så voksne”, som man af nød, blev nødt til for 100 år siden. Idag har vi frihed på en helt anden måde, til at gøre næsten lige hvad vi ønsker – heldigvis.
Jeg forsøger derfor ofte at være kreativ og lege så meget som muligt i min hverdag – også for mig selv.
Måske er det ikke ved at lege på legepladsen i tide og utide – eller med barbiedukker, som min datter.
Men hvis man giver sig hen til at lave perleplader eller tager en gyngetur i ny og næ med sine børn – så vil jeg med næsten med 100% sikkerhed sige, at I ikke kan lade være med at smile.
Måske er det fordi vi nyder følelsen af at lege med vores børn og lege med en god undskyldning for at lege? Men jeg tror også at vi ubevidst husker på alle de dejlige og frigørende følelser fra vores egen barndomsgyngeture og perleplade-laveri, og det er alligevel ret sjovt at tænke på.

– At fantasi, leg og barndomsminder alligevel er en så stor kraft, at den kan påvirke ens facade, uden at man er bevidst om det.

Alt det vi bruger penge på og kæmper os igennem for at føle os lykkelige i vores hverdag…
– Og så kan en simpel gyngetur få smilet frem og ramme os helt nede i maven, så vi ikke kan lade være med at gynge højere og højere OG HØJERE, som dengang vi var børn.  

Jeg tror faktisk at de flest barndomsminder, som jeg kan erindre med tydelighed, (fra bh tid), ofte omhandler skoven og efteråret.

For mig er der derfor noget helt magisk ved denne overgangs-årstid, og som måske én af de eneste af mine venner i folkeskoletiden var efteråret min yndlingsårstid. For de fleste andres vedkommende, var det; sommer og vinter, husker jeg.
Nej foråret og efteråret er klart mine favoritter også den dag idag.
Symbolerne og de smukke forandringer i naturen og dens små luner, er for mig helt fantastisk, og giver mig virkelig meget inspiration til leg med min datter, både kreativt og aktivt.

Vinter og sommer rummer bestemt også hver deres egen skønhed.

Men tilbage til igår.
Der gik jeg og følte mig inspireret til udendørs-leg med min store pige, og derfor gjorde den lille tur over til mødregruppen, at jeg nu havde lagt en plan for, hvad vi skulle lave på turen hjem fra børnehaven senere.

Vi fik samlet blade (noget som vi også har gjort ofte før, blandt andet til vores bladguialander derhjemme).
Vi fandt også en stor bunke blade som vi spredte for alle vinde “så efteråret rigtig kunne komme ud alle steder” (som hun sagde).

Vi sparkede til bladene i vejkanten og mærkede den rare følelse, jeg selv erindrede som barn, når man står med begge ben begravet i alverdens efterårsfarver, mens man slæber fødderne frem for sig.
Lillesøster havde siddet i barnevognen og nysgerrigt kigget med ud over kanten, mens hun hvinede af grin i små udbrud, synkront, til synet af hendes storesøsters tosserier.

hvis ikke det er lykke – så ved jeg snart ikke, hvad er … ?

Bagefter cyklede hun hjem ved siden af mig og den lille i barnevognen.

15 minutters hjemtur blev til 35 minutter.

Sådan et lille break på turen hjem, gjorde at jeg kom 100 gange mere smilende igennem den ellers så travle dag, som også stod på fodbold for den store, svømning for den lille, alene ansvar hele aftenen, da min kæreste også skulle til fodboldtræning og kun meget meget lidt hækletid/benene oppe-tid til mig selv.
Og jeg gik til trods for al den travlhed ikke i seng den aften og havde dårlig samvittighed over ikke at have tilbragt tid med min store pige – fordi de 35 minutter på vejen hjem, havde fyldt hele mit dårlig-samvittigheds-hul op, med varme følelser om efterår og glade barndomsminder.
– Fortidsminder for mit vedkommende og små spire af fremtidige minder til min datter.

Nu er det her jo kun min egen overbevisning og bare fordi jeg føler disse ting, er det selvfølgelig ikke ens betydende med, at andre har det som mig. Dette blogindlæg er udelukkende egne tanker, erfaringer, holdninger.

Vi blogges :*

Miss Mihura – aka Overskudsmama