Åbenhed og mødregrupper

Min veninde og jeg har begge stået i “livskriser”, hvor vi har nydt godt af vores veninders hjælp og støtte .. men dette ville jo være noget nært umuligt, hvis ikke vi kunne være ærlige overfor hinanden. Vi blev også enige om, at selvom dette burde være det mest naturlige – så er vi, ligesom så mange andre også bange for at vise for meget. Og det blev vi heldigvis også hurtigt enige om, var virkelig ærgerligt! Hvorfor skal man gå og være overfladisk lykkelige, når alle godt ved, at livet ikke er sådan heletiden. Og man ved også godt at hverdagen har ofre; for kærlighed, overskud, sex og sød musik … men hvorfor skal det være så svært at snakke åbent om og vise udadtil? Hvem har denne lukkethed nogensinde hjulpet??

Alle der har børn har følt “presset” udefra ved at gøre tingene godt nok – overfor venner, bekendte og fremmede. HVAD TÆNKER DE NU IKKE OM MIG?!

… Hvorfor er det så vigtigt? —

Vi vil selvfølgelig gerne tilhøre et samfund og have vores lille sociale del af det – hvor vi ikke træder for meget udenfor. Men hvorfor så urealistisk. I hvilket samfund har børn nogensinde opført sig ordenligt hele tiden og i hvilke samfund taber man som forældre ikke engang imellem sutten og flipper ud? .. OG i hvilke samfund er familier usynlige og spejlblankpolerede?

Nej det er larmende at være forældre – det er følelsesmæssigt tærende og krævende. Det er kompromissøgende og nogle gange så står hovedet af. Det er beskidt og fyldt med mosede bananer på skjorten og mad i børnenes hår.

Sådan er børn og sådan er forældre også..

Hvorfor skal man føle sig “til besvær”, når det alle dage har været sådan? … Det hjælper selvfølgelig at have prøvet at blive mor 1 gang.. dvs, at jeg er da klart mere afslappet og stoler på min egen intuition nu, end ved min første.

Men hvorfor er den direkte støtte, til at være sig selv og at det man gør, er godt nok, der ikke allerede den gang?

I stedet så skal man mande sig op igennem hele den førstes opvækst – for så at bryde igennem med nr. 2, 3 osv. .. hvor man pludselig, kan stille op for sig selv og ærligt sige: Jeg har styr på det – bland jer udenom .. eller glo hvis i vil.

Som min veninde og jeg snakkede om, så kan vi virkelig godt forstå de stakkels førstegangsforældre (og kan også selv huske det lidt) .. det der med hele tiden at føle sig bagefter og halsende efter alle de andre “der havde styr på det”..

Nr. 2 var en lettelse – uden lige .. og hvor var det heldigt at My var min nr. 2 .. Fordi havde jeg fået hende som mit 1., så er jeg i tvivl om jeg ville have energi til at kunne “følge med de andre” og samtidig være en god mor for min krævende Lille My.

Derfor har det siden hen også været et vigtigt emne for mig, at snakke åben og ærligt med folk omkring mig – med eller uden børn. Det bør ikke være så svært at være sig selv og føle at man er god nok om man har børn eller ej. Der skal være plads til os alle, og vores børn.

Alle gør jo tingener på hver deres måde .. og med mindre at du decideret ødelægger dit barns selvværd eller slår det – så er det i min verden, helt okay, også selvom du gør tingene på en anderledes måde end min. Vi behøver ikke alle være ens og “flugte med hinanden”.

I virkeligheden konkurrerer man jo ikke med de andre mødres/menneskers standarder, men med Bo-Bedres forside fra marts måned .. hvilket jo er helt åndsvagt og grinagtigt! 😀

Det er lidt ligesom med mødregruppen.

“Enten kommer man i en velfungerende mødregruppe – ellers så føler man sig vildt akavet.” Hvorfor?

Og nej det fungerer meget mere simpelt end: at den enten var dårlig eller velfungerende.

Min erfaring er, at det i al sin enkelthed er med mødregrupper, som med rigtig mange andre ting i livet.

Man får, det man investerer.

Og det kan derfor med et enkelt ord gå fra den ene yderlighed til den anden. ÆRLIGHED! Hvis man kommer i en gruppe, hvor man tør være ærlig og åben omkring eventuelle problemer – så kan en mødregruppe være noget så givende og varm. Og hvornår tør man så det? .. Det gør man selvfølgelig, hvis man bliver imødekommet af det samme .. åbenhed og ærlighed. It’s as simple as that! Men det kræver selvfølgelig at nogen, er villige til at tage det første skridt 😉

…

En hjælpende hånd i nøden med kvinder der alle gennemgår præcis de samme ting som én selv følelsesmæssigt, fysisk og som kommer til undsætning med gode råd og trøstende ord. Det er præcis det man så kan få ud af en mødregruppe. I nogle tilfælde; venner for livet!

Men er man ikke ærlig, og i stedet kører FB-opdateringsbillederne (live) af på dem. Og kun snakker om alt overskuddet og sørger for at det fine porcelæn står fremme sammen med de hjemmelavede nybagte boller, Alfi-kanden og Lyngbyvasen (som i dagens anledning også har isat friskskårede blomster fra haven).. Så får man efter min mening ikke andet ud af det – end at mødregruppen, bliver en slags fokusgruppe, hvor det mest af alt handler om at imponerer dem og absolut ikke vise (for noget i verdenen), at man ligesom alle andre mødre ikke har styr på en skid og at man er brugt, træt og følelsesmæssig drænet, fra tid til anden … selvfølgelig også lykkelig, glad og i overskud .. men ikke detsto mindre, så er det som om at vi for alt i verdenen gerne vil imponerer vores mødregruppe i stedet for at møde dem i øjenhøjde?

Det er noget underligt noget ..

og noget som jeg har hørt op til flere gange. Især fra førtegangsmødre, som samtidig føler et pres over at skulle imponerer og ikke virke “dumme”, med deres spørgsmål overfor alle – også deres mødregruppe.

Og det er virkelig ærgerligt. Det er jo især her, hvor man blandt hele verdenens moderne holdninger til det at have børn, kan føle sig fri og holde et pusterum sammen med “ligestillede”. 🙂 Et sted hvor det er okay at snakke bleer, amning, tudeture, frustrationer og skrigende børn ..

Det jeg har gjort forskelligt fra første gang jeg var i mødregruppe (med min første) var, at jeg allerede fra første dag af, ikke holdte mig tilbage og pakkede mig ind i vat. Man skal selvfølgelig ikke være grænseoversridende .. men man kan sagtens åbne sig, og se hvad der sker, i stedet for at holde alt inde og så “bare være høflig”.

Jeg kan ikke helt huske hvad jeg spurgte om. Tror faktisk at det var noget med amning og, at jeg aldrig fik sovet og, at jeg var ved at dø af frustration over hudløshed og en skrigende My, (eller noget i den stil)

… Pludselig blev stemningen en anden og de andre begyndte at byde ind med gode råd og .. også med deres “problemer”.. som pludselig blev helt tydeligt, at de også havde .. hvilket absolut ikke var klart for mig før. Før jeg selv havde lukket op og turde springe ud i at “bede om hjælp/spørge om erfaringer”.

Dette har resulteret i at jeg virklig har haft brugt min mødregruppen denne gang, været ovenud lykkelig for den og de mennsker som var en del af den og set den store værdi der er i, at være åben og ærlig også overfor “fremmede”.. OG ISÆR, hvis man har en hård begyndelse som mor!

Dér hvor man normalt ville pakke sig selv ind .. LAD VÆRE MED DET! Det er dér du vil føle hjælpen størst og derfor bliver man også nødt til at række hånden ud, lukke øjnene og åbne munden og lade hjertet trænge ud og være ærlig. Hvad er det værste der kan ske?

Derfor … Luk op – spørg og vær åben og ærlig. Hvorfor lave cirkus især overfor folk, som i sidste ende virkelig kan hjælpe, da de står i samme båd eller generelt overfor venner og veninder. Det er svært – men det man får ud af at være åben og ærlig .. er langt mere indholdsfyldt, end det modsatte. 🙂 <3

Rigtig god dag :*

Miss Mihura – aka Overskudsmama