Fødegangstoast eller Flyvertoast

Forskellen på hvor stærk jeg kan føle mig som jordemoderstuderende og hvor svag jeg føler mig som rejsende på en flyver. Et tankestrejf i luftrummet mellem Athen og København.
Ovenpå en lang periode hvor flyskræk, ikke har fyldt meget, men alligevel har fyldt en del ved div. rejser – fandt jeg mig selv et lidt andet sted på turen hjem fra sommerferie i Grækenland.

Det er virkelig vildt hvordan vi som mennesker kan være stærke i nogle sammenhænge .. finde vores styrke og så brage igennem med alt vores lys .. og så stå i andre situationer – det kan være hverdagssituationer eller som i mit tilfælde; en flyvetur, – hvor vi pludselig mister al vores “umpf”, vores mod, vores kontrol og styrke.

Jeg synes det at flyve er meget grænseoverskridende. Jeg vil sige, at jeg er kommet frem til, efter denne ferie, at jeg finder flyvning; tåleligt.. men en kærlighedsromance bliver det nok aldrig til. Jovidst, synes jeg at det er sjovt, spændende og (lets be honest), temmelig sejt.

Men mit hovede (hvis jeg ikke giver min krop og åndedræt fuldt fokus) har før været lyn-hurtigt til at danne katastrofetanker. Jeg tror at det handler meget om kontrol, i mit tilfælde.. Men Edith, du har da heller ikke kontrol over en fødsel. Nej – men dér har jeg (får jeg)  redskaber og som minimum, en dør jeg kan smutte ud af for at hente hjælp.

Det er nok tankerne omkring, at jeg på forhånd allerede skal acceptere “at man skal dø oppe i den flyver, hvis det går galt”, når jeg sætter mig ombord, der dukker op. Fordi jeg ved, at jeg intet vil kunne stille op, såfremt der skete en ulykke. Det synes jeg er temmelig syret. En accept af døden.

Jeg har forsøgt at tænke mig frem til, hvad lektien bag denne konklusion så må kunne være, for mig som menneske. Jeg tror at det i virkeligheden er vigtigt at turde at acceptere (måske ikke ligefrem døden), men at give sig selv lov til at acceptere “det værst tænkelige”. Om dette er os med angst.. om det er i forbindelse med egen usikkerhed i nye situationer.. Måske vi blot skal acceptere det værst tænkelige udfald – for så at gå u-bebyrdet ind til de ting som vi frygter allermest. Det er i virkeligheden også det man forbereder sig på, som jordemoderstuderende. Man læser og tænker sig til samtlige scenarier og håber så derefter på, at man ikke støder ind i dem. Måske det er dette, der giver mig mere ro på fødegangen end i en flyver? Et ved jeg i hvert fald: Jeg følte lettelse. Jeg følte styrke, da jeg gav slip og accepterede primissen om at vi alle ville dø. Med ét kunne jeg pludselig være i mig selv og være i nuet. Jeg kunne mærke mig selv og jeg kunne parrere mit sind, når katastrofetankerne kom væltende. Fordi, primissen om at vi kunne dø, allerede var accepteret – så intet kunne nære min angst, min frygt for alt det som min hjerne præsenterede mig for. Lidt tåbeligt – men det virkede.

Om jeg helst vil have flyvertoast eller fødegangstoast? Tja – den i flyveren smagte jo egentlig ret godt, da først primissen var accepteret og turen frem og tilbage var skøn og ferien var virkelig fantastisk. Men den var føøøking dyr. En mindre investering af tanker, blot for at kunne nyde én lille flyvertoast (for mig). Og så kostede den samtidig det sammen som 50 fødegangstoast – så den var også dyr på det lavpraktiske plan 😀 .. Jeg må nok bare acceptere at jeg er en person der allerhelst (hvis jeg skal vælge) vil vælge at have mine fødder solidt placeret i et par fostervandsvåde Birkenstock på en fødegang – med en fødegangstoast som mit hurtige mellemmåltid, i travlheden. Men jeg er ikke dér hvor jeg ville fravælge en flyvertoast – den har også fået sin charme efter denne ferie.. og det har været utrolig lettende! <3 Så for fremtiden vil jeg klart vælge fødegangstoast til hverdag og flyvertoast i ferierne (hvis vi lavpraktisk har råd)

:*

K.H.
Edith