Clara Maria og en Storm

Denne uge har rummet en masse følelsemæssig granskning om næstekærlighed, samfund og rummelighed. Først var der historien og Clara Maria, som tog Danmark og ikke mindst mig med storm. Og Storm (en lille fyr fra Hillerød), blev det næste store samtaleemne denne uge. Begge episoder, har fået mig helt ud på det yderste af stolens sæde, når jeg har siddet klistret til skærmen og fulgt med og har ligeledes fået mine følelser til at udsvinge i pendulfart, frem og tilbage imellem hjerteskærende ulykkelig til ovenud lettet.

Clara Maria @kemoland:

For nogle måneder siden fald jeg ved et tilfælde over en profil oprettet af en ung kvinde, der kæmpede imod kræft. For at gøre en “kendt”, lang historie kort – så var Clara i de værste stadier af hendes kræftsygdom, med til sidst kun en dødsdom for øje og et håb der randte ud i takt med hendes sporadiske og meget smukke/ærlige opdateringer – sammen med mulighederne for behandling. Jeg fulgte denne pige og følte med hende. Hun skrev i sin enkelthed så smukt, modent og ufortrødent positivt og gav mig og mange af hendes følgere en øjenåbner og troen på, at vi selv skulle være lige så stærke og smilende som hende (især nå vi var så heldige at være sunde og raske) og nyde livet i taknemmelighed.. Hendes formuleringer var smukke og meget rammende enkle – og de gav mig som menneske rigtig rigtig meget at tænke over og arbejde hen imod, i al den tid hvor jeg fulgte hende.

Da hun ligger sit sidste billede op, af en tom hospitalsseng, sammen med en tekst om, at det nu bliver hendes sidste dag og efterfølgende dør, rammer det mig derfor hårdere end jeg lige havde regnet med. At udvikle dyb empati og følelser på den måde for et andet menneske, man ikke kender – er faktisk ikke det som ramte mig mest. Fordi det ser jeg kun som en positiv ting. Mit menneskesyn og værdier, bakker op om den tankegang helt ind i min inderste kerne og væsen – derfor var det ikke det som chokerede mig. Chokket kom heller ikke af, at jeg, ligesom alle de andre følgere, var blevet holdt for nar – og nyheden om at profilen var “fake”, kom ud. Nej det der chokerer mig er den måde rigtig mange mennesker vælger at benytte det som endnu en syndebuk for at holde os selv “lukkede” og afvisende overfor hinanden.

Nogle gange kan jeg ikke forstå hvorfor folk ikke tager en kasse på og går rundt med, så de har en direkte undskyldning for ikke at være i kontakt med andre mennesker. Jeg synes at det er skræmmende at se hvor mange mennesker der er berøringsangste i vores samfund og hvor lidt vi pr automatik hjælper hinanden, eller stiller op for hinanden. Og når vi så gør så er det ofte kun i ekstremerne som i Clara Marias tilfælde. Tænk sig engang for en chokerende og skræmmende tanke – at man i dagens Danmark, kun kan opleve ærlig empati, ved at “fake” sig til det.
Så har vi som samfund, efter min mening gjort noget forkert.
Jeg er træt af syndebukke-udpegning og ansvarsfralæggelse. Ja den person som har måtte lave en sådan profil, for at føle sig speciel, har da også givet mig en tom og hul følelse. Men han/hun har helt sikkert sit at kæmpe med .. og jeg ser hende/ham mere som et symptom, på noget der er galt/mangler i vores samfund, end en syndebuk.

At jeg bliver narret .. fred være med det .. Jeg forebeholder mig retten til igen at agere ufortrødent naivt i denne slags situationer igen og igen og igen .. Hellere det end alternativt <3 Fordi alternativet skræmmer mig langt mere, end en ensom sjæl, der har haft behov for at forgive sig for noget som vedkommende ikke var, for at føle sig hørt og set. Mine tanker går stadig til “Clara Maria”, hvem end “hun” så er … og det samfund, som har skabt “hende” i sit billede. Måske vi stadig kan lære af “hende” .. Jeg vil i hvert fald gøre mit, for ikke at trække en papkasse over mit hovede og være berøringsangst overfor andre mennesker, blot fordi jeg er “blevet narret”. Så hellere naiv og uvidende – med håbet som belønning!

Så kom stormen:

Aftenen (onsdag) og natten til torsdag viste vejrudsigten starten på storm over det nordsjællandske. Regnen og stormen kom, men i hvilket omfang denne lille storm skulle ende med at fylde i mit og alle andre hjerter, havde meterologerne ikke spået noget om. Fordi en lille dreng forsvandt. En lille dreng ved navn Storm, forsvand på en aften hvor “storm” var ventet. Klokken er omkring halv 8 og vores lille pige på 1 1/2 år er lige blevet lagt i seng. Endelig har vores lille hvirvelvind lagt sig og vi kan ånde lettet op og slappe af. Pludselig står Søren i døråbningen og virker rastløs. “Han må lige en tur ud og køre”, siger han. “Til Hillerød, for at lede efter en lille dreng der er blevet væk”.. Jeg kan se på ham, at det berører ham dybt og at han ligesom mig, får lyst til at skynde sig ind på My’s værelse og sikre sig, at hun stadig ligger dér, i tryghed og udenfor fare og kulde.

Næsten 3000 mennekser vælger at gøre det samme og dukke op. Med lommelygter som fakler, fortæller Søren, at alle står samme og forener sig i målet om at finde den lille dreng.

Søren kommer hjem lidt over 1. Han er frustreret og bange for det værst-tænkelige kan være sket. Vi tænker helt sikkert det samme – vores tanker kredser om vores egne børn – specielt hende som er mindst lige så “hjælpeløs” som Storm, der ligger ovenpå i sin krybbe.

HAN ER FUNDET! – Alle de forfærdelige tanker om hvad der kunne være sket, forsvinder som dug for solen og der åndes lettet op i samtlige hjem i Danmark – også i vores.

… Men tankerne snurrer stadigvæk …

Idealisten:

Alle med børn eller børn tæt ind på livet ved, hvor hjælpeløst et lille barn er ude i den store verden. Det var en sand fornøjelse at følge menneskehedens sødme og empati blomstre, især ovenpå tankerne om symptomet “Clara Maria”. Vi kan jo godt, når det virkelig gælder. Og hvor følte jeg mig stolt af at bo i Danmark i disse timer. Det jeg ikke helt kan forstå, er at vi har brug for en sag, noget dramatisk igen, førend at vi samler os. Det er ærgerligt.. Det er sådan et ressourcespild og det er ikke noget der gavner samfundet maksimalt-set, tværtimod.

Ovenpå denne rutchebane-tur af følelser i denne uge, vil jeg bare håbe på og appellere til at huske denne følelse af sammenhold, som vi både følte for Clara Maria og lille Storm. Skidt værre med grunden til at vi gjorde som vi gjorde og på hvilket grundlag vi følte som vi følte — men lad dem ikke være grundene til at stoppe med at tro på det bedste i folk eller holde sammen og hjælpe hinanden.

Så pas på hinanden, også folk som man ikke kender, er mit budskab. – Tænk hvis det er dem der skal hjælpe med at lede efter jeres barn i skoven en dag. Man kender ikke historien på de mennesker som man kan risikerer at dømme, på baggrund af deres handlinger. Jeg siger ikke, at der ikke findes onde og forsmåede mennesker derude, som intet godt vil for andre .. men kan vi som samfund ikke rumme dem alle og bære troen på det gode i hvert et menneske før, pessimismen og angsten — så er vi ikke et “samfund” – men blot en stor skare af mennesker, der forgæves forsøger at beskytte os selv imod hinanden og de få, som ikke har ressourcer nok til at ville andre det bedste.. Burde vi ikke i stedet beskytte hinanden ved at stå sammen – ligesom med Storm.

Med rummeligheden, empatien og næstekærligheden, kommer man altid længst og tættest på selv at blive rummet og elsket. <3

Bare et par tanker fra mig fra min uge.

:*
Miss Mihura – aka Overskudsmama