Søg svar og du skal finde … Alle andres erfaringer, end dine egne! Pyt ;)

EN GAMMEL KLADDE FÅR TANKERNE TIL AT STRØMME OG DERFOR ET NYT LIV:

”
(2014)

Jeg får ikke nok søvn for tiden. Igen.

Nu troede jeg lige at rutinerne var ved at indfinde sig hos den lille nye Mihura-Knudsen, men ak. Sådan skulle det ikke gå. Hvorfor havde jeg også troet andet, når nu det for længst er blevet slået fast af den lille seje dame, at hun absolut ikke er lige så nem som sin storesøster 😀 <3

Kære brevkasse, min lille ny er mega seperationsangst og INGEN andre duer end hendes mor. Kan I hjælpe mig med det?

Puha, hvor har jeg googlet og googlet på dette de sidste par nætter. Når øjenlågene kun bliver holdt oppe af stresshormonernes vilde rasen i kroppen og lysten til at skrige lige så højt som ens lille “ellers utrolig dejlige” pige, så finder man energien til at google. Fordi der må da være nogen der har en opskrift/kur mod det her.

“

Pudsigt som denne klade kom op .. Den begyndte jeg at skrive på for; ja – lige knap 2 år siden. Dengang var min lille My – en værre hidsigprop og en hård dame at takle i rigtig mange situationer, fordi MOR kun duede i en lang periode – ja faktisk helt indtil hun fyldte 2 år. Tror at rigtig mange idag ville have kaldt hende for et kollikbarn – fordi hun reagerede meget med skrig og gråd. Men lille My har bare altid været en værre vædder. En hurtig og bestemt dame – med et temperament, et højt lydniveau og samtidig en charme, langt ud over det sædvanlige. Det er lidt skægt at se tilbage på de frustrationer som jeg dengang sad med. Og idag vide, præcis hvilket barn My er idag. En helt igennem fantastisk, selvstændig, afbalanceret glad og kvik pige.
Og nu sider jeg samtidig også idag med en lille ny, Munte, der bare er komplet anderledes, end My var på det tidspunkt ca. (4 mdr).
Munte-Mønsterbarn kalder jeg hende. Hurtig og kvik som sine søstre, men mild, glad og nem. En 3’er som hende, gør det ikke meget mere besværligt at have flere børn.

Dengang (og nogle gange stadigvæk) faldt jeg i google-søgnings-fælden gang på gang. Hver eneste gang der var noget som ikke lige stemmer overens med ens virkelighed eller når man blev i tvivl. Så forsøgte jeg konstant at spejle mig selv eller en situation i andre/andres. Også selvom jeg jo allerede godt vidste, at alle børn og situationer er individuelle.

Det er bare lidt skægt at tænke på, at dette til dels ikke har ændret sig – om det er “et krævende eller et mønster barn” jeg har haft. 😀 Fjollet ik.

Og jeg vil sige – internettet er heldigvis for mig, ikke den første løsning vi som familie griber til .. men det er det altså for rigtig rigtig mange, har jeg en klar fornemmelse af.
Så tror jeg fanden at der er så mange der lider af lavt selvværd og har travlt med at skulle nå en hel masse ting (alt på én gang) hvis de sluger alt det der “perfekte” råt på div. medier (jeg selv inkl. i moderate mængder) i stedet for at tage/takle sine børn dér hvor de er – og rumme dem, som de er – uden at skulle finde løsninger på det hele.

“Pyt” … Det er et ord vi ofte bruger herhjemme.

“Pyt” – som i: Videre – det skal nok gå – det er okay – det er sluppet.
Og hvor har vores børn dog nydt godt af den indstilling. Og det samme har vi voksne.

Det skal ikke dermed siges, at man ikke nogle gange kan have svært ved at rumme og sige; “pyt”.
Dette gælder især ved søvnunderskud eller andre former for underskud.

Men problemet (efter min mening) opstår ved, at det jo ikke ligefrem er når man er i underskud at ens selvtillid får det meget bedre af, at se på alle de der “se mig, jeg kan træne, sminke mig, være i en latex-dragt og owne det look, samtidig med at jeg selv dyrker alt min mad og mediterer med mine børn – typerne”.
😀 Forstår I?!

Tror generelt, at når man har en udfordring på hjemmefronten, at man så skal tage og kigge indad og sammen med husstanden gøre op med sig selv om, hvor ens prioriteringer ligger — og så ændre tingnene den vej – i stedet for at åbne op for søgefeltet på google og regne med en “opskrift” for en anden persons liv, der somregel indebærer prioritering alligevel, MEN SOM INGENSTEDER bliver nævnt – og derfor fremstår som om, at man skal kunne det hele på én gang – og at “det er løsningen”.

Det synes jeg bare er så ærgerligt.

Herhjemme forsøger vi i stedet at trække på vores egne erfaringer, at snakke med hinanden, finde egne løsninger og så stå ved de valg vi træffer i stedet for at føle skyld eller “uduelighed” fordi vi ikke følger “normen” eller “er/gør lige som alle andre”. Og det tror jeg rigtig mange familier ville have rigtig godt af – altså at stå ved hvem de er – i stedet for at undskylde på forhånd og hellere kopiere andres livstil.
Alles ressourcer er jo ikke ens – og derfor kan folks prioriteringer ikke altid være ens. Derfor er det også svært at kopiere andre og så være sikker på, at det også bliver den rette vej og løsnignen for éns egen familie.

Som sagt; gav den gamle kladde mig lidt stof til eftertanke … megen eftertanke .. hehe

Nå, men; Pyt ..

<3 Kærligst :*

Miss Mihura – aka Overskudsmama