Åbenhed og mødregrupper

Miljø og hverdag

 Når man er som os – gør man ofte livet lidt besværligt for sig selv. Man vasker med vaskenødder, har ingen tørretumbler, har ALT ALT for meget uldtøj der enten skal vaskes skånsomt eller i hånden, bruger stofbleer til mindsten og laver det meste af vores mad fra grunden.
Men hold nu op, hvor jeg elsker vores liv og de værdier vi giver videre til vores børn. Her får man fingrene i dejen og alle hjælper til. Måske er det en slags opvarmning til vi en dag får vores egen gård, som jo er drømmen. Med høns, får,  bistader og alt hvad der ellers hører med. Det er lidt nogle gange, som om at jeg er opvokset i et forkert årti eller århundrede for den sags skyld. Jeg nyder at ting tager tid. Ikke dermed sagt, at jeg er langsom – tværtimod er jeg meget produktiv og en multitalsker — og netop af den grund, synes jeg det er dejligt, at ting tager den tid som ting tager for at det bliver godt — og øvelse gør mester. Jeg elsker at fordybe mig i stort og småt – så selvom min tålmodighed også har tendens til at ligge på en 25 øre, så elsker jeg at gå op i ting 100%. Tag F.eks. vores økologiske livsstil. Står det til mig, og der skulle bruges kapers i en ret som jeg ikke kan finde økologisk, så dropper jeg helt at have dem med .. Det går bare ikke med alt – desværre :/
– Især 1 stort dilemma har jeg herhjemme, hvor min kæreste ofte hiver mig i ørerne.
Mine bedsteforældre kan ikke styre sig og vil så gerne forkæle mig og deres oldebørn. En af deres måder at vise os kærlighed på er, at komme over med en pose blandet indkøbte varer ca. hver anden uge.
Og selvom de ved vi spiser 100% økologisk, køber de alligevel alt andet :-/ suk. Og hvad gør man så. Jeg vil så nødig afvise deres “kærlighed” og fine gestus, men samtidig så er det imod hvad jeg står for og jeg får alligevel ikke spist disse ting – og i min verden er dette også madspild.
Men jeg må huske mig selv på ikke at være utaknemmelig og irriteret. De er fra en anden generation og tænker ikke som os og det de gør er kun gavmildt ment og fyldt med kærlighed. Så jeg løfter pegefingeren overfor mig selv om min ideologisme og stopper med at være tosset og er i stedet meget taknemmlig for, at mine bedsteforældre hver 14. dag tager sig tid og pengene til at komme hjem til os med ting, til trods for deres aldre, 81 og 76.
Dette viser også én af de andre ting jeg står for. Det er at jeg ikke vil blande mig eller stille mig bedrevidende overfor andre og deres valg. Jeg kender ikke til hvorfor andre vælger som de gør – og det må folk også helt selv om. Det eneste jeg skal koncentrere mig om er, mig selv og mine egne valg og normer. Jeg er ikke ude på at ændre folk i processen … hvis det sker naturligt, vil det være en gave for mig og vores verden.
Jeg tror på friheden til selv at vælge sit liv og at oplysthed og gode rollemodeller er vejen frem, frem for løftede pegefingre og trusler. <3
 Stofbleer og vejrforhold
Jeg har i min søgen efter den rette stofble kunne konstatere, at vi har fundet en løsning som vi mener kan mest for os. Det er jo helt sikkert en smagssag, hvad man er til. Vi har valgt at benytte Flip yderbleer og Flip indlæg (stofbleer) i økologisk bomuld. Til natten benytter vi så uld-yderble, for at huden kan ånde bedre over den lange periode med ble på. Vores datter har aldrig haft rød bumse – som i ALDRIG. Har der været tendens til rødme har det været nok med Weledas numsecreme (som vi sværger til herhjemme) den er simpelthen fantastisk ligesom mange af Weledas andre produkter.
Weleda nappy Change Cream

Weleda nappy Change Cream

Vidste du at almindelige engangsbleer er så spækket med fugtabsoberende materialer, at barnets egen hud og fugtdepoter bliver nødt til at køre på højtryk, for at “smøre”, så barnet ikke bliver fuldstændig udtørret på sin lille barnenumse?! Det er faktum. Faktisk da vi selv startede efter hun var blevet en måned, og havde brugt de mildeste økologiske bleer hidtil, var hendes stofbleer fuldstændig drivvåde de første 4-6 dage. Først tænkte vi: “så meget tisser et 4 uger gammelt barn altså ikke”. Og det gjorde hun heller ikke. Det var simpelthen hendes lille krops “smørredepoter” der var blevet så vandt til at køre på højtryk, så da vi skiftede over – så skulle de lige vende sig til, at de her bleer ikke var fyldt med alle mulige fugtabsoberende materialer. Det giver i hvert fald stof til eftertanke.
 Så spørger folk: “HVORFOR stofbleer”? “Er det ikke vildt upraktisk”?! Og svaret er både ja og nej.
Ja nogle gange, men man vender sig til det – endvidere er der rigtig mange fordele som jeg mener opvejer de få ulemper der er ved at benytte stofbleer.
– Man sørger f.eks. altid for, at få skiftet sit barn til tiden.
Jeg ved godt at det er ilde set på og at det måske er lidt dømmende — men nu har jeg arbejdet med vuggestuebørn og tendensen til at man “lader bleen blive lidt længere på” er stor for alm. engangsbleer, da de netop holder SÅ tørre som de gør. Det gør også at børn har sværere ved at mærke ubehaget, ved at rende rundt med en våd ble på og derfor får sværere ved at blive renlige (i nogle tilfælde).. Som jeg er ved at komme frem til, så er det korrekt at de fordele der er ved stofbleerne KUN er for børnene og miljøet, og ulemperne KUN er for forældrene. Derfor er det jo i virkeligheden et spørgsmål om hvorvidt man selv “orker” stofbleer.
Vi har enddog også været ude og rejse i 2 uger, uden de store problemer med dem. Det er bare et spørgsmål om, at man skal kunne vaske/tørre dem et sted og så selv tage “vaskemiddel/nødder” med.
Andre fordele ved stofbleer er at det er i et åndbart materiale der ikke er syntetetisk fremstillet. Altså forarbejdsningsprocessen er klart mere miljøvenlig. Da det også er en engangsinvestering er dette også klart mere gavnligt for miljøet, det begrænser spild og det er billigere for pengepungen.. HVIS man vel og mærke ikke tørretumbler. Mener at hvis man tørretumbler sine børns stofbleer, så vil den økonomiske gevinst ikke være særlig stor kr/øre-mæssigt (hvis man bruger de billigste bleer). Men som sagt er det for mig væsentligere at miljøet ikke bliver påvirket af alle de kemikalier og af al den ekstra energi fra tørretumbleren – og at man i stedet tørre tøjet og bleerne udenfor hele året.
Vaskemidler og nødder
Herhjemme bruger vi i høj grad mest vaskenødder til alt. Vi koger selv rengøringskoncentrat på nødderne og bruger dette til alm overfladerengøring og vi bruger udelukkende vaskenødder når vi vasker tøj. Hvis der er svære pletter eller det er en meget beskidt vask, så vasker vi med forvask og/eller med økologisk galdesæbe, som er MEGA effektivt og klart kan anbefales.
Økologisk Galdesæbe

Økologisk Galdesæbe

 Opskrift på det rengøringmiddel vi bruger herhjemme:
Lav et afkog af 8-10 skaller i 1 liter vand. Kog det i 10 min. Lad det køle af og tilsæt evt. lidt citronsyre som konserveringsmiddel. (Det kan iflg. opskriften holde sig i ca. 10 dage på et køligt sted – men jeg har haft succes med at det kan stå længere, hvis beholderen er tæt).
Når man vasker tøj, er det alt afhængig af vandets hårdhed (ligesom med alm vaskemiddel), hvor meget man skal bruge. 4-5 skaller i blødt vand og 6-7 skaller i hårdt vand. De puttes i en lille (medfølgende) bomuldspose, og ligges ind sammen med tøjet. Jeg vasker som regel ved 30 grader (af miljømæssige hensyn), men ellers 40 grader. Jeg vasker stofbleerne ved 60 grader indtil den lille begynder at spise mad, derefter skal man op på 75 grader, for at “dræbe” evt. bakterier.
Når man benytter stofbleer, og vasker med alm vaskemiddel, skal man kogevaske sine stofbleer en gang hver måned på 90 grader, for at få evt. vaskemiddelrester ud af stoffet. Dette er ikke nødvendigt med vaskenødderne .. SMART!
Det kan bl.a. også bruges til:
–          Opvaskemaskine-sæbe. Put 3-4 skaller i en bomuldspose og sæt det i bestikholderen.
–          Dyre-shampoo, da det er et effektivt middel mod lus og lopper
–          shampoo til allergikere eller andre med følsom hud. Det skulle for øvrigt være et rigtig godt middel mod skæl.
–          Flydende vaskemiddel til sarte stoffer såsom uld og silke
–          Smykker. Presser du en halv citron i sæben kan den bruges til at rense smykker. Brug sæben på en tandbørste.
–          Myggebalsam – skulle være supereffektivt
–          Skadedyrsbekæmpelse (især bladlus) i haven – gad vide hvad dræbersneglene synes om det…det var da værd at prøve.
–          All-round rengøringsmiddel – den naturlige ajax. Det er super godt på trægulve.
–          Bilshampoo, det skulle give samme overfladebehandling som voks, hvor vandet preller af (har dog ikke prøvet, da vi ikke ejer en bil).
Biologisk nedbrydelige vaskenødder

Biologisk nedbrydelige vaskenødder

Afslutningsvis, er disse vaskenødder biologisk nedbrydelige og kan ryge direkte på komposten eller i toilettet.
Kompost
Når man skal smide ting ud hos os, er det måske lidt besværligt .. men NØJ hvor er vi selv bare glade for systemet. Vi har en “KUN TIL GRØN” spand, som ryger på komposten, en alm. skraldespand og så samler vi endvidere glas og pap/papir for sig. Ville ønske at man i DK (og vores område) også havde en til plast. Men måske vi ender med at udvide selv og køre på lossen med det. Der er bare lidt for langt på christianiacyklen – som tingene ser ud nu..  😀 hehe
OG SÅ har vi én til kaffegrums.
Tid til sortering

Tid til sortering

Kaffegrumsen ryger sammen med evt. askerester fra bålet ud i vores bede. Det er godt til alt lige fra snegleafskrækning til forbedring af jord. Vores kompost blander vi også jævnligt op med kaninens efterladenskaber, så vi “året efter” kan benytte jorden som gødet jord og energi til vores køkkenhave og blomster.
ELSKER NÅR TINGENE SÅDAN GIVER CYKLUS-MENING <3
Der vil helt sikker komme en del flere opslag om de ting som vi laver og godt kan lide at gå op i i vores hverdag. Fordi hvis jeg skulle fortsætte her, ville dette indlæg aldrig blive færdigt 🙂
Derfor vil jeg lade den slutte her. Og så må I meget gerne spørge, hvis I har nogle spørgsmål eller gode erfaringer I vil dele.
Kram fra Miss Mihura – aka Overskudsmama
Hvis I vil vide lidt mere om vaskenødder og hvor man evt. kan købe dem, så  kan I bl.a. læse mere om det på KoogKo’s hjemmeside.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til dette indlæg.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Åbenhed og mødregrupper